Artipelag – Stockholms Louisiana

Ifm. konference besøgte jeg bl.a. Mr French, der ligger nede ved havnen og emmer af Reffen. Festen blev holdt i K-Märkt Garnisonen. En brutalistisk bygning i beton fra 70’erne, hvilket jeg er småforelsket i for tiden, og med klimavenlig mad. Stedet og vinen var den største oplevelse.   Fremfor at tage hjem om fredagen forlængede vi weekenden ved at tage til Södermalm, hvor vi bla. snusede rundt, drak øl og shoppede i Urban Deli og Grandpa. Højdepunktet denne aften var en fire-retters vegetarmenu på Fotografiska – en af de bedste middage, jeg kan erindre. Udsigten ud over vandet er fantastisk. Prøv det!

Sejl ud i den svenske skærgård

Selvom det var fjerde gang, at jeg besøgte byen, har jeg aldrig bevæget mig længere ud end til Rosendals Trädgård, i Djurgården. Skønne Sct. Hans Have i Roskilde er for øvrigt blevet skabt med Rosendals Trädgård som forbillede. Jeg er den slags menneske hvor der skal være et mål med turen i stedet for turen i sig selv. Det er der kommet nu og stedet hedder Artipelag.

Du kan komme til Artipelag via landevejen eller søvejen. Med bus fra Stockholm tager det ca. 25 minutter, med båd halvanden time. Færgen sejlede kl. 10.30. Skibet er fredet, og mens vi sad og nød en kop kaffe ved de dækkede borde, var fortiden tæt på. Det samme var naturen. De smalle passager mellem klipperne og de store søer fik mig til at føle mig lillebitte (hvilket jeg jo er) i det store skaberværk. 

Til kajs

Artipelag har både parkerings- og kajplads! Da vi ankom, var det ikke lige til at se, hvor museet var. En lang træbro slyngede sig langs vandkanten og derefter op gennem skoven. Hvis ikke roen allerede var faldet over mig på båden, ville det uden tvivl være sket her. Da jeg kom længere op, og bygningen blev synlig, mindede den mig i først omgang om en stor villa bygget i 80érne. Indenfor om kunstmuseet Arken, med dens beton og skarpe vinkler.

På ingen måde brød tanken frem, at bygningen kun er syv år gammel. Jeg må indrømme, at jeg var en smule skuffet over arkitekturen, som jeg finder kedelig. Det skyldes nok også, at Hammershus Besøgscenter og Louisiana er mit referencepunkt, når det gælder museer i naturen. Min hustru er dog ikke enig i den betragtning, og museet gør sig også bedre tæt på og indenfor, hvor der er mere rum og luft til at kigge ud på naturen.

Artipelag

Navnet Artipelag er en fusion af Art, Aktiviteter og Archipelago. At jeg har givet dette indlæg titlen ‘Artipelag – Stockholms Louisiana’ er ikke tilfældigt. Björn Jakobson, manden bag BabyBjörn, fik, med Louisiana som forbillede, idéen til at skabe en bygning til kunst og kulturelle oplevelser i Stockholms øhav. 

Sculptures in the Nature

Vi ankom kl. 12.00 og kl. 13.30 var der guided tur, som koster ekstra 50 svenske kr., og det var alle pengene værd. 10 skulpturer placeret tæt på og en god gåtur fra museet. Museet skifter løbende deres placeringer, så du hele tiden får en ny oplevelse. Vores guide var meget passioneret. Jeg fik opfrisket, hvad konceptkunst og fik – sammen med en større forståelse af værker – også en større lyst til at fortabe mig i dem. Turen tog en halv time, men vi havde fået mod på mere. Så med folderen i hånden, der også indeholdt et kort, gik vi på jagt efter de resterende skulpturer. En fantastisk sanselig naturoplevelse, som jeg aldrig har oplevet før på et museum.

FORNASETTI. Inside Out Outside In

Artipelag holder åbent hver dag til kl. 17.00, og klokken var pludselig over tre, uden at vi havde set udstillingen. Jeg havde derfor lidt panik, da jeg udover at se særudstillingen ‘FORNASETTI. Inside Out Outside In’ også gerne ville se den faste samling. Stressen kunne jeg dog godt spare mig. Artipelag er nemlig en kunsthal, og særudstillingen var den eneste udstilling.Piero Fornasettis (1913 – 1988) var en italiensk kunstner, der er mest kendt som et brand, og som jeg forbinder med 80érne. På udstillingen vises malerier, tegninger, grafisk design, møbler, designobjekter og installationer. Skal jeg sammenligne ham med en dansk kunstner, er det oplagt at pege på Bjørn Wiinblad og hans kunst-håndværk. Retrospektivt er jeg en lille smule irriteret over udstillingen. Fornasettis værker er pæne (kedelige) og udstillingen var hverken opfindsomt eller udfordrende kurateret. Værkerne var ikke i dialog med naturen udenfor og solen tilføjede intet liv indenfor. Bolden lå stille i stedet for at spille op ad noget. 

Det er måske svært for et relativt nyt kunstmuseum at skabe samarbejder med store etablerede kunstnere og kunstinstitutioner. Men uh, hvor ville det være fantastisk at se Patricia Piccininis skabninger komme til live her. Eller hvad med Louise Bourgeois’ edderkopper og hypersensitive celler.

Og så må vi jo ikke glemme …

maden. Artipelag er et moderne museum – et oplevelsescenter for os kunst- og livsnydere. Jeg har læst på hjemmesiden, at udstillingsområdet er større end caféen, restauranten og museumsbutikken tilsammen, men det føltes ikke sådan. Og der er nok af lækkerier at give sig i lag med.

Vi fik en fantastisk rejemad, som kun svenskerne kan trylle frem dertil kage lavet til udstillingen. Og så var det ellers bare at nyde den sidste tid på terrassen, pakket ind i tæpper, inden bussen bragte os tilbage kl. 16.30. 

Vi kommer igen

Hvis det virker som om, at min kritik spænder ben for en anbefaling til besøge stedet, er det ikke tænkt sådan. Målet er som altid at fortælle, hvad du kan forvente. 🙂Artipelag er en fantastisk oplevelse, et refugium i en urolig verden. Både min hustru og jeg elsker stedet og kommer helt sikkert igen. Måske til vinter, hvor sneen dækker stedet eller til foråret, hvor alting grønnes.

Værd at vide

artipelag.se
Book sejlturen på stromma.com