De 39 Trin i Tivoli

Da jeg for mange måneder siden så plakaten for ?De 39 Trin? klæbet op af Tivolis mure, tænkte jeg straks, at denne forestilling måtte jeg for alt i verden se. Og jeg har glædet mig alle månederne frem til premieren i torsdags.

Fornemmelsen af en anden tid

Det er sjældent, at jeg får det sådan, og det skyldes flere ting: Den skønne plakat som fanger stemningen fra mellemkrigstidens populærkultur, Niels Olsen og Thomas Mørk i gakkede positurer, og sidst, men ikke mindst, at forlægget er Hitchcocks film af samme titel fra 1935. Jeg er stor fan af Hitchcock! Manden der formåede at blive elsket både af det brede publikum og af de kræsne franskmænd. Tivoli har valgt at lade stykket spille i Glassalen, og det er jeg meget taknemmelig for. Stedet emmer af atmosfære. Det er som om tiden har stået stille derinde, og det er blot at kigge ud over rækkerne for at fornemme de mange lystige stunder Glassalen har givet sine besøgende op igennem tiden. Mens vi venter på de optrædende, skramler charleston musik ud af højtalerne. De som siger, at rammerne ikke har betydning for kunsten er fulde af løgn 😉

Da klokken igen og igen har ringet os alle på plads, og vi forventningsfulde ser mod scenen, høres kendingsmelodien fra ‘The Alfred Hitchcock Hour?. Tv-serien, hvor manden himself på pjattet vis introducerede de makabre episoder. Her skulle det også blive en smule makabert, men først og fremmest pjattet – og det i en rasende fart!

Så hurtigt at kun latteren kan følge med

Hvordan kan jeg bedst beskrive oplevelsen? ?De 39 Trin? er en flugthistorie, hvor hovedpersonen med fjenden i hælene, er på flugt gennem England for at kunne afsløre en hemmelig (selvfølgelig) spionring.Én hovedperson, Mads Knarreborg, spiller den samme rolle igennem hele stykket. 129 roller på 100 minutter er der så tilbage til først og fremmest Niels Olsen og Thomas Mørk, der skifter roller på den samme tid, som det tager at kaste en jakke af sig for at tage en anden på. Kirsten Yde har ikke helt så travlt, tre roller så vidt jeg kan huske. Oveni i alt dette skal stole, borde og attrapper hele tiden skiftes ud. De mange roller er selvfølgelig karikerede, så vi ikke behøver at sætte os dybt ind i karaktererne. Når vi skal det, især i anden akt, går lattergassen lidt af ballonen. For hovedkarakteren er i sig selv ikke særlig interessant.

No school like old school

Instruktøren, Joy-Maria Frederiksen, formår glimrende at indfange den charmerende atmosfære fra plakaten. Niels Olsen og Thomas Mørk gør så det hele forrygende morsomt. De er et fantastisk komikerpar af den gamle skole og passer sammen som en sur sok i en flækket træsko. Efter at have været publikum til en del moderne teater på det sidste, er det utroligt forfriskende. Det er som at se en Rembrandt efter at have besøgt Miro museet.

There is no school like the old school! Så kan man spørge, hvad skal et sådant stykke i en usikker tid? Men er det ikke i sådanne tider, at morskabsteatret kommer til sin ret? Væk fra hverdagens kaos og ind i en tryg verden. Et par timer med hjertelig latter. Det er da værd at betale penge for.

Værd at vide

tivoli.dk

Se filmen på Internet Archive