MOON – En vægtløs kabaret
At ankomme til Teaterøen er som at komme til teater uden for tid og sted. Huset besidder sjæl – det mærker du så snart, at du nærmer dig. Når du træder ind, oplever du med det samme roen. Og når du har sat dig behageligt til rette i en af de gamler møbler i cafeen, føler du dig åben til nye indtryk og oplevelser i teatersalen. Teaterøen ligger i København, men føles ikke som det, derude på den yderste spids af Refshaleøen. Lysforureningen er mindre her, så jeg spejdede naturligt efter månen. Den ville ikke vise sig frem på himlene, denne tirsdag aften. Det var ok, for jeg skulle se den inden for, i teatret.
Vi er som den klare måne
Månen har draget mennesker gennem alle tider. Vi startede et rumkapløb, for så, da vi kom derop, at betragte den vidunderlige jord. Men hvorfor bliver månen – på trods af dens gråhed og mangel på liv – ved med at fascinere os? Det skyldes sikkert noget i os selv.
“Vi er som den klare måne, alle har en mørk side.” I MOON har danser og skuespiller Tilde Knudsen i samspil med musiker og sanger Klaus Risager skabt en kabaret om længsel, begær og foranderlighed. Som altid, når jeg har besøgt Teaterøen, er det blevet til en interessant forestilling.
Scenografien
Det virker som et dogme på Teaterøen; at skabe de største illusioner med få virkemidler. Som ‘The Chess Player’, der blev spillet af en og samme skuespiller. ‘Moon’ er ingen undtagelse. Her udgøres effekterne af sand, en ring af bronze, et spejl, en lyskæde og Klaus Risagers skaldede isse, hvilket er meget virkningsfuldt.
Det blanke “lærred”, som månen er, er samtidig et af stykkets største udfordring for, hvordan forvandles det livløse gennem dans og musik? Tilde Knudsen danser smukt og akrobatisk, men jeg fandt den mere stemningsskabende end historiefortællende. Det er her, hvor Klaus Risager med 10 sange og tekster – med månens koordinater som ramme – forsøger at fortælle en historie.
Nu synger månen
Jeg var glad for den atmosfæriske lydflade. Mindede om Tomáš Dvořáks soundtrack til et af mine yndlings point-and-click computerspil, Machinarium. Der hvor det gippede utilsigtet i mig var, når Klaus Risager sang. Det er ikke svært at høre hans nationalitet. Så hvorfor ikke synge på dansk i stedet for? Det ville helt sikkert også gøre teksterne skarpere. Og er sang overhovedet nødvendigt til en fortællingen om en tyst planet? Jeg blev ikke blæst helt op til månen af ‘Moon’ og fandt den heller ikke på min cykeltur hjem. Det er også ok. Månen vil blive ved med at fascinere, og bare det at Teaterøen fik mig til at stoppe op, rette blikket himlen og grunde over min eksistens, er turen værd.