THE TOILET – kunst & latrinære rettigheder

Da jeg i sommers krydsede Fyn med Jylland som endemål og skulle forrette min nødtørft i en af tivoli-tankstationerne langs motorvejen, mødte jeg ved pissoiret et syn, som jeg ikke tidligere havde troet tænkelig. En lille LCD-skærm var monteret på kummens top. Min naturlige mentale tomgang blev forstyrret af en glad sexolog, der fortalte om, hvordan at hun kunne hjælpe mig med mit samliv. Nervøst følte jeg mig naturligvis nødsaget til at skele til sidemanden – hvilket aldrig er en god idé i sådan en situation – og kunne “heldigvis” konstatere, at alle de andre simultant modtog det samme budskab.

Latrinære rettigheder

Jeg ved ikke, hvem der har fået den vanvittige idé. Men det burde forbydes at berøve os en af de få intimsfærer, som vi mænd efterhånden har tilbage! Jeg erindrer, at også Naomi Klein (hende der skabte ny-marxistisk storm med bogen ‘No Logo’) var inde på dette følsomme emne i starten af dette årtusinde. Fremhævede en gruppe – vistnok studerende – som skiftede de toilet opsatte reklameplakater ud med billeder af kunstneren M.C. Escher. At det netop var ham skyldes nok først og fremmest, at hans værker er sort/hvide og nemme at fotokopiere.

Lokumskunst

Så hvorfor ikke gå skridtet videre og simpelthen omskabe et toilet til et galleri. Det er sket i København, i det område som i folkemunde kaldes Pisserenden. Stedet har den ligefremme titel ‘The Toilet’ – så det er jo nemt at gå forkert i byen. Hvilket jeg gjorde. Igen, er det ikke den bedste ting at gå rundt og skele, når det gælder toiletter.

Men jeg fandt det, beliggende bagerst i din nye ven. Ja, det hedder stedet. Et unisex toilet inkl. pissoir af den gamle trygge slags uden overvågning; den bredde af zink, som giver et behageligt råderum og modvirker stink, hvis man befinder sig i en mere svævende position. På toilettet er rammerne, der nok tidligere har været brugt til netop reklamer, skiftet ud med billeder. En af rammerne fortæller tekst om værkerne, hvis man nu har tid til det. Personligt er jeg ikke den, der går på toilettet i god tid. Og selve kunsten, ja, den ligner noget, der kunne pryde en pakke Kleenex. Her skal man jo så bare tørre sig et andet sted. M.a.o. en smule fesent. 

Hvad skal det hele ende med?

Idéen er fint tænkt samtidig med, at jeg egentlig bare gerne vil forholde mig til ikke-noget, mens jeg gør det, der skal gøres. Måske vi i fremtiden kommer til at betale ekstra for reklame- og støjfrit lokum. Måske det kommer med i en rabatpakke, som kan inkluderes i dit mobilabonnement sammen med Politiken og en streamingtjeneste. Ja, jeg gruer for den dag, at jeg ikke kan sidde på toilettet i fred! – med min iPhone.