Leonard Cohen og husfreden

Källing (udtales kælling) og Kasper Vig på Klub Husfred

Tredje sæson af Klub Husfred begyndte fredag aften, og alt var heldigvis lige så hyggeligt, som det plejer at være med stearinlys, duge på bordene og Nick Drake, Leonard Cohen, Devendra Banhart på musikafspilleren. Som nyt er der blevet lavet en Klub Husfred T-shirt til 60 kr, og en sådan skulle naturligvis erhverves.

Vi skulle denne aften se Källing (udtales kælling) og Kasper Vig.

Källing

En kvinde og en mand stillede sig op på scenen, de prøvede sig at gøre sig klar med afstemme instrumenterne, men strengene ville under hele koncerten ikke som musikerne. De havde sikkert slået sig løs på turen fra øen mod Nordjylland. Men samspillet var heller ikke helt afstemt. Hvilket de to selv var gode til at gøre grin med. Teksterne og musikken havde et naivistisk præg og kredsede om dagdrømme-tanker med titler som Hjertet Banker, Ser fjernsyn og Jeg læste i avisen. Når det var bedst, kom der vers som ?livet krøller og retter sig ud?. Manden sang med, mens kvinden sang for med en sød, men umarkant stemme.

Kasper Vig

Källing trådte ned og Kasper Vig trådte op med sit tre mand store band, trommer, guitar, guitar og bas. Og dagdrømmeriet fik med det samme et los socialrealisme. De lyse tanker blev formørket, som gadebelysningen der slukkes i Gjellerup Parken. Da Kasper Vig introducerede det første nummer med ironisk glimt i øjet ved at sige, at de er Danmarks mest optimistiske orkester for derefter at spille nummeret Jeg ville ønske, jeg kunne slå dig ihjel, med fuldt drøn. Bassen  med sin rumlen og trommernes bløde bank kunne mærkes, og de spillede en art bluesrock, med  sange der gjorde sig bedst, når de blev vrænget ud. For når Kasper Vig bremsede op, så blev teksternes mangler vist frem som værende ikke synderligt originale, og ja, jeg vover at sige det, det kom til at lyde lidt som Poul Krebs.

Musikken fungerede heller ikke helt, instrumenterne kunne stadig ikke styre sig, men det gør ikke så meget på Klub Husfred, her tages det ikke så tungt. For noget af det bedste ved Klub Husfred er, at musikerne elsker at være der. Det mærkes som ingen andre steder i Aalborg. Og Kasper Vig , der havde spillet på Klub Husfred før, roste Mikael Marino (bestyreren af Klub Husfred) med al berettigelse, for den hyggelige hippie stemning, der præger Klub Husfred. – Ja, alt var heldigvis lige så hyggeligt som det plejer at være.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Leonard Cohen og husfreden