Martin Bigum på Arken

Mit forhold til Martin Bigum har varet størstedelen af mit liv. Der er ikke tale om et følgeskab, men indtil videre fire møder.

I MAD magasinet

Første gang jeg lærte Martin Bigum at kende var, da jeg som en bette knægt i min barndomsby, Silkeborg, købte gamle MAD magasiner i Læsehesten, butikken der solgte gamle magasiner, brugte lp’er og VHS-film og andet smuds. Martin Bigum bidrog over en årrække med en lang række striber i dansk MAD. Han og Torben Osted var de eneste danske tegnere, så de fortjente en chance. Deres jokes var alle meget platte. Så det var kun et kort stop i jagten på de gode gakkede grinebider fra udlandet: Don Martin, Al Jaffee og kamphanerne Sort & Hvid.

På kunstmuseum

Paradoksalt nok, er Martin Bigum således også en af de første kunstnere, som jeg kendte navnet på. Mine forældre slæbte mig rundt på kunstmuseerne i provinsen (hvilket jeg takker dem for i dag, men hadede dengang). Og mellem alt muligt, som jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til, var Martin Bigums let genkendelige krøllede streg penslet ud på et stort lærred. Det var billedet ?Having it all – letting it go? jeg så. I total kontrast til hans uskyldige striber i MAD var der her et maleri, som nok var nemt at aflæse, selv for en lille knægt, men svært at holde af med dets vulgariteter.

I Kunstquizzen

Og så var han der pludselig igen, mange år efter i DR K’s Kunstquiz. Martin Bigum er ikke uddannet på noget akademi, alligevel var han den jeg ville satse på, om man kunne gamble på DR K. Umiddelbart kan man tage ham for en regulær snob med sin tøjstil, talemåde og overlegne viden. Men det er et fejlskøn. Martin Bigum får blot det bedste ud af det, han gør bedst.

På Arken

Mine tre møder med Martin Bigum ? af længere eller kortere varighed ? er her nævnt, fordi de alle samles så fint i hans soloudstilling på Arken.

Mere end 130 af hans værker fremvises, og Martin Bigum selv har været dybt involveret i hele processen. Det er helt sikkert også det, der gør at udstillingen er meget givende.

Som tegneserietegner

Vi starter udstillingen i Martin Bigums barndomsland, Brøndby Strand. Forsiderne på Jumbobøger og action hæfter er i kæmpestørrelse og bruges som tapet. Her vises de effekter, der skabte drømmene og visionerne i de omkringliggende modernistiske helhedsplaner. Jeg finder ud af, at Andy Warhol ikke var den, som introducerede Martin Bigum for pop-art, men i stedet Per Arnoldi.

MAD magasinerne er såmænd også udstillet bag glas og ramme, og jeg bliver klogere på, hvordan samarbejdet startede og sluttede.

Som kunstner

Derefter bevæger vi os videre til de billeder, der var så foruroligende for mig som knægt. Bl.a. også den med de munke lignende figurer (senere kendt som ART), der alle sardonisk smilende giver mig fingeren. Kronologisk frem til i dag. Til hans nyeste malerier i værkserien ?The Ocean?. De skiller sig ud ved at være mindre figurative end hans tidligere –  dvs. at malerierne opløses i felter med farver – og emmer af J.F. Willumsen.

Jeg er personlig meget glad for denne udvikling, idet at tegneseriens faste form – som han selv fortæller, at han ønskede at frigøre sig for ? har hængt ved lige lovligt længe. Groft sagt kunne flere af de tidligere, altid teknisk flot udførte malerier, være placeret ved siden af Wulffmorgenthalers satirestriber i Politiken.

Som formidler

Det som gør udstillingen så givende er teksterne til værkerne, der alle er skrevet af Martin Bigum. På samme måde som i DR K’s Kunstquiz er Martin Bigum ikke bange for at dele ud af sine tanker om værkerne. Her hvad der motiverede ham til at male malerierne, som den historiske, politiske og samfundsmæssige kontekst, og hvordan han ser på sine værker i dag. Fjerner denne åbenhed ikke noget af det ophøjede ved kunsten, kunne man spørge? Måske i nogle tilfælde, men her er der blot tale om utrolig god kulturformidling.

Turen til Arken over Brøndby Strand

På vejen hjem i S-toget, fra Arken (i Ishøj) mod København, passerer vi Martin Bigums barndomsland, Brøndby Strand. Som med Martin Bigum er det en kontrast mellem det profane og det ophøjede, kunst og funktion og ikke mindst drømme og virkelighed. Det der er så fint er, at det hele samles inden for Arkens skrå vægge.

Værd at vide

arken.dk