Med Barselona på Klub

I 2017 gav Barselona mig et musikalsk spark over skinnebenet med deres single beriget med samme navn som bandet selv. Sangteksten indeholder bl.a. de uforglemmelige strofer: i morgen vil du snakke / men i morgen skal du pakke / jeg vil hverken slå eller bide / vil du vente på mig / skal vi følge ad / du holder fast ved mig i de varme dage i Barcelona. 

Mig og Barselona

Barselonas tekster og lyd har fra starten dannet associationer til ‘Mig og Charly’. Filmen fik premiere før, at jeg fik lært at kravle, men giver den samme følelse af en ungdom, som alt for hurtig glemmes i voksenlivet. Gjort ikke mindre af at Rud Aslak, med sin vrængende vokal, lyder ala C.V. Jørgensen på soundtracket til filmen.Det er nok mere mig end Rasmus Theodor og Rud Aslak, som tilsammen udgør Barselona, der har brug for at trække denne parallel. For noget af det skønne ved disse to teenagere er, at de virker til at være helt ligeglade. Det samme gælder deres fanskare – som jeg mærkede til releasen på deres nye single ‘Fra Wien til Rom’. Godt at dåsebajerne lå i spande til fri afhentning og ikke blev solgt – hvis du forstår hvad jeg mener.

En kritiker vil aldrig være solgt

Til releasen fortalte de bl.a. om, at det var nyt for dem at fløjte på et musiknummer – at der ligesom derefter ingen vej er tilbage. Men en kritiker som mig vil aldrig være solgt, og jeg har et gennem stykke tid haft brug for at se, om bandet formår mere end at skabe en kortvarig flirt – forbeholdt en ung målgruppe – med den ganske danske musikscene. Små 14 dage efter skulle jeg finde svar på min kritik til en udsolgt koncert i stedet Klub i Linnésgade 25. En anormal Barselona koncert med klassiske instrumenter, hvilket iflg. teksten på deres Facebookside ville være “en unik mulighed for at se hvilken musikalsk retning det unge band udvikler sig i.” For øvrigt blevet til med hjælp fra Prxjects, som også stod bag koncerten med Kwamie Liv. 

Da solen gik ned over Barselona

Det var første gang, at jeg var til koncert i Klub – og hvilken smuk ramme for koncerten og de ca. halvandet hundrede publikummer.

Salen fik mig til at tænke på en mindre udgave af Charlottenborgs festsal. Dørene åbnede kl. 18.00, men Barselona ville først gå på efter mørkets frembrud lidt i syv, hvilket skulle vise sig ikke var svært at forstå. Rasmus Theodor trådte med de to strygere og den ene guitarist ind på scene fra venstre, hvorefter Rud Aslak, uden træningstøj, men stadigvæk som en selvbevidst gadedreng gik fra festsalens indgang op gennem rækkerne til scenen. Salen var begejstret hele vejen igennem koncerten og syntes ikke at være totalt overrepræsenteret af det helt unge publikum.

Mørkets toner

Det viste sig fra starten af at blive en koncert i helt andet og mere dvælende tempo, end man er vant fra Barselonas side. Celloen og violinen trak tempoet af numrene ud og forlængede hver eneste af sangene betragteligt. Det gjorde samtidig Rasmus Theodors rum langt større – ingen hurtige afleveringer. I stedet det ene pletskud efter det andet.  Det vidunderlige var, at paradigmeskiftet nok føltes stort for os som publikum, men ikke for bandet. Som sangene blev strakt, således blev tekster også, naturligvis. Men Rasmus sangstemme lagde mere til, på samme måde som Jørgen Leth kan få os alle til at lytte efter, når han med sin nasale stemme fortæller om en gråpære.

Jeg var ikke i tvivl om, at sikkerheden var funderet i øvelse og øvelse. Ikke mindst Rud Aslaks kompositioner. Allerbedst var nummeret ‘Hvornår’, men også hitsene ‘Barselona’ og ‘Pige og Dreng’ blev transformeret med succes. Vi fik i den forbindelse også verdenspremiere – ikke Danmarkspremiere – på flere nye numre som kravler ned i poesiens rabbithole og bevæger sig (lidt) væk fra den prosaiske gengivelse af det oplevede ala Skammens Vogn. Jeg er vild med det.

En kritiker er solgt

Koncerten med Barselona var en af dem – der på trods af at den tog en lille time – som føltes overstået på 15 minutter. Fejl er ofte de kroge, som jeg hænger kritikken på, men Barselona svømmede så naturligt og glat rundt i det nye farvand, at jeg blot begejstret måtte se til. Der er selvfølgelig mere til koncerten, men det er ikke alt der skal snakkes om. 

Barselona består stadig af to flabede knægte, og der blev også væltet en del ord ud over scenen, som du ellers aldrig vil høre til en klassisk koncert. Men som de bedste musikere har de allerede bevist, at de formår at forblive de samme ved at forny sig. Jeg betaler prisen med seks hjerter på bloggen. Nb! Koncerten bliver (så vidt jeg ved) ikke til en koncertrække, men en musikvideo med et af numrene er på vej.

Værd at vide

prxjects.com