Skammens Vogn til 48 timer festival
Der er 48 timer festival på Nørrebro. Festivalen afholdes over hele bydelen, så det er ikke nemt at få en fornemmelse af alt hvad der sker. Der er en umiskendelig Nørrebro-vibe her ved Osramhuset. Der laves mad udenfor, hvor vi sidder på bænke og småfryser, mens DJén serverer varm soul. En måde at finde varmen på er at bevæge sig ind i en af containerne, som er fyldt med grønne planter og med en bar i den ene ende.
Formålet med besøget er koncerten med Skammens Vogn, der heldigvis foregår indenfor på anden sal. Lokalet er smalt og bredt. Lavloftet som på Loppen og med en scene, der er på niveau med gulvet, kun afgrænset af de instrumenter, som befinder sig i midten af lokalet med ryggen til vinduerne ud til Valhalsgade.
Rutineret og på hjemmebane
Skammens Vogn har mere end 10 år på bagen, men det er først med den nyeste udgivelse ‘Sukaley’, der landede i min indbakke for nogle måneder siden, at jeg har fået kendskab til bandet. Det er nok alligevel ikke så underligt, da anmelderne ikke har kastet bunker af stjerner efter deres udgivelser. Siden det er dygtige musikere, og salen er pænt fyldt denne aften, må jeg naturligvis give dem en chance.
Men gennem hele koncerten kommer jeg til at føle mig som en fremmed i en begejstret istemmende flok publikummer. Det er ikke musikerne, som frembringer denne følelse, de spiller habilt sammen. Det er også tydeligt, at de er glade for at spille for deres hjemmepublikum på Nørrebro. Det er teksterne og den manglende charme, som gør det.
Vi skriver som vi taler, og det er helt seriøst
De tekster som Skammens Vogn frembringer er, hvad jeg vil kalde, hverdags-vadesteds poesi. “Han kørte ud i natten / Han efterlod et brev / Husk at elske hinanden / Det var det sidste, han skrev”
Indrømmet, man tænker ikke nødvendigvis på et Søren Ulrik Thomsen digt, når man befinder sig i situationer med større eller mindre omvæltninger. Men med de tekster skal der altså mere til. Eksempelvis en smule ironi, som når Klondyke synger “underskønne kælling / du sender mig til tælling”, eller mere leg med sproget.
Til koncerten er det naturligvis lettere at fange signaler om, hvad der er bandets drivkraft. Og de ser virkelig ud til at hygge sig sammen. Men forsangeren, Nikolaj Zeuthen, sender ikke store smil ud mod os, eller virker til at tage egne tekster med et gran salt.
Og hva så?
Jeg er ikke alene afsted denne aften, men sammen en flok venner, der er glade for bandet. At jeg prøver at overbevise dem om, at Skammes Vogn lyder som Superjeg (der bestod af Peter Sommer og Carsten Valentin Lassen), på en doven dag gør ingen forskel. Men de er jo også fortid, mens Skammens Vogn, på trods af anmeldelserne, bliver ved.
Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at have respekt for denne attitude, og selv om jeg ikke har planer om at høre dem igen, har brudstykkerne fra nummeret ‘Du er det hele’ sat sig irriterende fast: “du er det hele / så bare glem det din idiot / jeg holder af dig / livet er stort.”