Billeder fra koncerterne med Jacob Bellens og Maskinvåd

Fredag, Ordkraft, Bellens og Maskinvåd

Jeg valgte at springe formiddagens program over, da programmet var koncentreret om børne- og ungdomslitteratur, og fordi at fredagen ville blive en lang dag, der ville kræve nogle kræfter.

Jeg gik efter at se Naja Marie Aidt klokken 13.00 i Biffen. Men som jeg oplevede flere gange under festivalen, var Biffens sal for lille til interessen, og vi var mange, der gik forgæves. Så var det om at skynde sig at finde noget, da næsten alle arrangementer på festivalen faldt på det hele klokkeslag, og vi ikke havde lyst til at vente en time til det næste.

Vi valgte så at gå ind Teater Nordkrafts store sal, hvor Peter Dyreborg skulle fremføre Shakespeare Slam. Hvis du har været til poetry slam på Studenterhuset, vil du sikkert kende ham, da han står bag de, så vidt jeg ved, fleste poetry slam arrangementer.

Her var til gengæld halvtomt, stedet blev dog løbende fyldt med dem, der som os, var gået forgæves. Peter forklarede at poetry slam handler om at litteraturen fremføres mundtligt. Han varmede os op med at finde 10 tilfældige citater fra Jumbobog 367 ?Stålandens Kærlighed? ud fra temaet “10 ting du ikke vil høre konen sige i sengen”. Hvilket skabte lette grin.

Peter lavede et fint digt om forskellen på mænd og kvinders drømme med haven, blomsterne og ukrudtet som metafor. Men hvis du, som jeg, har set poetry slam en del gange føltes friskheden, som genren kom til landet med, at være forsvundet. Jagten på publikums smil og latter blev lidt for forudsigelig.

Kæresten skulle se Fay Weldon, og med mindre man ville se Peter Dyreborg igen kl. 14.30 i Kedelhallen, skete der ikke noget før kl. 15.00. Så jeg valgte at bruge den halvanden times ventetid i Biffen, hvor næste arrangement var ?Ordkraft X, Lyrik i lommen – Find et digt og få det læst op?.

Lyrik i Lommen er inspireret af filmen Elling, hvor hovedpersonen distribuerer sine digte i surkålspakker (ikke cornflakespakker) i byens forretninger. På lignende måde havde 11 digtere sneget sig rundt i midtbyens rum og anbragt 200 kuverter på listige steder. Ikke så mange blandt publikum havde dog fundet digtene, men læses det skulle de. (se billeder)

Det var en rigtig fin måde at få indblik i, hvad der sker med lyrikken i Nordjylland. Alle havde kvaliteter, men den, hvis digte gjorde størst indtryk på mig, i de under 5 minutter lyrikerne skulle fremføre digtene på, var Kasper Antoni. Det kan godt være, at han ikke har det godt med hjemstavnsdigte, men de tog mig tilbage til min egen.

Jeg vil også fremhæve Luchessi Montecillo, hun oplæste digte på engelsk. Digtene var meget personlige og vi mærkede, at det berørte hende at fremsige dem.

Bo green Jensen sluttede som arrangementets ?superstar overraskelse? fint af med et langt digt om Amerika

Lyrik i lommen tog 1 time og 15 minutter, og da jeg skulle se Claus Høxbroe og Oscar Gilbert kl. 16.00 i Skråens lounge, var jeg allerede forsinket. Jeg fik købt og signeret ?Det er fint at tænke på Nordsøen? af Poul Høllund Jensen og løb så fra Nordjysk lyrik op ad Skråens trappe til indre København.

