Schuberts Winterreise med Andrè Schuen
Der er nogle kunstneriske oplevelser, der ikke bare venter på dig – de kræver, at du møder dem halvvejs. Schuberts ‘Winterreise’ er sådan et værk. Jeg må indrømme, at jeg sad der den første halve time og tænkte: “Okay, det her er verdensklasse, men hvordan får jeg mest muligt ud af det?” Jeg forstod lidt af teksterne, men måtte skiftevis kigge op på skærmen med oversættelsen og ned på de to på scenen, eller som jeg gjorde til sidst, bare slappe af og nyde det. Det var næsten som at tygge sig gennem en tyk skive rugbrød. Men netop derfor, fordi at værket krævede noget af mig, blev belønningen så meget desto større.
To mænd og klaver i Glassalen
To personer: Tenor Andrè Schuen og pianist Daniel Heide. Ingen mikrofon, ingen kulisser, ingen pause til at trække vejret. Bare en stemme og et klaver, og så de 24 sange, der skulle udspilles i ét sammenhængende forløb. Uvant ift. de mange andre optrædener og opførelser på denne scene, men særdeles passende.
Læs også: Concerto Copenhagen spillede Lumbye i Tivoli.
Daniel Heide, som inden koncerten blev præsenteret som Schuens “partner in crime”, tog plads ved flygelet. Med sit lange hår og sine små briller så han næsten ud som en romantisk digter, og han spillede også sådan: elegant, lidenskabelig, som om hver note betød verden for ham. Ved siden af ham stod Schuen som den vandringsmand, Schubert skrev frem for 200 år siden. Tavs, koncentreret, uden vand eller afbrydelser: han var rejseklar.
Rejsen gennem vinterlandskabet
Og så begyndte rejsen gennem vinterlandskabet. Sne, kulde, længsel, ensomhed og årstidernes evige skiften. Det lyder tungt, og det er det også. Melankolien løber som en rød tråd gennem det hele, men aldrig på en måde, der bliver kedelig. I sangen ‘Hvile’ følte jeg det særligt stærkt: stormen holder manden vågen og i bevægelse, men først når han får lov til at hvile, mærker han trætheden for alvor. De brændende fødder i sne og is. Det var så rent og så menneskeligt – en påmindelse om, hvordan livet, naturen og tiden arbejder i os alle.
Som skabt til Schubert
Schuen er som skabt til Schubert. Hans mørke øjne og en underspillet og dog dramatisk måde at bevæge sig på gjorde, at jeg virkelig troede på ham som vandringsmanden. Han kiggede ud i det landskab, han sang om, som om han selv gik der. Hans stemme fungerede som et instrument i sig selv: kraftfuld, men aldrig påtaget eller teatralsk. Og Heide? Han gav pauserne mellem sangene en særlig vægt, hvor man næsten kunne se de to finde tonen sammen. Det blev til en ægte symbiose, hvor sang og klaver smeltede sammen til ét.
Da det hele var overstået efter det lange, intense forløb, brød stilheden i Glassalen som et tordenvejr: kæmpe bifald, stående ovation. Det mindede mig om, at selv i 2025 kan vi opleve noget så “gammeldags” og alligevel så tidløst.
Schuen og Heide besøgte også festivalen sidste år også, og efter denne aften kan jeg kun håbe: at de kommer tilbage igen næste år.
Værd at vide
Copenhagen Opera Festival
15.-24. august 2025
operafestival.dk