ALLTAG in der DDR. Østtyskland på museum

I Prenzlauer Berg, tæt ved U-Bahn stationen Eberswalder Strasse ligger Kulturbrauerei. Et imponerende sammensurium af kultur- og forlystelsestilbud. Dvs. teater, caféer, klubber, biograf og et museum. Museet byder på forskellige udstillinger, men har også en permanent udstilling, Alltag in der DDR, om livet i Østberlin under DDR.

Det er bestemt ikke en tør udstilling (modsat Mauer Museum). Der er gjort meget for, at man som publikum kan få indsigt i hverdagen for østberlinerne. Der er bl.a. lavet en bladkiosk, hvor datidens DDR-litteratur ligger til skue. Opført et kolonihavehus, som halvdelen af østberlinerne havde, med de møbler og remedier, der hørte til. Udstillingen kommer rundt om mange aspekter, og det uden at jeg oplevede, at den enten forholdt sig unødigt kritisk til DDR eller henfald til ren Ostalgie.

Så uanset om du ønsker en introduktion, eller få udvidet din viden om denne mærkværdige og skræmmende tid, er museet en oplevelse værd.

Har du lyst til at se en kæmpe buste fra DDR-tiden, kan jeg anbefale en tur til mindesmærket Ernst-Thälmann-Denkmal.

Udstillingen er permanent og koster gratis. 🙂 

Værd at vide

hdg.de/museum-in-der-kulturbrauerei/ausstellungen/alltag-in-der-ddr