Jeg skriver mest om fortiden

Det tager en rum tid at få skrevet en anmeldelse, som kun kommenteres hvis læseren er uenig, det vil sige hvis jeg kommer med kritik. Kun deles hvis jeg skriver uforbeholdne roser om kunstnerne. Oftest er jeg selv stoltest af førstnævnte. Samtidig læser jeg sjældent andre bloggeres musikanmeldelser til ende. Ofte syntes de også klichefyldt skrevet. Ja, jeg er også irriteret på mig selv for igen og igen at bruge samme vendinger. “Det var en lørdag aften på Studenterhuset…” Hvorefter jeg går i gang med en beskrivelse for så at runde af med vurdering.

Det undrer mig i grunden, hvorfor at vi, kulturbloggere, næsten én til én har kopieret den journalistiske praksis fra dagbladene. Modsat modebloggere, hvor det sociale aspekt spiller en stor rolle (jeg skeler misundeligt til min kærestes blogs aktivitet i kommentarfeltet), rammer følelsen af tomhed ofte en som kulturblogger. Det eneste sociale medie aspekt, der skiller mig fra kultursektionen i avisen (da jeg skrev for Et Cetera, kunne jeg også copy paste min tekst fra blog til magasinet) er Facebooks “like knap” som er placeret nederst under indlægget. Ja, det betyder meget at få en kommentar eller et “like”. Og mens Facebook sorterer i din nyhedsstrøm og kræver penge af de der ønsker at invitere dig, føler jeg at behovet bliver stadig større for at anbefale det, der sker og KOMMER til at ske i vores skønne stad.

Dette er ikke skrevet for klynke, men fordi at jeg vil prøve at gribe det anderledes an. Mit bloggermål for fremtiden er med andre ord – flere anbefalinger og deraf flere, men kortere indlæg. Mere nutid, mindre fortid. Pressekortet vil stadig blive svunget, men med ditto kortere anmeldelser til følge (med mindre inspirationen kommer over mig). Mindre beskrivelse, mere vurdering!