‘One Down the Road’ i Tivoli

Jeg holder meget af Pantomimeteatret, så vidt jeg ved den eneste faste scene for pantomime i Danmark. At Tivoli stadig holder liv i den traditionsrige scene med det genkendelige trekløver Pjerrot, Harlekin og Columbine, er som at få serveret en mandelcroissant med ekstra marcipan og remonce.

Læs også: Ude godt hjemme bedst.

Scenens euroasiatiske udseende, med påfuglen der folder fjerdragten som en kinesisk origamidrøm og daler ned som et forgyldt forhæng, er stadig noget af det smukkeste, man kan opleve i den danske teaterverden. Og så er Pantomimeteatret den første attraktion, gæsterne møder, når de kommer ind ad hovedindgangen. Således kan alle samles her, uanset modersmål, for at lade sig berøre af bevægelser, vi alle kender: glæde, kærlighed, håb og vrede. Lidt som dengang Danmark i stumfilmens guldalder gjorde sig gældende i hele verden. Eller næsten.

Tivolis traditionsrige scene i nye hænder

Denne gang var det dog ikke det klassiske trekløver, der indtog scenen. I stedet overlod de pladsen til Kevin O’Day, en internationalt anerkendt amerikansk koreograf og tidligere solist hos blandt andre New York City Ballet. Forestillingen ‘One Down the Road’ varer 22 minutter og følger dermed Pantomimeteatrets format, men det er også her, ligheden slutter. I stedet for en fortælling båret af mimiske pointer og burlesk humor, får vi moderne dans uden handling, men med kropslig poesi. Scenografien er blottet, bagvæggen står nøgen i forestillingens første del, som om teatret selv også lige er vågnet og endnu ikke har fået morgenkåben på. Danserne er i fokus, og det mærkes.

Kroppe, kraft og klangfarver

Danserne ankommer i orientalskinspirerede kostumer, og musikken følger trop med rytmer, der smager af mellemøstlig mystik. Det hele er meget fysisk; kraftfuldt, præcist og dybt imponerende på det kropslige plan. Det var ikke svært at blive fascineret alene af musklernes arbejde. Forestillingen er ifølge programmet en personlig rejse gennem tid og tradition, og i begyndelsen mærker jeg faktisk det løfte: Bevægelserne er smidige, nærmest meditative i deres gentagelse. Senere dækkes bagvæggen af en bølgende, bemalet bøgeskov, og et Rolling Stones nummer sniger sig ind som finalens soundtrack, nok til at jeg lige løfter det ene øjenbryn og tænker: “Er vi nu tilbage i Tivoli?”

Og det er her, jeg står lidt af. For selvom det er sundt at forny traditioner og ruske lidt i genkendeligheden, føltes forbindelsen til pantomimen utydelig. Hvor er det mimiske sprog? Hvor er de karakterer, der taler uden at sige noget? ‘One Down the Road’ kunne i princippet have spillet på en hvilken som helst moderne dansescene, det var kun scenen, der mindede mig om, at jeg stadig var i Tivoli. Det betyder ikke, at det var en dårlig oplevelse. Tværtimod, det var både tankevækkende og smukt. Men som et led i pantomimetraditionen var det svært at se, hvad forestillingen ville og hvorfor netop her. Var det pantomimen, der skulle udfordres eller publikum?

En smagsprøve på det fremmede

På vej ud spillede ‘One Down the Road’ igen. Var det ikke for regnen, var jeg blevet og havde set et par minutter mere. For noget i mig blev ramt. Måske ikke af forestillingens budskab, det står stadig lidt tåget, men af dens mod. Det er godt, at Tivoli tør. Og at publikum får lov til at smage på noget andet end flødeskum og gamle dyder. Men næste gang håber jeg, at der er mere samspil, for det fortjener Pantomimeteatret.

Værd at vide

Titel: ‘One Down the Road’
Koreografi: Kevin O’Day
Spillested: Pantomimeteatret i Tivoli
Varighed: Ca. 20 minutter
Spilleperiode: Udvalgte dage sommeren 2025
Mere info: tivoli.dk/kultur-og-program/teater/pantomimeteatret