Take Shelter

En af de dage, hvor verden er alle andre steder end i Aalborg. Hvor spillestederne er lukkede, for at drage på festival. Hvor sommeren bløder styrtregn og man sidder lad i sofaen med sin iPhone og tjekker statusopdateringer, som aldrig kommer, eller viser billeder af andres idylliserede ferieminder.

I en af de dage tog jeg, i stedet for at vente på at solen atter ville skinne eller rejse væk, i Biffen for at se en film om en mand, som frygter en storm, der måske aldrig kommer.

Og fra Take Shelters begyndelse er frygten og uroen til stede. Den reelle og hårdtarbejdende borearbejder, Curtis LaForche, står i sin indkørsel på en villavej i Ohio. Han ser hvordan skyerne samler sig, himlen formørkes og mærker de første regndråber falde. Men i stedet for at gå ind i tørvejr, lader han sig bade i uvejret og undres over at regnen, som samler sig i hans hånd, ligner lysebrun olie. Det er en drøm!

I de efterfølgende scener ser vi hverdagen i en sympatisk familie, i midten af trediverne, der på bedste vis arbejder for at bevare kærligheden til hinanden og tackle det at være forældre til en døv pige. Det går godt, men drømmene fortsætter og bliver til følelser, der varer hele den vågne tid.

Er der en altødelæggende storm på vej, eller er det hele bare fantasi? Curtis forsøger at beskytte sig selv og sin familie. Både ved at krydse af i en biblioteksbog, hvor mange ud af de 15 symptomer for skizofreni han har, og ved at købe en container, så stormskuret i baghaven kan udvides.

Det væsentlige ? og det der gør filmen vedkommende – er ikke om stormen kommer ej, men processen. Og med alle de orkaner, tornadoer, skovbrande, ja, katastrofer som vi mennesker er u- eller selvforskyldte i er spørgsmålet, om det er samfundet eller ham der gal, meget relevant. For hvordan håndterer vi hver især de store kriser, som opstår?

Det kan lyde som en lang film at komme igennem. Men det følte jeg ikke, bl.a. fordi at drømmescenerne ikke bliver alt for lange, og filmen ikke kun interesserer sig for Curtis, men også hustruen og hendes kamp for at få deres døve datter helbredt. Og så er Michael Shannon, der spiller Curtis, en af de mest interessante skuespillere i disse år. Hans brændende intense blik, viser følelserne og hans sammenbidthed, hvor svært han ved at forklare og forholde sig til det han oplever. Smukt skuespil.

En af de stærkeste film jeg har set længe. Og da jeg gik hjem gennem regnen, var ikke alle dråberne på min kind frembragt af skyerne fra oven.

Info
Hjemmeside: www.biffen.eu
Hjemmeside: Biffen på Facebook