På scenen i Skråens lounge stod Claus Høxbroe iført hvide sneakers, jakkesæt, med sit genkendelige store skæg, tatoveringerne rundt om på kroppen og knoerne, hvorpå den ene står ?beat? henover den anden ?poet?. Ved klaveret sad Oscar med sit fine svenskerhår, som Claus kaldte det, hvortil Oscar som svar, da han ingen mikrofon havde, spillede et stykke fra Jan Johanssons legendariske jazz plade ?Jazz På Svenska?. (se billeder)

Det var ubetinget det arrangement jeg var til på Ordkraft, hvor der blev grint mest. Claus læste ikke blot op af sine digtsamlinger, mens Oscar lavede underlægningsmusikken, han kommenterede næsten alt hvad der skete. Hans netop gennemlevede influenza, der gjorde at han svedte vildt, vores havnefront, forslag til et nyt håndtegn og flyveegernet, der lå på bordet med digtene, og som han havde købt under sit nuværende besøg i Aalborg. En chiuaua, som sad med sin ejer, fik også et digt med på vejen. Det var så man savnede København eller drømmen om byen. Men ingen tvivl om Claus Høxbroe er ægte, og at jeg skal se ham igen.

Efter koncerten fik vi købt og signeret digtsamlingen ?Alt for meget af den gode?. Klokken var pludselig halv seks og føde skal der til. Med andre ord, pasta og vin på Azzurra.

Dagens sidste på Ordkraft blev kl. 19:00 i Biffen med Bo Green Jensen i samtale med Lene Høg. Det var meget interessant at lytte til hans erindringer og digte om 80erne, hvordan det var at være ung og til overs. Vi måtte desværre liste ud efter en halv time, da dørene til aftenens udsolgte koncert på Huset åbnede kl. 20.00.

Se billeder fra dagen: Fredagens billeder fra Ordkraft 2013


 

Overgangen fra Bo Green Jensen til Maskinvåd, der skulle varme op til aftenens hovednavn Jacob Bellens, virkede næsten så passende, at bandet kunne have optrådt til Ordkraft, hvis det ikke var fordi, at deres utæmmelige energi ville have skræmt alle de gamle damer, som udgør grundkernen af de betalende gæster på Ordkraft, væk.

Maskinvåd har den samme energi, som det nu opløste band, Dig og Mig, men deres tekster har meget mere på hjerte, og man tog dem med det samme seriøst. Udover de to unge fyre virker utrolig søde, bærer deres rockmusik på noget af den samme desperation og vildskab, som Bo Green Jensen 80er generation gjorde dengang, de var unge. (se billeder)

Sammenligningen er ikke helt hen i hegnet, hvilket du blandt andet kan læse om i Aalborg bloggerne, Bag nummerets, interview med bandet.

Efter at Maskinvåd ryddede deres guitarer, bas og forstærkere af scenen, stod kun et flygel og et mikrofonstativ tilbage. I salen sad et forventningsfuldt publikum, der med det samme klappede, da den lille store mand bevægede sig mod scenen.

Jacob Bellens har det hyggeligste udseende og ville egne sig perfekt til børne tv, og han spredte gennem hele koncerten den samme stemning til publikum med sine ?yeah? efter numrene. Vi fik også de første toner fra Cut ‘N’ Move nummeret ?get Serious? hvilken var det første han lærte at spille på klaver.

Det er første gang at Jacob Bellens turnerer alene, han er sikkert også kendt af de fleste som forsangeren fra I Got You on Tape. Jeg er selv mest vild med projektet Murder, som han har sammen med guitaristen Anders Mathiasen, og har ført til to album.

Koncerten startede med nummeret ?Comedy club? fra solopladen ?The Daisy Age?, og som altid fascineredes man af han store stemme, der ikke ligner andres i vort lille land, og som gør sig fantastisk sammen med de lette melankolske melodier. Det er en oplevelse at blive omsluttet af hans musik.

Det var imidlertid ikke en så god koncert, som da jeg sidst så ham med Murder, i Biffen for to år siden. Jacob virkede til koncerterne dengang mere fokuseret, og så er de to plader med Murder bare bedre. Jeg syntes, at hans soloplade er for monotom og tung, og den samme oplevelse havde jeg live – det blev lidt for ensartet og kedeligt.

Men stadigvæk ikke en dårlig koncert, og at blive vugget til ro af Jacob Bellens stemme og musik var en perfekt afslutning på en af de mere fantastiske dage i Aalborgs kulturliv.

– det var fredag! Snart er der billeder fra lørdag og tekst og refleksion.

Se billeder fra koncerten: Billeder fra koncerterne med Jacob Bellens og Maskinvåd

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeder fra koncerterne med Jacob Bellens og Maskinvåd