Som boblerne i bækken - teater nordkraft - kulturformidleren.dk

Angst

Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme
Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken.
Om lidt, er vi forsvundne
Som Boblerne i Bækken. –
Emil Aarestrup

Fem mand på et hospital

Fem mand på et hospital, alle skal, som vi der sidder i teatersalen, dø. Men de fem mand har fået konstateret kræft, det er derfor de er her. De fem er alle meget forskellige.

Der er præsten, spillet af Thomas Mørk, med sin tro på Gud, men som aldrig har oplevet det nære liv med en kvinde, det som han altid har drømt om. Lægen, spillet af Jens Gotthelf, hvis indsigt i sygdommen gør ham kynisk og frustreret. Økoflipperen, spillet af Benjamin Kitter, der spiser vitaminer og salte, og med positive energier sender bønner ud mod verdensaltet. Der er den gamle kommunist, spillet af Claus Flygare, der har kæmpet for en bedre verden, og som nihilist ikke ser en mening med dødsangsten. Der er den gamle mand, spillet af Niels Skousen, der trives på hospitalet. Her er han nemlig ikke alene, og han ønsker derfor at alting skal forblive som det er. Og så er der den halte sygeplejerske, der elsker dans, men ikke kan danse professionelt på grund af sit handicap. Hun er den moderlige, den der appellerer til alle fem syge, men på hver deres måde.

Vi ser solen stå op og gå ned, gennem hospitalets tildækkede vinduer, ved hjælp af det farvede lys bag scenen. Sceneskift udgøres af hospitalets skillevæggene, der flyttes rundt. Og der laves flashbacks hvor vi ser, hvilke dilemmaer de fem har stået i. Og der er besøg fra fortiden, som sætter deres valg i perspektiv. – For alle valg har konsekvenser!

Præmis og troværdighed

Døden er en barsk præmis for et teaterstykke, og hvis balancen mellem komik og tragik ikke er til stede, forsvinder vores tillid til stykket, og vi låser sindet fast og følelserne ude. For der må jo være noget at leve for…

Og det er der heldigvis, ifølge stykket. Alle skuespillerne supplerer hinanden med små lyse stunder og især den gamle mand, som nok er den mest livsglade af dem alle, kommer med guldkorn som: ”Der er mere mellem himmel og jord – end noget andet sted” Og vi kan jo alle danse en lille vals.

Trænger dybere ind

Et andet aspekt som lyser op er brugen af musik. I Nikoline Werdelins manuskript er der ikke indskrevet musikindslag. Det har instruktøren, Inger Ellerten, heldigvis valgt at lave om på. Der bliver spillet baggrundsmusik, og en gang imellem tøffer den gamle mand, iført t-shirt og hospitalsunderbukser på sine tøfler, hen til guitaren, spiller og synger sammen med de andre på scenen.

Især numrene Out of Time (Blur) og Hurt (Johnny Cash versionen) står sitrende og stærke, og giver os en fornemmelse af, at vi trænger dybere ind i deres følelser og drømme. Det sker lidt som i filmen Magnolia, og efter stykket befandt vi os i den samme følelse som efter at have set filmen. Men at sidde fem meter fra en scene, frem for et lærred giver en anden intensitet, det mærkede vi denne fredag aften.

Og vi gik ud af Teater Nordkraft, ikke med lyst til at ende livet, tværtimod! Grib livet, nyd dets stunder, om lidt, er vi forsvundne Som Boblerne i Bækken!