Er det Byens Bedste Museum? En stille rejse gennem København’

‘Byens Bedste Museum’ i 2024. Som kulturformidler følger jeg museernes udvikling med stor interesse – fra montrer med støvede genstande til scenografiske oplevelsesrum. Og med min hang til både middelalder og murbrokker, måtte jeg se, hvad Københavns Museums faste udstilling kunne. Det var bestemt ikke mit første besøg, museet byder på virkelig gode særudstillinger, og caféen er en lille perle.
En afdæmpet fortælling med skarpt snit
Museets faste udstilling spænder fra istid til nutid og er kurateret med kirurgisk præcision. Glem alt om teksttunge plancher og støjende touchskærme – her bæres fortællingen af få, velvalgte genstande, lys og stemning. Allerede i det første mørklagte rum indfinder roen sig. Stemningen er næsten sakral. Fra det tilstødende rum høres rislende vand, og blandt plankerne fra et middelalderskib inviterer en skærm til at aktivere lys og dykke ned i skibets dele og betydning. Enkelt. Effektivt. Smukt.
Et andet højdepunkt er det store bykortbord. Her kan man med et tryk tænde lys over byens vartegn – Rundetårn, Amalienborg, Vesterbro – mens projektioner på bagvæggen leverer nøgterne fakta om indbyggertal og udvikling. Det hele serveret med underspillet elegance, der ikke kræver din opmærksomhed, men vinder den.
Fra fascination til gentagelse
Museets mod til at være stille og sanseligt skal ikke undervurderes. Den trygge stemning og dæmpede belysning gør oplevelsen imødekommende og nærværende. Nedslag som Amalienborg og Børsens spir, demonstrerer, hvordan få greb kan skabe stor effekt.
Læs også: Stamsteder – Københavns sidste værtshuse.
Dog mister udstillingen om tiden fra 1940 og frem – på øverste sal – sit greb. Stemningen forbliver den samme, men indholdet løfter sig ikke helt. Jeg kedede mig en smule. Havde jeg startet på øverste sal og gået ned, havde oplevelsen sikkert været den samme. Gennem hele udstillingen savner jeg noget, der bryder rytmen og formidler de mange voldsomme perioder og dramaer, som også er en del af Københavns historie
En anbefaling – med kant
Københavns Museums faste udstilling er et skoleeksempel på moderne, tilbageholdende formidling. Den gør selv den historisk uindviede nysgerrig og får nørden til at føle sig set. Men den, der allerede har et godt greb om byens historie, kan gå derfra med en let følelse af uforløst nysgerrighed. Som om man fik første kapitel i en god bog – men ikke resten.
Til gengæld står særudstillingerne som nævnt stærkt. Med ‘Lyden af København – Støj, Stemmer og Stilhed’ (åbner 16. maj 2025) ser museet igen ud til at ramme byens puls og bringe den i spil med tidens toner.