An Age of Our Own Making - Charlottenborg

I går var jeg på Charlottenborg for at se de to udstillinger ‘An Age of Our Own Making’ og ‘Museum Pist Protta’. Jeg havde kun læst op på førstnævnte, men ‘Museum Pist Protta’ var en fin tilføjelse, så den knytter jeg også lige et par ord til.

Forresten: gør dig selv en tjeneste og lyt til Bon Ivers nye plade, mens du læser. Det kan kun forsøde søndagen.

An Age of Our Own Making

Charlottenborg, Nyhavn

‘An Age of Our Own Making’ er en del af Images 16, der præsenterer samtidskunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten på 21 kulturinstitutioner landet over. Udstillingen omhandler emner som forurening, migration, misbrug, udvikling, fortid og fremtid. Ifølge informationsfolderen vil udstillingen rejse spørgsmål om, hvad vi som borgere kan gøre for at være med til at skabe fremtidens samfund. Intentionerne fejler ikke noget!

Jeg havde glædet mig ret meget til at se udstillingen, og mine forventninger var rimelig store. De sidste par uger har man mødt et Charlottenborg klædt i sække: et helt enormt værk – og størrelse begejstrer som bekendt. Som helhed har udstillingen da også en god portion værker at byde på, og de er alle interessante.

På trods af det mangler jeg mere afveksling i udstillingen. Der indgår mange videoinstallationer i udstillingen, og selvom de var flotte, blev det lidt for meget af det samme for mig. Som beskuer har man også et stort behov for at læse sig til forståelse undervejs, og ved flere af værkerne er der ikke megen umiddelbar forståelse. Man lærer meget af udstillingen, men jeg følte ikke, at jeg rigtig blev grebet følelsesmæssigt. Lige på nær det kvalmefremkaldene værk ‘Holy Water’, hvor kunstnerne indsamler kanyler for stofrester og blod, renser det og putter det på flaske, hvorefter de bruger det som “helligt vand” i en kirke i Oslo. Det gik rent ind – jeg fik det virkelig dårligt af at se filmen, og jeg er ellers ikke sart.

Jeg er ikke solgt til stanglakrids over ‘An Age of Our Own Making’. Det er en fin udstilling, men du går ikke glip af alverden, hvis du nøjes med at tage ned og se et sækkeklædt Charlottenborg og den ø af skrald, der pt er fortøjret ved kajen i Nyhavn.

Museum Pist Protta

Museum Pist Protta - Charlottenborg

Til gengæld leverer ‘Museum Pist Protta’ en dejlig tilføjelse til dit besøg på Charlottenborg, hvis du lige skal ned og se, hvad ‘An Age of Our Own Making’ handler om.. ‘Museum Pist Protta’ er en hyldest til kunstmagasinet Pist Protta – som jeg aldrig har hørt om. Det er udkommet to gange om året, siden det blev lanceret i 1981.

På udstillingen bliver man præsenteret for de forskellige tidsskrifter og forskelligt indhold fra dem. Det er mere interessant end det lyder, for ikke to udgaver af Pist Protta er ens med hensyn til både form og indhold. Det har været en hovedregel fra starten, og det har resulteret i alt fra runde magasiner til sider med pop-up porno.

‘Museum Pist Protta’ er en fin lille udstilling, hvor man kan få lov at nørde lidt rundt i hovederne på forskellige kunstnere og magasinets bagmænd.


Praktisk

www.charlottenborg.dk

Åbningstider:
Tirsdag-søndag 11-17
Onsdag 11-20
Mandag lukket

60 kr for en voksen, 40 kr for studerende

Læs mere om Images 16 her.


English recap 

We went to check out two of the exhibitions at Kunsthal Charlottenborg. The intentions for ‘An Age of Our Making’ are good and descent, but the exhibition is missing variety. The exhibition is a part of Images 16, which is a cooperation between 21 culture institutions in Denmark. If You visit Charlottenborg, be sure to check out ‘Museum Pist Protta’ as well. It’s very Danish, but pretty entertaining.