Pennevenner: 70’erne i musicalens lys med Heick og Phillipson

Det begynder som en nostalgisk rejse og slutter i noget, der bedst kan beskrives som muntert vanvid. Tivolis ‘Pennevenner’ vil det hele: røre, underholde og give et skud kærlighedsbrev til 70’ernes musikalske bagkatalog. Men på trods af stærke vokalpræstationer og en oplagt Caspar Phillipson i hovedrollen, halter forestillingen der, hvor det burde gøre mest ondt: i hjertet.

Stærke stemmer, svag forbindelse

Der er ingen tvivl om, at skuespillernes vokalpræstationer fungerer upåklageligt. Især Caspar Phillipson, som leverer en bemærkelsesværdig indsats – ikke mindst i ‘Ensomhedens gade nr. 9’, hvor hans skuespil virkelig skinner. Det er ægte, det er sårbart, og man mærker karakterens indre splittelse. Desværre formår Annette Heick ikke at matche den intensitet. Flere steder bliver hendes præstation for karikeret – som om hun spiller komedie, hvor stykket skriger på noget mere ægte.

Der mangler kort sagt den rå følelse af frygt og sårbarhed, som prægede 70’ernes mere ambitiøse musicals. Og det mærkes, især i de scener hvor karakterernes relation burde slå gnister. Kemin mellem Phillipson og Heick virker påtaget – som to gode kolleger snarere end elskende med en smertefuld fortid.

Det er dog værd at fremhæve Silas Phillipson, Caspars søn, som giver en solid præstation i rollen som Peter Welsh. Hans klaverspil er ikke bare elegant, det føles som den emotionelle lim, der holder scenen sammen. Et lille øjeblik af ægte tilstedeværelse midt i en ellers lidt glat iscenesættelse.

Latter og lethed

Forestillingen slutter i et tonefald, der nærmer sig det absurde – det er gak, men publikum griner, og der er uden tvivl stemning i salen. Det er let underholdning med store følelser serveret i små doser. Hvis man går ind med forventningen om en aften i selskab med noget i stil med ‘Mama Mia’, bliver man næppe skuffet.

‘Pennevenner’ er ikke banebrydende, og den sætter sig ikke i kroppen bagefter. Men den forsøger heller ikke at være mere, end den er: en hyggelig aften i Glassalen med musik, man kan nynne med på, og en historie, der ikke udfordrer alt for meget.

En aften, der glider let ned – lidt som en Aperol Spritz på en lun sommeraften. Og det er jo heller ikke det værste.

Værd at vide

‘Pennevenner’ Fra 14. september – 23. september tivoli.dk