Snedronningen i Tivoli 2025
Der er noget særligt ved repremierer. December er fyldt med traditioner og gensyn med de historier, vi elsker. Første gang en forestilling river os med i handling og stemning, næste gang opdager vi nye detaljer, og til sidst kan vi – som med Matador – mange af replikkerne udenad. Vi ser ikke længere kun værket, men også nostalgisk tilbage på tidligere oplevelser.
Snedronningen i Tivoli – fra 2019 til i dag
I 2019 havde Tivolis balletversion af Snedronningen premiere, og siden da har over 77.000 gæster oplevet Gerda og Kays eventyrlige rejse. Mit eget forhold til H.C. Andersens fortælling går helt tilbage til barndommen – det har altid været en af mine yndlingseventyr, både uhyggelig og spændende, og selv fyldt med romantisering af gamle dage og et enklere liv. Nu har jeg set Tivolis opsætning for tredje gang.
Når jeg læser mine to tidligere anmeldelser – der begge roser forestillingen – kan jeg se, hvordan mit forhold til værket har udviklet sig. Den største positive ændring er, at musikken nu fremføres af et levende orkester i stedet for at blive afspillet over højtalerne. Det løfter forestillingen markant og lader Oh Lands musik matche H.M. Dronning Margrethes scenografi endnu bedre – tegningerne bliver respektfuldt bragt til live gennem enkle, men effektfulde animationer.
Forestillingen åbner smukt med Kay, Gerda og deres bedstemor, der lever et fattigt, men lykkeligt liv – en klassisk romantisering af fattigdom. Men stemningen skifter hurtigt. Ved Snedronningens første kys fryser Kays hjerte til is, ved det andet glemmer han Gerda. Men Gerda har ikke glemt Kay og begiver sig ud på en farefyldt rejse gennem forskellige verdener for at redde ham. Og så kunne jeg læne mig tilbage og glæde mig over de scener, jeg holder allermest af.
Første del og de dansende blomster
Første del er den stærkeste. Haven, hvor Gerda ankommer, er eventyrlig med Oh Lands musik, de detaljerede kulisser og de dansende blomster. Det mindede mig om en gammel Disney-film (Flowers and Trees), hvor blomster på magisk vis får liv. Det er fascinerende, berusende og en smule uhyggeligt, som i et rigtigt eventyr. Denne gang blev jeg rørt på en måde, jeg ikke oplevede tidligere. Danserne er fremragende individuelt, men det er den synkroniserede ensembledans frem for solonumrene, der virkelig bærer forestillingen.
Næste år er det Nøddeknækkerens tur – også en glimrende ballet – men Snedronningen kan jeg sagtens se én gang om året. Denne gang havde jeg min niece med for første gang, og hun var dybt begejstret. Måske starter her en ny tradition. Spørger du, om forestillingen er værd at se uden børn, vil jeg igen trække på Disney-sammenligningen: de fleste af deres film er skabt til børn, men elsket af voksne. Det samme gælder Snedronningen.
Værd at vide
Snedronningen
27. november – 21. december
tivoli.dk/program/teater-og-dans