ImproLogen

Jeg er grundlæggende ikke begejstret for hverken impro-teater eller comedy. Når disse to ovenikøbet bliver kombineret, stiger min skepsis.

I jagten på det sublime og publikums oprigtige latter sker det nemlig alt for ofte, at de optrædene synker ned i klicheernes kviksand, mens de med fagter og grimasser forgæves forsøger at finde fodfæste. Det lykkes sjældent, for når en karakter ikke er troværdig fra starten af, er det, som publikum, svært at tro på et skifte. Det er vel i grunden ikke så underligt, da den optrædene både skal påtage sig rollen som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter.

Frygten for klicheerne

Det var med denne fordom, at jeg besøgte Lygten Station for at se ImproLogen. Præmissen, i den lille, fyldte sal, var dog ikke den samme, som jeg tidligere har oplevet på Aalborg Teater med 3. stop fra Gug. Med inspiration fra teaterskolen iO Chicago var dogmet 15 til 20 minutters spil ud fra ét ord fra publikum. Da det første ord “barn” var leveret, slukkedes scenelyset et kort sekund. De to første optrædene kiggede på hinanden, smilede og gik så igang med det samme.

Denne første omgang var som jeg frygtede; et stykke spundet over mand vs. kvinde, følelser vs. mangel på empati. Der var intet nyt over det, og mens jeg overvejede at forlade salen, tænkte jeg på, hvad man skulle bruge en sådan en omgang komik over stereotyper til. For salen rumlede ikke ligefrem af grin. Det blev heldigvis bedre.

Ro på og fuld fart frem

I anden runde trådte Jakob Schnohr Ingversen & Stefan Pagels Andersen op på scenen. Ordet var “Pony”, lige så åbent for fortolkning, som “baby”, men tempoet blev skruet ned, og de to gjorde karakterne mere åbne. Således blev der skabt rum til skuespillet mellem dem og den imaginære pony, som satte stykket i gang, men ikke var dens omdrejningspunkt. I stedet var vi tilskuere til en mere troværdig hverdagssamtale om venskab, forsmåelse, parforhold og valg af levevej.

Jeg vil ikke sige, at det var decideret dybt, og der var en hel del tomgang, men det var underholdende og gav bedre grin. Det fremviste også med tydelighed, hvorledes at kvalitetens præmis er det gode håndværk.

Efter pausen fik vi sidste og tredje omgang i et rasende tempo, med samtlige deltagere oppe på scenen. De fortalte først, hvad scenariet bestod af og sprang så frem og tilbage, når de havde en idé til, hvilken drejning historien skulle have. En fin afveksling til førstedelen og fungerede glimrende, idet jeg oplevede, at skuespillerne kendte hinanden, hvilket, som i et erfarent jazzorkester, gav plads til improvisationen. Det var således også denne del, hvor jeg fik mine grin forløst.

Bump på vejen mod målet

Det var en ujævn oplevelse at se ImproLogen. Men som jeg har forstået det, har de fleste af de optrædene besøgt den anerkendte skole i Chicago inden for de sidste par år. Min fornemmelse er, at der helt sikkert kan høstes større og bedre præstationer ved at gå ad den vej. Så jeg håber, at holdet bliver ved, og glæder mig til om nogle år – mere fordomsfrit – at se, hvordan ImproLogen har udviklet sig.