Tinariwen

Verden føltes meget stor, da jeg var barn. Bare det at nogen boede på den anden side af jordkloden, uden at falde ned, var en svimlende tanke. Med erfaring og viden fordamper fantasien og mystikken let. Meget skal der nu til, før at verden åbner sig op i noget jeg ikke helt forstår, og drager mig som bien til blomsten.

Mali på Amager

Tinariwen er en musikgruppe fra Mali. Bandet blev dannet i 1982 i Muammar Gaddafis lejre af tuaregiske oprørere. Siden har Tinariwen – med deres otte album og mange koncerter rundt omkring i verden – skabt sig et navn på den internationale musikscene. Tinariwen skabte en ny genre – Sahara-blues – som ikke bare taler til publikum, men også til store navne såsom Thom Yorke, Damon Albarn og Robert Plant. Tinariwen var landet på den anden side af jorden, denne mandag aften i Amager Bio. Det syv mand store band kom ind i klædninger tilhørende et andet sted, et andet liv. Flere af dem havde det meste af ansigtet dækket til med de lange hvide klæder. I Mali tænker man ikke på maskeforbud, men i stedet på at beskytte ansigtet mod ørkensandet.

Strøm til ørkensandet

Har du allerede lyttet til Tinariwen, ved du at de blander deres orientalske musik med vestlige instrumenter, herunder el guitar og bas. Det er en plus en, der giver en særegen psykedelisk lyd. Sangteksterne forstod jeg – som de fleste andre i salen – intet af, heller ikke dansene. Det var til gengæld ikke svært at se, hvor superbt de alle mestrede instrumenterne.

Der var ingen forsanger, tre personer skiftede rundt på demokratisk vis, mens de to trommeslagere og bassisten og den ene guitarist holdt sig i baggrunden med maskerne på. Beduinerne red naturligvis ikke rundt i gamle dage med elguitarer og bas. Alligevel føltes deres musik mere oprindeligt end fortidens amerikanske sydstats- og psykedeliske rock.

Magien bevaret

Jeg havde mine forbehold inden koncerten i Amager bio. Ville Tinariwen være for distanceret overfor sit publikum? Det må jeg svare nej til. De smilede, sagde “mange tak” med tyk dialekt. Ville deres musiks uhåndgribelige egenart, virke ensformig på en scene? Det må jeg svare nej til. Tinariwen rummer en kerne, som jeg ikke forstår. I stedet synes jeg at dufte krydderierne. Mærke kamelens vuggende ridt. Se solens flimrende lys over ørkenen og dets oaser. En magisk aften.