Tivolirevyen 2026: Klassisk revy med erfarne hænder og nutidigt blik

Tivolirevyen 2026 - I en sal af glas

Jeg havde ikke de store forventninger til Tivolirevyen 2026. Sidst jeg sad i Glassalen, forlod jeg forestillingen med en fornemmelse af, at revyen prøvede for hårdt og ramte for lidt. Så det var med en lills smule  forsigtighed, jeg satte mig ned denne gang. 

I en sal af glas

I en sal af glas er et åbningsnummer, der ved præcis, hvad det vil. Vi sidder i Glassalen midt i Tivoli, mens holdet roser os for overhovedet at turde møde op i disse kritiske tider. Det er sjovt, og det er en fin ramme for aftenen. Ikke fordi verden bliver lettere inden for de næste to timer. Men fordi Tivolirevyen ikke foregiver, at vi ikke ved, hvad der foregår udenfor. Min forsigthed forsvandt hurtigt.

Læs også: Tivolirevyen 2025.

Derfra går det hurtigt. Revyen har mange numre, og det er en styrke. Den skyder bredt, men for det meste præcist, og tempoet holder aftenen i gang uden at miste energien.

Lykkegaard og Ellegaard

Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er aftenens omdrejningspunkt. De er hentet fra Cirkusrevyen, og det mærkes. Ikke fordi de slæber deres tidligere forestillinger med sig, men fordi de har den ro, der hører til stor komikererfaring. Timing handler ikke kun om at sige replikken rigtigt. Det handler også om at vide, hvornår man skal holde igen.

Deres nummer som Harlekin og Columbine i en pensionsalder, der bare bliver ved med at flytte sig, er klassisk revy på det bedste. Med kropssprog, små pauser og subtile ansigtsforskydninger får de latteren frem fra salen uden at forcere et eneste sekund.

Læs også: Ude godt hjemme bedst.

Holdet er også hurtigt ude med de politiske stikpiller. Den nye regeringsdannelse er med, næsten mens blækket stadig er halvtørt. Lykkegaard er skarp i sin imitation af Troels Lund Poulsen, og Ellegaard er fænomenal som krabbe, der kæmper med iltsvind, mens han bevæger sig sidelæns hen over scenen. Dumt på den kloge måde.

Perimenopause med pailletter og blæser

Perimenopause er et af aftenens stærkeste numre. Sicilia Gadborg erobrer scenen i en tætsiddende pailletkjole med høj slids og spiller på spændet mellem stadig at føle sig sexet og samtidig være ramt af hormoner, hedeture og kroppens mindre elegante påmindelser.

Det er befriende at se kvindekroppens overgangsalder behandlet som revystof med både humor og pondus. Ikke som en vittighed i kanten, men som et nummer, der tager hele scenen.

Neel Rønholt, Mikkel Becker Hilgart og Lea Thiim Harder bidrager med numre og præstationer, der fortjener mere plads end denne anmeldelse giver dem. De holder tempoet og kvaliteten oppe hen over aftenen, og det er ikke en lille ting i en forestilling med dette antal numre.

Ikke alt rammer

Tivolirevyen 2026 er ikke fejlfri. Enkelte numre midt i forestillingen mister retningen og hviler lidt for meget på formen frem for indholdet. Jeg oplevede ikke alvorlige fejltagelser, men der er momenter, hvor energien taber et gear, og man venter lidt for tålmodigt på at komme videre.

Det ændrer dog ikke helheden. For når Tivolirevyen 2026 rammer, rammer den med en sikkerhed, der har været savnet.

En pause med vid og præcision

Det, der bliver siddende efter Glassalen, er ikke kun et enkelt nummer, men fornemmelsen af, at nogen har gjort sig umage. At der er håndværk bag det tilsyneladende lette. Tivolirevyen 2026 er for dem, der gerne vil le af verden, som den ser ud lige nu, uden at nogen foregiver, at det hele nok skal gå.

Efter en kort stund i et glashus, med stenene flyvende udenfor og latteren tæt omkring os, følte vi os klar til sommeren.

Værd at vide

Titel: Tivolirevyen 2026  
Sted: Glassalen i Tivoli  
Datoer: 4. juni til 12. juli 2026  
Instruktør: Martin Miehe-Renard  
Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Neel Rønholt, Sicilia Gadborg, Mikkel Becker Hilgart og Lea Thiim Harder  
Musik: Keld Haaning Ibsen og orkester  
Billetpris: 275 til 665 kr. inkl. billetgebyr og entré til Tivoli  

Link: tivoli.dk/program/teater/tivolirevyen