En halvdagstur til Lund

Leve Livet på Bornholms Teater

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Jeg holder naturligvis meget af det store udbud af teater, som vores Hovedstad byder på. Men jeg savner af og til at besøge et af provinsens mange teatre, for her råder der altid en særlig kampgejst og viljestyrke som du ikke finder i København. 

Bornholms Teater i Rønne

Bornholms Teater, som tidligere hed Rønnes Teater, ligger i Rønnes gamle bydel. Teatret blev indviet helt tilbage i 1823 og er Danmarks ældste, fortsat fungerende teaterbygning. Til sammenligning blev det nuværende Kgl. Teater på Kgs. Nytorv opført i 1874.

ronne teater indgang kulturformidleren_dkKommer du som jeg via Teaterstræde finder du en ydmyg dobbeltdør, hvorover der er skrevet teatrets navn. Den lille indgang i det gule bindingsværkshus er meget sigende for den stemning, der råder inden for og gjorde, at jeg – selv om det var første gang, at jeg besøgte teatret – med det samme følte mig hjemme. Og så er bornholmerne jo utroligt søde og gæstfrie.

Leve livet

Jeg har tidligere kun lagt mærke til Bornholms Teater i forbindelse med deres Bornholmerrevyer, men med stykket ‘Leve livet’ ønsker teatret at markere en ny start. ‘Leve livet’ er skrevet af den prisbelønnede dramatiker Rhea Leman, og instrueret af teaterchef Jens Svane Boutrup hvis mål med stykket er: “at rykke tættere på vores publikum.”

Bornholms Teater Leve Livet kulturformidleren_dk - 1

Fotograf: Anders Beier/Mindgap

‘Leve livet’ handler om en bornholmsk familie, hvor faren som er kunstner og tilflytter til Bornholm, spillet af Ulver Skuli Abildgaard, er ved at dø. Moderen, spillet af Michelle Bjørn-Andersen, er bornholmer med stærke bånd til øen. Begge får de hjælp til at klare dagligdagen af deres voksne datter, spillet af Anne Sofie Wanstrup, som stadig bor hjemme.

Datteren er fanget midt imellem de to stærke forældre, og får ikke megen hjælp af broderen, spillet af Louis Bodnia Andersen, der lever livet som filminstruktør i Hollywood. Datteren er leder af et kor, og musikken holder hende oppe, når livet tynger hende ned. En dag bliver koret udtaget til en international konkurrence i Paris, og det sætter skub i tingene.

Livet spilles

Et teaterstykke om familieroller, liv og død kræver stærke skuespillerpræstationer, og det byder ?Leve livet? i den grad på.

Jeg så Ulver Skuli Abildgaard flere gange i de år han var tilknyttet Aalborg Teater, og var begejstret for hans skuespil. Som karismatisk far og kunstner, der gennem første halvdel af stykket skal forvandle sig fra at være i fuld vigør til dødssyg er han endnu bedre, og kan måle sig med de bedste nulevende danske skuespillere.

Læs eller genlæs: Transformator Monolog Festival

Bornholms Teater Leve Livet kulturformidleren_dk - 3

Fotograf: Anders Beier/Mindgap

Michelle Bjørn-Andersen er ligeledes fremragende som moderen, hvis humørsyge svinger pisken og skammen over hendes egne børn, mens hun i beruselse forsøger, at kæmpe sorgen væk og holde virkeligheden ude.

De to erfarne skuespillere, spiller op mod mere uprøvede kræfter. De tre andre skuespillere i stykket studerer stadig på Teaterskolen eller er netop færdiguddannede.

Sofie Wanstrup, der også er beretteren, voksede på mig igennem stykket og bar rollen med sin naturlighed. Louis Bodnia Andersen vekslede super troværdigt mellem hans Hollywood hipster attitude og ubehaget ved at blive konfronteret med barndommens land. Joakim Skovgaard, der også gav den flot som pianist, udfyldte fint rollen som et af stykkets comic reliefs.

Bornholms Teater Leve Livet kulturformidleren_dk - 2

Fotograf: Anders Beier/Mindgap

Scenografien balancerede mellem naturalisme og symbolisme. Smukkest med det store lærred som i starten af stykkets anden del udgør hele scenegulvet.

Det eneste aber dabei er, at koret fylder lige vel nok på scenen. Idéen med en musikalsk forestilling er fin, men koret skygger af og til for hovedkaraktererne og historien, der i sig selv har styrke nok til at jeg bliver berørt. 

For berørt blev jeg! Det er virkelig modigt hvordan at Bornholms Teater tager nogle af de store emner op, uden at det på nogen måder bliver en trist og langstrakt affære. Det skyldes nok også den megen humor i stykket der får det hele til at balancere, som når faderen siger “det bedste ved at blive gammel er, at ingen hører efter hvad man siger … det værste ved at blive gammel er, at ingen hører efter hvad man siger.”

Livet opleves

Som turist på Bornholm er det svært ikke at blive forundret og fascineret over øen; dens historie, geografi og det liv der leves her. ‘Leve livet’ er virkelig godt skrevet og fortæller en almenmenneskelig historie tilføjet den dimension, at det foregår på Bornholm. Således vil både bornholmerne og dig som turist få meget ud af stykket. Og derfor skal stykket naturligvis opleves på Bornholms Teater.

Leve Bornholm

Det er over 10 år siden, at jeg sidste besøgte Bornholm. Der er virkelig sket meget når det gælder fødevarer og spisesteder – og stor respekt for det. Som evigt kulturhungrende vil jeg gerne se mere end Hammershus, Oluf Høst, keramik etc. Jeg håber derfor at støtten blandt bornholmerne er den samme, når det gælder kulturen og teatret. Min tur til Bornholm blev i hvert fald en del rigere ved besøget i det charmerende Bornholms Teater.

‘Leve livet’ spiller tirsdag-lørdag til og med den 15. september. Når du ikke at se stykket kaster Bornholms Teater sig ud i et nyt stort projekt til næste år, som de kalder ‘Bornholmerkrøniken’. I de næste tre år vil teatret hver sensommer præsentere en nyskrevet forestilling, som sætter Bornholms nyere historie i perspektiv. I 2019 med en forestilling om besættelsen, i 2020 med fiskeriets op og nedtur, og i 2021 med finanskrise og snevinter.

Værd at vide

Bornholms Teater
Teaterstræde 2
3700 Rønne
Hjemmeside: bornholmsteater.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En halvdagstur til Lund