Anmeldelse af koncerterne med Fribytterdrømme og Skalkeskjul på Vega

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Vega er i min bog den alternative musiks svar på det Kgl. Teater. Så da jeg blev inviteret til at anmelde Fribytterdrømme var jeg ovenud lykkelig over muligheden.

Som det jo er første gang, man besøger et sted, er man jo i ekstrem god tid. Og det var vi også i lille Vega. I den gamle Stauningsal, hvor historien på alle måder er præsent med lokalernes charmerende 60’er udformning med træbeklædte vægge og mosaikker, kunne vi så sidde og tænke netop på historien.

60’erne i nutiden

Ikke mindst fundere lidt over, den nye bølge af danske bands – de fleste endog fra provinsen – der dyrker sluttredsernes psykedeliske lyd, med inspiration i udlandet fra især Jefferson Airplane og The Doors, samt de indenlandske Steppeulvene, Beefeaters og Young Flowers.

De nævnte bands var tidsmæssigt jo tæt på den gang, hvor Vega blev bygget og den tids mentale konformitet. De lod håret gro som et ydre udtryk for deres oprør, tøjet, stilen, talemåden osv. Det er jo ikke den virkelighed, som dagens ungdom befinder sig i. Det formynderiske er i den grad forsvundet, og man kan vælge selv uden, at de fleste løfter et øjenbryn.

Så hvorfor lægge sig så tæt op af de allerede udførte musikalske eksperimenter, som for en kort stund kulminerede og siden døde hen eller fandt andre udtryksformer? Og hvorfor forsøge at synge som Eik Skaløe og ikke som Jacob Bellens eller Per Vers? Det var ikke spørgsmål, som jeg fik tænkt til ende eller blev klogere på, men må følge op på en anden gang. Og det unge publikum, som fyldte det meste af salen var sikkert også ligeglad.

Skalkeskjul

Som jeg sad der, blev jeg afbrudt af et drøn, og det var Skalkeskjul, der indtog scenen, som var de hovednavnet.

Denne aften var første gang at jeg hørte bandet, og det er mere rocket end Fribytterdrømme og mere inspireret af den engelske 60’er bølge end De underjordiske. Forsangeren med sit svampeformede hår – her taler om ikke svampebob firkant, men en skovsvamp – lignede en ung Pete Townshend fra The Who.

Publikum var begejstrede, klappede og hujede, som jeg ikke har oplevet det i Aalborg (hvor de fleste bands er på udebane) eller i Berlin. For berlinere er jo bare berlinere. Top fedt med en sådan medrivende dedikation. Det er bestemt et band, jeg gerne vil se igen live.

Fribytterdrømme

Så blev det Fribytterdrømmes tur, og som om publikum ikke var begejstrede til Skalkeskjul, så fik det en et par ekstra tænder. Hujen og begejstringsråb. Bandet tillod sig endda at lade deres sitrende afslutning på det 20 minutter lange nummer af samme navn som bandet, spille et par minutter før de gik på. Uden at det påvirkede publikums begejstring.

Det jeg elsker Fribytterdrømme for er deres lyd. Det er så fint at høre en enkelt kunstner på en scene, men at høre et syv mennesker på en scene spille en koncert i psykedelisk harmoni, det er en sjælden oplevelse. Sidst jeg oplevede det var i Den grå hal på Christiania, hvor Godspeed You! Black Emperor spillede ifm. CPH:DOX.

Det samme gælder længden af numrene, at der blev givet tid til guitarsoloer. Lyden var desværre ikke tunet helt ind, men det er jo ikke bandets skyld.

To tilgange

Så hvordan var koncerten? Der er i hvert fald to tilgange til en anmeldelse. Den første for fansene. De dedikerede fans blev bestemt ikke skuffede – bandet ramte stemningen fra deres udgivelser rent, og var tætspillene.

For mig som ny-lytter, var det bestemt også en tilfredsstillende koncert. Mange lytteværdige numre. Det var medrivende, ikke blot pga. publikums begejstring, men også fordi Fribytterdrømme kan noget med genren, som de tydeligvis har stor respekt for. Sjovt nok er de, som alle danske syrerockbands, nogle romantiker. Det handler om naturen, tilstedevær og dermed ikke den store forholdene sig til dagens (digitale) problematikker.

Fridrømme

En af publikummerne, af den ældre slags, hvis indtag af alkohol, gjorde ham pænt udsvævende, kaldte i sine jubelråb igen og igen dem for Fridrømme. Og, ja det er netop som fribytterdrømmes musik føles, som både en frihed i det musikalske og samtidig som en drøm. Jeg kan anbefale bandet, som et livenavn og på anlægget. De skuffer ingen af stederne.

Men jeg mener stadigvæk det kunne være interessant, at der skete noget andet; at jeg ikke blot følte historiens vinde, men også kunne opleve et nybrud, som dengang i slut 60’erne. Det kunne være fantastisk med en konstellation, hvor bandet fik et samarbejde med Bro/Knark, Rumpistol eller lignende.

Har du for øvrigt lyst til at se nogle af rockens og syrerockens artefakter, kan jeg anbefale en tur til Ragnerock i Roskilde. Her kan du bl.a. se udstyr og kemikalier til den tids psykedeliske lysshows.