William Kentridge på Louisiana

William Kentridge er en finurlig kunstner. Udstillingen på Louisiana viser hans tegninger, skulpturer, film og installationskunst. Alt fra små figurer til kæmpe værker som ‘More Sweetly Play the Dance’, hvor en procession i menneskehøjde på et endnu større lærred går rundt om en.

Det finurlige ved William Kentridge er bl.a., at de fleste af hans værker er meget let fattelige og nemme at tolke på, og så alligevel rummer en uudgrundelig dybde.

Så er der tegnefilm

Blandt andet laver han tegnefilm, der sjældent har en kunstnerisk nerve. Animationen bliver ikke skabt på traditionel vis med en tegning pr. foto, som så sættes sammen og skaber animationen. I stedet bruger han det samme ark papir igennem hele processen. Tegner og laver små ændringer med kul, som er nemt at viske ud. Derved bliver animationen mere flydende. Enkelt og genialt.

Som med tegnefilmene er det ikke svært at se, at de fleste af William Kentridges værker har taget lang tid at skabe. Det i sig selv afføder respekt. På samme måde som han i langt de fleste af hans værker gør brug af de klassiske dyder og metoder indenfor kunsten, er der noget altmodish over hans værker. Suppleret af rekvisitter i form af megafoner og møbler fra starten af det forrige århundrede.

Stumfilm

De fleste videoinstallationer er sort-hvide, som gamle stumfilm. Det samme er tegningerne på nær ‘More Sweetly Play the Dance’ (2015), der er blandt hans nyeste værker.Videoerne gør brug af gamle filmtricks som at spille filmen bagfra. Vi ser, at William Kentridge får bøgerne til at flyve op i hånden i stedet for, at han kaster dem fra sig. Han erkender selv inspirationen fra blandt andet Georges Méliès ‘Rejsen til månen’ (1902). Men jeg kunne undgå at tænke på Salvador Dali og Luis Buñuels ‘Den andalusiske hund’ (1929).

Må man sige hyggelig?

Det sjældent at ordet hyggelig indgår som kvalitetsstempel, når der tales om moderne kunst, men jeg tillader mig alligevel at bruge det. Flere af udstillingsrummene er delt op i mindre rum med dæmpet belysning, og ingen af værkerne er direkte voldsomme eller ubehagelige, som Louise Bourgeois, der udstilles i museets anden ende. Skal jeg komme med en endnu en sammenligning, så føles det lidt som at være statist i en Peter Greenaway film.

Men hvem siger også at moderne kunst skal være chokerende eller provokerende. William Kentridge får på finurlig vis fortalt historien om bl.a. apartheid på en utraditionel måde. Det er ikke en udstilling der kræver tid, men en udstilling som du ønsker at bruge tid på. Når du gør det, folder den sig ud, og du bliver ikke i tvivl om kvaliteterne af William Kentridges kunst.

Værd at vide

louisiana.dk