FØNIX XENONscenen byder op til dans med forestillingen FØNIX

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Vi befinder os i flækken Globe nær Phoenix, Arizona. Det voksne White Trash søskendepar, der består af storebror Keith og lillesøster Stacy, lever for sig selv i trøstesløs social realistisk ensomhed på en lille farm western style. De lever i en hverdag, hvor bunden er fladet ud af trummerummen. Deres eneste selskab er en radiospeaker, der fabler om korte nyheder, vind, vejr og trivialiteter. Af og til kigger den ranglede politimand Jack forbi parret og hilser på, og det er der heller ikke meget spas ved.

Keith og Stacy mistede deres mor i en ung alder grundet dennes selvmord i laden, hvor vores to hovedpersoner stadig bor. Faren overlod Stacy og Keith til sig selv, da de blev teenagere og forlod dem for good. Således lever parret af stort set ingenting, naturalieøkonomi – plus det løse.

En nyhed i radioen

En dag beretter radiospeakeren om at lufthavnen i Phoenix, har sparet sikkerhedspersonalet væk, og der ikke længere er kontrol med kufferter ved transportbåndet. Dette bliver indledningen til et eventyr, hvor søskendeparret beriger sig af indholdet fra tilfældige passageres baggage.

Berigelsen er ikke kun af økonomisk karakter, men det understimulerede White Trash par klæder sig ud for hinanden med kuffertens indhold og spiller små rollespil, som de nu forestiller sig  ejermændene til effekterne kunne tage sig ud. En dag finder de en særlig kufftert, som tilhører en kendt guvernørkandidats frue. Kufferten indeholder en dagbog, og her må vi opfordre læseren til at lægge vejen forbi XENONscenen, for at følge med i hvad der videre sker. Om det ellers så vanvittige gode plots slutning helt holder vand, må publikum selv få lov at dømme i.

Skuespil i topklasse

Selv på landets store scener ses teatralsk skuespilkunst indimellem udøvet. Ofte kan forskellige karakterer og skikkelser få lov til at ”spille komedie” og lidt ”revystyle” besmitter præstationerne. Hvis det er den slags dilettanteri man er til, skal man ikke lægge vejen for XENONscenen og se forestillingen Fønix. Her er nemlig tale og skuespil så ægte, at publikum føler sig trukket hele vejen med ud i ørkenen til flækken Globe. Opsætningen er blevet til ved Peter Mejndor. Og de fire medvirkende skuespillere leverer varen, så man bliver helt i tvivl, om de måske i virkeligheden ikke også er personerne.

Stacy, ”Lille S” – er den husmoderlige lillesøster. Irmelin Rode bider skeer med at være White Trash fyrstinde, for minuttet efter at spille stout guvernørfrue. Stemmeføring, artikulation og kropspositur er strenge der mestres til UG, og få øjeblikke senere er hun den lidt bøvede Stacy igen, der ikke går i vejen for en joint.

Keith, ”K” – er den korpulente storebror. Jan Ulrich Nielsen præsenter os for en toppræstation. Han veksler fra at være den indavlede sure citron der udgyder skidtspande i ansigtet på lillesøster, for så i næste nu, at optræde som snarrådig guvernørkandidat, der kommer med intime bekendelser og vifter med kontrakter.

Jack, Local Sheriff – Vincent Rygaard optræder dejligt ranglet, og opfylder alle forudfattede meninger om politifolk i den del af verden. Omend vi ser den lidt revyagtige spøjse amerikanske betjent, er rollen alvorligt spillet, og kammer ikke over.

Radiospeakeren – David Trappaud Rønne optræder som nyhedsvært, med den kendte nyhedsvært indføling, men også som ”Voice og the Night” der taler til ”de fortabte hjerter hos lytterne i den kolde ørkennat!”. Igen får realismen plads, og overtages ikke af klovnerier.

Spiller t.o.m. 17. november.


Bag om XENONscenen

XENONscenen er et projekt, der for få midler giver plads for talentudvikling og platform for nye navne på gulvbrædderne. Projektkoordinerende leder for TeaterHUSET Kent Tonsgaard, fortæller om den ultraflade 50/50 politik der tilstræbes.

I træskolængder kan publikum besætte op mod 150 pladser hver aften i de få uger forestillingen er oppe, og skuespillerne får altså den ene halvdel af indtægterne og markedsføring/PR og administrationen den anden. Budgetterne er ikke store, men baren og teatersalen frembyder en ”feel good” stemning, hvor både aktørerne foran og bagved scenen anerkender hinandens roller.

Vi håber på, at vi på kulturformidleren kan bringe mere indblik i ”den hemmelige ild” der brænder i dette vækstlagsteater i kommende artikler og anmeldelser.

Værd at vide

Huset i Magstræde
Rådhusstræde 13
1466 København K

Hjemmeside: teater-huset.dk

Hjemmeside: huset-kbh.dk


Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.
Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…