Vine

Interview med Bo Nicolaisen

Hvordan startede du på Platform4?

Jeg startede på Platform4 som nysgerrig. Jeg kender jo både Christian Villum og Kristian Ravn-Ellestad fra musik-sammenhænge. Og så syntes jeg bare, at det lød som et enormt spændende projekt. Lidt alternativt og mere tilgængeligt i forhold til f.eks. 1000fryd, hvor jeg havde været involveret i mange år.

Jeg startede med at lave nogle dubstep arrangementer, Dubass, på Platform4. Og med to- trehundrede mennesker hver gang endte det med, at vi fik kørt økonomien derop, hvor vi kunne bære nogle af de store engelske navne. Og så gik de og manglede en, der kunne holde styr på det tekniske. Det passede meget godt med, at jeg var blevet arbejdsløs. Så jeg fik en løntilskudsstilling, hvor jeg var teknisk ansvarlig. Det var pænt hårdt at sørge for en gammel bygning fungerer.

Hvordan endte du så som leder af Platform4?

Det voksede stille og roligt. Jeg startede som selvstændig grafiker og spilprogrammør og manglede et lokale. Det var nærmest selvskrevet, at jeg fik en plads i Platform4s Rooftop (kontorlokaler). Jeg sad deroppe rimelig tit, mens der var varmt. Og så senere, her i Karolinelund, fik jeg også et lokale.

Jeg var lidt intetanende om, at Villum og Ravn ville stoppe. Da de så talte om at slå stillingen som leder op, fortalte jeg, at den vil jeg være interesseret i at søge, da jeg savnede nye udfordringer.

Min fornemmelse var, at der ikke var den store interesse for stillingen i huset, og jeg har indtil videre ikke oplevet nogen dårlig stemning omkring det. Der er selvfølgelig en del, jeg vil ikke kalde det ængstelse, men uro i huset. Mange, der er usikre på, hvad der skal ske, plus at der sikkert er nogle som er usikre på mig, da ikke alle kender mig.

Bliver du aflønnet af kommunen?

Ja, som daglig leder har jeg et halvtids job på 20 timer om ugen.

Fremtiden og pengene?

Vi har lidt penge på kistebunden, der er ikke vild panik, men der er helt sikkert en økonomisk udfordring. De sidste mange år har folk vænnet sig til, at Platform4 slår gigantiske projekter op. Der kommer nogle store projekter, men fokus bliver lagt på at få involveret de frivillige mere i lidt mindre projekter. Og så prøve at rette dem hen imod noget økonomisk bæredygtigt.

Hvilken udfordring er der i strukturen på Platform4?

Strukturen er, at der er nogle grupper, der tager sig af det praktiske hernede, og sådan vil det også blive i fremtiden.

Den evige udfordring er, at det hele er baseret på frivilligt arbejde. Det er enormt svært at forklare overfor en person, der kommer her og gerne vil lave noget, at det er ok, at du laver det du laver, men du skal også lige gøre rent på toiletterne. For hvis du ikke gør det, er der ikke nogen der gør det. Men den frivillige base vi har, er overraskende solid, og folk er meget motiverede over for stedet.

Du skal ikke til at bygge noget op, hvad føler du, at Christian Villum og Kristian Ravn-Ellestad har leveret videre?

For det første et fantastisk stærk brand. Siger du Platform4 ude i byen, så ved alle hvad det drejer sig om. Nogle tæske dygtige mennesker, der skruer med elektronik, og det er også det jeg oplever, når jeg snakker med erhvervsfolk.

Indadtil bærer det præg af, at vi har fået et nyt hus med varme. Så det kan bruges hele året. Der har været den rytme, at Platform4, i Østre Havn, var sommerbaseret. Om vinteren var der så koldt, at man ikke kunne foretaget sig noget som helst. Det kræver så, at flere folk involverer sig.

Hvordan sælger du Platform4 til virksomheder?

Jeg kunne enormt godt tænke mig, at vi kunne lave et tættere samarbejde med de erhvervslivet. Det er sjældent nemt, for virksomhederne skal som regel se noget på bundlinjen.

Vi har nogle pisse gode idéer, og det er her, jeg skal kontakte virksomhederne. Det behøver ikke at være 100.000 kr., der skal spyttes i kassen. Nogle gange kun 500 kr. til at købe udstyr for. Jeg fortæller virksomhederne, at i stedet for at købe et eller andet maleri af en anerkendt kunstner for 200.000 kr., så brug 5.000 kr. og få en installation af nogle lokale kunstnere, som interagerer, når du går forbi det.

Hvad er visioner for Platform4s fremtid?

At vi på lang sigt ikke er afhængige af kommunens midler, men at vi kan blive en videnopsamlingsfabrik, der hele tiden ligger på kanten af, hvad man kan gøre med teknologien. Hele tiden tager de nye teknologier til sig og giver dem et tvist, så det kan bruges til noget andet.

Vil der i fremtiden også være koncerter?

Vi har jo en sal hernede, og det ville jo være fuldstændigt dumt ikke at bruge den. Vi startede jo ud sidste år med Riddimfestival, der var en stor succes og parken var fyldt hele dagen. Det er egentligt ikke op til mig, men de folk som kommer her. Hvis der kommer 90% punkere, bliver det nok en punkfestival.

Er der nogle spændende projekter, som du kan løfte sløret for?

Vi har flere projekter på bedding. Et af de store er “uncontained”. Tanken er, at der skal indrettes nogle containere, som workspaces. Man kan tage 6, 12, 24 containere, samle dem på forskellig vis og sætte et strømstik til. Hvis der eksempelvis foregår noget enormt spændende i Berlin, så vil man kunne sætte dem på tre blokvogne. Også fordi at Platform4 er ikke defineret af det hus vi er i. Vi lever på lånt tid i Karolinelund. Om tre år bliver vi opsagt, og skal finde på noget andet.

Da jeg begyndte at lave elektronisk musik, var der noget som hed Søvnig Mandag, på Studenterhuset. Hvor der blev stillet et bord op med en mixer, og så kunne man plugge sit gear i mixeren. Ren Jam Session! Og det gjorde, at vi fik et tæt sammentømret miljø for elektronisk musikproduktion. Første gang på Platform4 bliver en reunion med de, som var med dengang.

Og så har vi tænkt at lave en række åbne workshops eller kurser, der hedder ?you dont have to be a geek to? Photoshop, videoillustrating? osv. Helt enkle workshops på begynderniveau. De bliver åbne, så man kan sende forslag ind, og så forsøger vi at finde den rette mand til det.

Om Bo

Navn: Bo Nicolajsen
Alder: 43 lidt endnu
Uddannelse/erfaring: sproglig student med masser af erfaring fra medie og computerspilbranchen.
Nuværende beskæftigelse: Daglig leder af Platform4, freelance grafiker og musikproducer.

Interviewet blev bragt i fjerde nummer af [et cetera]

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vine