New york city ballet topslide kulturformidleren.png

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

New York City Ballet til Tivolis 175 års jubilæum. Ja, så kan det vel næppe bliver mere magisk!

New York City Ballet, der i år kan fejre sit 70 års jubilæum, er et af verdens førende balletkompagnier. I år er det er 10. gang at kompagniet besøger Tivoli. Den tætte bånd mellem Danmark og kompagniet skyldes bl.a., at koreografen George Balanchine (1904 til 1983), medstifteren af New York City Ballet, var gæste balletmester ved Den Kongelige Ballet fra 1930 til 1931 samt, at vi har leveret mange solodansere til kompagniet.

Magi og benspænd

Magien var allerede til stede inden vi trådte ind i Tivolis koncertsal. Manifesteret ved de mange indflydelsesrige gæster til premieren – selv kongehuset var der – sammen med min glæde over at Tivoli både formår at forny sig og holde fast i traditionerne, som med netop balletten.

New York City Ballet i Tivoli

Forrige gang jeg var til klassisk ballet var for små 10 år siden (skam mig!) i fortryllende St. Petersborg, hvor jeg så Mariinskij Balletten opføre Le Corsaire (Piraten). Oplevelsen har siden forvandlet sig til en vidunderlig drøm, hvor balletdanserne springer stadig højere og svæver stadig mere formfuldendt rundt på scenen. Spørgsmålet var derfor, om mine forventninger var for høje og om mit utrænede syn på balletten var et benspænd for oplevelsen?

De tre stykker og det samlede hele

Vi skulle opleve tre stykker fordelt mellem to pauser. Der var ikke gjort noget ud af koncertsalen. Et blågråt lærred dækkede scenens bagvæg, og det var så det. Det var dansen alene vi skulle se. 

Serande

Første stykke: ‘Serande’ – var den første ballet George Balanchine, som blev født i St. Petersborg, skabte i Amerika. ‘Serande’ havde urpremiere i 1935 og blev til med udgangspunkt i Peter Tjajkovskijs musik.

New York City Ballet Seranade

Foto Paul Kolnik

Stykket var uendeligt fint. Ballerinaerne kom nærmest svævende ind på scenen. Let og elegant skabte de bølger og mønstre med deres dueblå balletskørter; som var det vinden der kælede for blomsterne på en mark eller vand der flød i bækken. Jeg betragtede ikke de enkelte dansere, men hele dansen.

I pausen efter ‘Serande’ udbrød jeg i affekt “Det er det smukkeste jeg har set i hele mit liv.” Skønhed er unægtelig svær at rangere, men allerede i første del, havde jeg overgivet mig helt til New York City Ballet.

The Four Temperaments

Andet stykke: ‘The Four Temperaments’ havde urpremiere i 1946. George Balanchine bestilte musikken af den tyske komponist Paul Hindemith, som levede fra 1895 til 1963.

New York City Ballet - The Four Temperaments

Foto: Erin Baiano

George Balanchine skrev om stykket, at det er: “Et dansemæssigt og musisk udtryk for antikkens forestilling om, at menneskeorganismen består af fire forskellige stemninger eller temperamenter.” Dvs. melankolikeren, sangvinikeren, flegmatikeren og kolerikeren.

Til stykket var der færre dansere på scenen. Det gjorde plads til symbolikken, hvilket mindede mig om de stykker jeg har set i Dansehallen. De klassiske bevægelser blev – ved Paul Hindemiths klaverstykker, der mindede mig om George Gershwins – gjort mere jazzet og kantet. ‘The Four Temperaments’ krævede mere, men gav ikke mindre.

Symphony in C

Tredje stykke: ‘Symphony in C’ komponerede George Bizet, da han som syttenårig var elev på konservatoriet i Paris. Musikstykket gik tabt og forblev i glemslen, indtil det blev fundet i konservatoriets bibliotek i 1933 og siden genopført som ballet i 1948.

New York City Ballet - 1 kulturformidlerem

Foto: Paul Kolnik

Musikken af George Bizet er svulstig og gav rum til, at de store følelser blev spillet ud. Førstedanserne viste letheden, hurtigheden og den ubesværede ynde i balletten, mens de omkringstående ballerinaer imponerede ved deres synkrone bevægelser. At det kræver ekstrem hård træning er der samtidig ingen tvivl om, som når den kvindelige førstedanser stod på forfoden i hvad jeg oplevede som i flere minutter. 

‘Symphony in C’ er et rigtigt meisterstück, og sluttede som en rigtig forestilling skal: Lige dér på toppen, hvor du har mistet fodfæstet, og du ikke kan gøre andet end at klappe af begejstring, mens lyset slukkes og tændes for at lade balletdanserne takke for hyldesten.

Drømmen om endnu en drøm

De tre stykker udgjorde alle et perfekt samlet hele. Var jeg en større kender af balletten, ville jeg sikkert kunne føje endnu flere lag til oplevelsen. Det smukke er, at min manglende viden ikke gjorde aftenen mindre magisk. Selvom det kun er en dag siden at jeg oplevede New York City Ballet i Tivoli, føles det (lig Mariinskij Balletten) allerede som en drøm. 

 Sidste chance for at se New York City Ballet er allerede den 19. august. Magien er flygtig og du skal skynde dig, hvis du vil opleve den.

Værd at vide

Hjemmeside: tivoli.dk
Hjemmeside: nycballet.com