Moses Boyd

Så gik der endnu et år, og det er atter tid til Danish Music Awards Jazz. Det er en begivenhed, som jeg har hyldet mange gange før, for den er bare sin egen. Danish Music Awards Jazz er jazz! På samme tid bagudskuende og avantgarde, traditionel og grænsesøgende. Samler unge og gamle om deres fælles kærlighed og passion: Jazz!

Master Fatman styrer igen slagets gang, når de fem DMA-statuetter og to særpriser uddeles på mandag den 12. november i Bremen. Men priserne er jo kun en del af det. Hele syv orkestre optræder i løbet af showet, heriblandt Annisette, Jakob Bro, Aaron Parks og Phronesis. Er det nødvendigt at sige, at jeg glæder mig?

Se hele programmet på jazzdanmark.dk


Den britiske jazzscene

Foto: Salem Wazaki

Foto: Salem Wazaki

Hvert år – og det er nok femte år i træk – at jeg har været til Danish Music Awards Jazz, har jeg forladt Bremen med den tanke, at jeg må høre mere jazz. Det har været anderledes i år, i hvert fald siden august til Strøm Festival, hvor jeg så Moses Boyd (ham på det øverste billede). Der er efterhånden ikke mange musikere som kan overrumple mig. Moses Boyd var en undtagelse!

Ene ungersvend lavede han jazz med sit trommesæt og sampler. I sig selv en interessant konstellation. Men han mestrede det med både vild energi og jazzet coolness. Virkelig lækkert at se et kæmpe rytmisk talent vælge jazzen. Jeg erindrer at man engang sagde, at hvis man skal tjene en million kroner på at spille jazz, skal man have to millioner kroner.

Displaced Diaspora

Jeg har lyttet en hel del til Moses Boyds album, der udkom 28. september i år, ‘Displaced Diaspora’. Elsker nummeret ‘Rye Lane Shuffle’.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Moses Boyd ikke er alene, men en del af en golden period for britisk jazz. Den har varet et par år, så jeg er slet ikke first mover 😉 Når jeg tænker over det, hørte jeg Alfa Mist, da han udkom sidste år med albummet ‘Antiphon’, men troede ubevidst at han måtte amerikaner og ikke britte.

Hvorfor er den britiske jazz fantastisk? Tja, for mig er det som med Moses Boyd; den er vital og vild uden at jeg står af (for mig er det en prøvelse at lytte til Weather Report). De behandler jazzen med respekt, men ikke med ærefrygt. Det er ikke acid-jazz eller lignende blandingsprodukter, men lyder som Blue Note plader der har fået pustet støvet af sig.

Er du heller ikke first mover mht. britisk jazz, kan jeg også anbefale dig følgende tre udgivelser. Vil du have flere har Red Bull lavet “Check out 21 of the most exciting records from the UK’s new jazz scene

1) We Out Here (2018)

Det er altid godt at begynde med et album som samler flere af de bedste artister. Lyt bl.a. til nummeret ‘The Balance’.

 2) THE SHAKEDOWN featuring The 22archestra (2018)

Tenderlonious

Start med ‘SV Disco’. Rå lækkert nummer!

Black Focus (2016)

Yussef Kamaal

Okay, her emmer det af blandningsprodukt. I hvert fald er der noter af funk og hip-hop. Men det er jazz! Et album jeg anbefaler til alle – uanset om de er til jazz eller ej.

Det bliver interessant at se på mandag, om den britiske guldalder kan mærkes på den danske jazzscene.