Rio Bravo ligger på Nørrebro
… eller er det i Nordvest? Faktum er i hvert fald, at står du på broen over Bispebjerg Station, går du af trappen til højre (ikke den til S-toget) og så igen til højre forbi kollegiet. Her står to hvide vægge på et solidt fundament af beton. Et af de slags udstillinger, som du ikke lige lægger mærke til – og slet ikke hvis du som jeg ikke var med til fernisering.Det som ledte min opmærksomhed hen mod stedet var plakaterne på broens søjler med stegt flæsk restaurantens Rio Bravos navn og umiskendelige cowboy font sammen med et foto af en kastanjemand. Det gav jo ikke den store mening at stedet – der sætter en ære i at forblive som det altid har været – begyndte med sådanne fiksfakserier.
Kastanjer bag glas
Det er Benedikte Bjerre, som tog afgang fra Kunstakademiet for et par år siden, der har lavet denne udstilling, har jeg læst mig til.
Du er ikke i tvivl om, hvor udstillingen begynder, da det kræver, at du træder op på fundamentet for i det halve udstillingsrum, bestående af to vægge, at betragte forskellige kastanjefigurer bag plexiglas og med træ og farvet glas som baggrund.
Det vilde vest
Med lidt god vilje minder de små kastanjemænd om ryttere til hest og baggrunden om de karakteristiske flade bjerge i rigtige westerns. Underbygget af at ?Rio Bravo? fra 1959 er titlen på en af John Fords westerns.
Det er ikke en af mine favoritfilm fra John Fords hånd. Det er for meget kitsch, sang og distancerende fiktion i technicolorfarveladen. Her er det modsatte virkelig tilfældet!
Georg Gearløs
Det er tit interessant at se kunst i nye konstellationer som på toilettet med The Toilet eller i en stuelejlighed som med Hospital Prison University Archive. Rio Bravo “udstillingsrummet” fik mig til at tænke på en historie af en anden mester: Carl Barks. Den største Anders And tegner og fortæller.Den historie hvor Georg Gearløs tager på picnic. Først kommer myrerne op på tæppet. Det løser han ved at bygge et gulv på pæle. Derefter begynder det at blæse. Det løser han ved at bygge vægge. Til sidst begynder det at regne. Det løser han ved at bygge et tag.
Da Georg Gearløs har løst alle problemerne, træder han udenfor for at betragte sit værk. Han opdager, at han har bygget et hus. I stedet for at glæde sig trasker han slukøret hjem, mens han siger til sig selv “det er jo netop det folk ønsker at komme væk fra.” Håber at du forstår meningen med den historie.
I det halve rum
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om værket og derfor ingen sorte hjerter. Hvis Rio Bravo ikke tages ned den 8. november, vil det snart blive slidt af vejret og smadret af hærværk. Men står du alligevel og venter på Bispebjerg station fordi at S-toget igen er forsinket, så tag trappen ned til Rio Bravo.
Værd at vide
Kan ses frem til 8. november
Tagensvej 147
2400 København NV
www.kunstscenen.xyz