When You’re Strange

♥︎♥︎

Jeg skrev i forgårs om ‘When You’re Strange’ som nu kan ses i Biffen. Filmen var desværre en skuffelse. Anmeldelsen er dog på ingen måde en kritik af The Doors, deres musik var forrygende og nyskabende.

Masser af fakta

Jim Morrison forlader et biluheld for at stige ind i Mustang, han tænder for bilradioen som annoncerer, at Jim Morrison er fundet død i Paris? Hvad skal vi så bruge det til? Er det en af de mange konspirationsteorier der er om Jim Morrisons død? Åbenbart ikke, men vi får aldrig en forklaring. Sådan starter dokumentarfilmen ‘When You’re Strange’

Filmen fortæller derefter kronologisk (med sidespring til Jim Morrisons køretur) historien om the Doors. Det gøres flot med gamle koncert-, studie- og presse klip. Vi ser dannelsen af bandet, studieindspilningerne, koncerterne, får mange faktuelle oplysninger, ikke mindst om bandet i en historisk kontekst.

Masser af pædagogik

Det er her filmen begynder at irritere mig, for det hele er så pædagogisk fremført, og med voice-over af en uengageret Johnny Depp til at fortælle os, hvilken lære der skal drages af det. Vi ser billeder fra Vietnam-krigen akkompagneret af ‘This is the end.’ En tændstik tændes og vi hører ‘Light My Fire’, den slukkes senere med ordene: ?En ting er sikkert: Du kan ikke brænde ud, hvis Du ikke brænder?.

Men hvorfor drikker Jim?

Et andet kritikpunkt er, at vi ikke kommer får en dybere forståelse af især Jim Morrisons som person. Hvorfor drikker Jim? Der er ingen interviews og Jim Morrisons misbrug forklares med, at det hele gik stærkt, og at bandet var uforberedt på den store succes. Det er vel næppe hele historien!

‘When You’re Strange’ kan derfor kun anbefales til de, som er absolut ingen viden har om The Doors, og de vil sikkert foretrække at vælge filmen ‘The Doors’ af Oliver Stone.