Rungstedlund

Jeg tog en tur til Rungsted for at besøge Rungstedlund. Her hvor Karen Blixen boede, hvor hun drog sit sidste suk, og hvor hendes grav befinder sig. Jeg havde længe inden tænkt på at besøge stedet. Men det var min hustru – der er stor beundrer af hendes litteratur og væsen – som fik mig afsted. For jeg må indrømme, at selvom jeg mener, at hun bestemt fortjener en plads blandt de største forfattere, så rammer hun mig ikke lige dér, hvor fascination forvandler sig til passion. Måske har det noget at gøre med det meget kvindelige univers – jeg håber ikke, at jeg træder nogen over fødderne ved at sige dette. Det var i hvert fald den tanke, der kom mig nær, da jeg bevægede mig rundt i den ikke store, men elegante gård.

Mine klæder er et udtryk for mit væsen

Da der ikke er gennemgang mellem gårdens to længer, skulle vi først besøge den del, hvor caféen, museumsbutikken og særudstillingen, hvilken befinder sig på første sal, holder til. Særudstillingen var denne gang om Karen Blixens klæder, som hun – i overført betydning – også bar som masker. For som hun sagde: ?Mine klæder er et udtryk for mit væsen?. Tanken bag udstillingen var interessant, men det var ikke mange klæder, der blev vist frem. Og flere af dem var kopier, brugt som kostumer til forestillingen ?Pagten? skrevet af og om hendes forhold til den unge Thorkild Bjørnvig. Alligevel kunne jeg, med det fremviste se, hvor stilskabende hun har været og, hvem af de store modeskabere, der har været inspireret af hende.

I hjemmet

For at besøge hovedattraktionen, hendes hjem, som det dengang havde set ud, skulle vi bevæge os ud i gården og ind i hjørnet af bygningen, hvor de to længer mødes. Der krævedes stofsutter om skoene, og vi kunne så skøjte gennem stuerne.

Rungstedlund var familieeje, og de store gamle møbler holder rummene fast i fortiden, frem for at være præget af den tids modernisme. Stuerne er imidlertid lyse, og friske buketter med blomster giver dem liv. Det meget feminine ses ved de lange hvide gardiner, som når ned på gulvet, hvor de ligger dekorativt henslængt.

Fornemmelse for stedet

Der er kun få reminiscenser fra tiden i Afrika, før man kigger ind i det bagerste rum, som er placeret ud mod havnen. Her hænger afrikanske spyd og skjolde på væggen, og et billede af Denys Finch Hatton står i vindueskarmen. Et sted hvor jeg fornemmede, at Karen Blixen kunne holde fortidens erindringer fast. For så, når hun så kiggede ud af vinduet, at kunne konstatere, hvor langt derfra hun nu befandt sig.

Min viden om Karen Blixen var således det, som satte mine forestillinger i gang. For jo mere du kender historien bag og til Karen Blixens skæbne, jo større bliver oplevelsen. Det foruden vil turen nok ikke være meget mere end blot hyggelig. Min anbefaling er derfor, at du varmer godt op med hendes litteratur, eller, som jeg, besøger stedet med en passioneret kender.

Værd at vide

blixen.dk