Northern Winter Beat 2014, lørdag

Efter to dages festligheder, tre hvis man regner åbningen på Kunsten med, kunne trætheden mærkes i kroppen. Så jeg planlagde at gå efter festerne i lørdagens program, med undtagelse af to koncerter.

My Bubba & Mi

Den første af de to var My Bubba & Mi , der skulle spille i Gråbrødrekloster museet. Efter at være gået forgæves om fredagen til Den Sorte Skole, var jeg der 45 minutter før tid for at få en af de 50 eftertragtede pladser i det lille museum. Vinden var isnende kold. Heldigvis var jeg blandt de heldige, og i klosteret serverede Studenterhuset en særdeles glimrende romtoddy. De to yndige islandske damer havde taget en dansk gulvbassist med. Og stående i det ene hjørne med glasvæggene som bagtæppe, hvor man bagved kunne se klosterruiner, spillede de den fineste fine koncert, som jeg oplevede til Northern Winter Beat 2014.

De to piger har ikke de største stemmer, nogle gange blev de næsten overdøvet af den akustiske guitar og bassen. Det gjorde dog intet for oplevelsen, idet deres stemmer førte roen med sig. Mens de sang deres sange, ofte med lukkede øjne, føltes det som at blive vugget i en lille båd på et roligt hav. Der var også hyggelige afbrydelser med lidt Bossanova og klappen i takt. Det hele var dog ikke tyst og sødmefuldt, som blandt andre sangen om at strikke. Der blev også serveret en skarp sang om en god mand (der bestemt ikke er det). Koncerten varede omkring en halv time. Hvilket var passende, da det hårde stengulv gav øm popo.

Mont Oliver

Jeg forventede en fest kl. 21.00. Mont Olivers ep med nummeret ?White Sheets?  passer glimrende til de fleste af slagsen. Baghuset, dvs. Nordkrafts kælder, beliggende under Kedelhallen, er et lille hyggeligt, laftloftet spillested. Salen blev hurtigt fyldt. Modsat de andre koncerter, som startede til tiden, var der en del ventetid. Forsangeren undskyldte dette og forklarede at det skyldtes tekniske problemer, problemer der kom til at plage hele koncerten. Lyden var så høj, at støvet fra loftet dryssede ned som fin regn, og man fik propper i ørene, som når man letter i en flyvemaskine. Derudover gik højtalerne flere gang kortvarigt ud i hver sin side. Det var synd, da jeg ikke har hørt en dansk debut, der svinger så lavt og lækkert siden Mark Linns (ham der nu synger i Vild med Dans) ?Men To Beat? fra 1998. Men talentet skinnede igennem. Bandet viste høj klasse og gav mig i den grad lyst til at se mere.

WhoMadeWho

Problemet med at vælge koncerter til en festival er, at man ikke kan få det hele med. Jeg kom til Studenterhuset, hvor festen var i fuld gang. Salen var propfyldt med mennesker, og man mærkede tydeligt,  at der var flere festivalgæster end de foregående dage. Lyden var knivskarp og WhoMadeWho, de stilsikre og rutinerede herrer, som jeg så for første gang, formåede at skabe en formidabel fest. Der var sus i salen, som man kun oplever til de bedste udsolgte koncerter i Aalborg.

Baby in Vain

Den anden fest undtagelse i mit program var samtidig en must-see koncert. Baby in Vain meldte af sidste år, og min lyst til at se de tre teenagere var ikke blevet mindre i den tid. 1000Fryd er jo et lille spillested, så jeg måtte forlade festen på Studenterhuset i god tid, og da klokken var lidt i 23 blev der også lukket for porten på grund af at alt for mange ville ind. De tre piger leverede en koncert med samme vildskab, som på deres ep-er. Numrene var næsten alle vekslende mellem tunge guitar riffs og mere rolige blusede passager. Det er ikke synderligt originalt, men de to sangere ? modsat trommeslageren, Bente,  der under hele koncerten var grinende glad –  må næsten have haft noget at slås med for at kunne skabe en så ekspressiv lyd og tekster. Og så er det bare fascinerende med konstellationen  unge piger, som spiller så hård rock. Koncerten viste ikke nye retninger for bandet, men jeg håber Baby in Vain bliver ved en del år endnu. De er for vilde de piger.

Analogik

Så skulle det hele sluttes af med en festlig omgang sigøjner Balkan på Studenterhuset. Det var århusianerne, Analogik, der skulle spille. Noget nyt materiale var der heller ikke noget af, selv om det blev proklameret, at de er i gang med at indspille en plade. Det var min første Analogik koncert, og jeg havde forventet en lang fest. Dermed havde jeg håbet forgæves, idet vi først skulle varmes op. Det var mine trætte ben ikke særligt tilfredse med, og de kom aldrig til at hoppe. Det skyldes sikkert bandets manglende tekster, vi kunne ikke synge med, lidt for meget slacker attitude og skuldertræk fra bandet., der ellers er velspillende. Og når klokken så er halv to, og du samtidig er træt bliver sengen hurtigt din største lyst.

Tak

Til sidst en stor tak til Aalborgs spillesteder, der for andet år i træk har skabt en festival jeg meget nødigt vil undvære. Der har igen været en god blanding af musikgenrer, måske undtagen hiphop, og super god stemning alle steder. Vi ses til næste år!

Værd at vide

winterbeat.dk