Anmeldelse af spillefilmen Hesten fra Torino af Béla Tarr

Det er sort, det er rigtig sort! Traileren er én indstilling, billederne ligner noget fra en af Dreyers stumfilm, og temaet kredser sig om sygdom og galskab – så er de fleste vel løbet skrigende væk.

Men jeg ser frem til at lade mørket sænke sig over mig i de 146 minutter filmen varer. Er sikker på, at de lange scener og æstetikken i de sort-hvide billeder vil være en nydelse. Og så er Hesten fra Torino at betragte som en kortfilm, i forhold til en af instruktøren, Béla Tarrs, andre film, Sátantangó?, den varer hele 7 1/2 time.

“Torino 1889. Nietzsche ser en trækhest blive mishandlet og slår armene om den for at komme den til undsætning. Herefter mister han såvel bevidstheden som sin forstand, og han mæler ikke et ord efter den dag. Dette er historien om, hvad der senere skete med hesten…

En filmoplevelse ud over det sædvanlige kan man roligt kalde mesterinstruktøren Béla Tarrs nyeste film, der med sin intense skildring af to menneskers gradvise vej mod den sidste endestation tog anmelderne med storm på årets filmfestival i Berlin. Det hele starter med en kort historie om, hvordan filosoffen Friedrich Nietzsche en dag på gaden i Torino så en hest blive mishandlet – og for at komme den til undsætning kastede sig om halsen på den. ‘Ingen ved, hvad der efterfølgende skete med hesten’ konkluderer filmens fortællerstemme ironisk, inden Bela Tarr, sammen med sit faste hold blænder op for sin måske mest minimalistiske film til dato – der følger den korte optakt op med en godt to en halv time lang skildring af to simple bønders sidste syv dage, mens alt gradvist går i stå omkring dem. I tredive knugende indstillinger struktureret som en omvendt skabelsesberetning skildres deres sidste dage i tindrende smukke sort-hvide billeder og til et hypnotisk soundtrack af Tarrs hofkomponist. En kompromisløs film for alle der troede, at filmkunsten var død”. Kilde: CPH:PIX