Anbefalinger til årets Ordkraft, 2011

Love Addict – en anmeldelse

Love Addict er en film, der tager lidt tid at forstå, mens man sidder der i mørket. For afhængige af kærlighed, er det ikke noget vi alle er? Har vi ikke alle brug for nærhed og ømhed, ligesom de mennesker i Pernille Rose Grønkjærs nyeste dokumentarfilm? Men som filmen ruller hen over lærredet, og vi bliver sat ind personernes følelser, forstår vi at kærlighedsafhængige er anderledes end os uden lidelsen. Og at de pinlige ting, de fleste af os i ungdommen har gjort for at opnå kærlighed, ikke kan sammenlignes med deres.

Christian, Tracy og Liza

Vi møder i filmen flere personer, men følger over tid:

Christian, der har sin mor boende i sit hus, og som gør meget ud af at pointere, at han ikke bor hos sin mor, men omvendt. Christian har været så higende efter kærlighed, at de forskellige kærester gennem tiden har følt det intimiderende. Ved hjælp af sin psykolog kæmper han for at få et normalt forhold til kærligheden

Tracy, der er i 30erne, er bankrådgiver og har styr på sin økonomi. Men ikke sit kærlighedsliv, hun har on/off en døgenigt på 23 år boende, der ikke laver noget som helst. I løbet af filmen skiftevis smider hun ham ud og tager ham tilbage. En karruseltur, der hver gang ender i en lille tragedie. Og Tracy ved det godt, men kan ikke lade være.

Liza, der har et forhold til Christopher. Hun viser en kærlighedsdagbog med billeder af ham, som hun fundet på internettet, klippet ud og limet ind i bogen, så det ligner, at de er gift. Hun har også billeder af hans bolig, en kassebon han har smidt ud, og som Liza ser et tegn i, da tallene på kassebonen også indgår i hendes egen adresse. Dette fører, for Liza, unægtelig til konklusionen, at de to er skabt for hinanden. Problemet er, at Christopher ikke kender til forholdet, og Liza ender med at stalke ham.

Nænsomt

Det er ikke så underligt, at vi skal en tur tilbage til barndommen for at forstå disse menneskers afhængighed, og Pernille Rose Grønkjær fungerer flere gange nærmest som psykolog over for personerne. Eksempelvis da Trazys veninde i et interview ser sammenhængen med forældrenes skilsmisse og sit afhængighedsforhold, og derefter bryder sammen. At svaret er ligefor, gør det ikke uinteressant, da de næsten alle er bevidste om deres lidelse og derfor fortæller hudløst og ærligt om deres kampe.

Filmen er nænsomt sammenklippet, og det gør, at selvom filmen går så tæt på, at man sidder og får ondt i maven over, hvordan disse mennesker har mistet deres selvrespekt for at fylde det ?store sorte hul? ud, som de alle taler om, så bliver filmen ikke intimiderende.

Vedkommende

Et lille problem med dokumentarfilmen er dog, at den er optaget i USA, det giver filmen et eksotisk touch og desværre også en distance. Pernille forklarede i den efterfølgende debat, at det skyldes, at lidelsen er mere anerkendt i USA, og at det bliver behandlet på samme måde som alkoholafhængighed.

Lizl Rand (Chefredaktør på blandt andet Psykologi) fortalte derefter, at hun har prøvet at interviewe nogle danskere med lidelsen, men ingen ønsker at stå offentligt frem. Kærlighedsafhængighed er tabu og føles pinlig.

Problemstillingen viser netop dokumentarfilmens styrke: At pege på et overset samfundsproblem. Og kærlighedsafhængighed er næppe et problem, der bliver mindre i en verden, hvor den følelse forelskelsen giver fylder mere og mere og kærligheden fortrænges.

Love Addict er en seværdig film og kan stadig ses i Biffen, dog uden paneldebatten, men den kan du snart finde på: http://www.facebook.com/dokumentar

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anbefalinger til årets Ordkraft, 2011