Rød som himlen

Italienske film er dybt sentimentale med utvetydige moraler, og moderbindinger (Mama) spiller altid en central rolle. Jeg ved det er en kraftig generalisering, som at sige at alle danske film handler om dysfunktionelle middelklasseborgere i København. Det betyder ikke, at jeg ikke holder af Italienske film, jeg elsker flere af Frederico Fellinis film som 8½ og Amarcorde. Mine aftener i paradis er en af mine absolutte yndlingsfilm.

Imidlertid rokker Rød som himlen ikke meget ved min holdning til italienske film.

Filmen udspiller sig i 1971 hvor hovedpersonen, en lille dreng, bliver blind ved en ulykke. Som følge af det kommer han på en katolsk blindeskole hvor han finder en båndoptager og begynder at optage lyde og indspille hørespil med hjælp fra de andre blinde børn. Det er meget sanseligt at følge hvordan han “opdager” høresansen og hvilke lyde der er i naturen og i livet i det hele taget.

Filmen ville være svær at holde af hvis de voksne havde hovedrollerne, men det er heldigvis børnene, og deres skuespil er fabelagtigt og rørende. Der bliver givet plads til deres historie med lange scener. Den klichefyldte ramme for historien, om katolsk snæversyn over for venstreorienteret åbenhed fylder heldigvis ikke meget i historien. Det handler om at forfølge sine drømme på trods af modstand.

Hvis der skal puttes mærkat på filmen er det Mine aftener i Paradis som møder Døde poeters klub.

Som de to film er Rød som himlen ligeledes en anbefalelsesværdig film.

Det er i øvrigt et år siden Biffen flyttede ind i Nordkraft. Det fejrer Biffen nu søndag med 2 biografbilletter til 1 billets pris.