Flensborg guide. Historie, oplevelser og shopping tæt på grænsen
Jeg holder af Flensborgs unikke charme. Første gang tog jeg bare en billig Airbnb-overnatning i forbindelse med vandretur ad Gendamerstien på vej mod Sønderborg. Men byen overraskede mig så meget, at jeg genbesøgte byen denne sommer. Denne gang blev det til to overnatninger i bedre – og dyrere – omgivelser.
Læs også: Første dag på Gendarmstien.
1864 er lang tid siden, men man fornemmer stadig den danske fortid. Det danske mindretal udgør nogle steder ca. 25% af befolkningen, og nogle gange slår butiksindehaveren eller en ansat over i dansk. Det er temmelig unikt. Du kan se det i gadenavnene, høre det i dialekten og mærke det i stemningen. Flensborg er grænseland på den bedste måde.
Historie. Fra Istedløven til gamle byporte
Flensborgs historie skal du ikke lede efter på museum, den ligger lige foran dig i byens gader.
Istedløven & Museumsberg
Istedløven står på kirkegården nær Museumsberg, og det er svært ikke at få gåsehud, når man tænker på, hvad den har repræsenteret gennem tiden. Museet giver en fin introduktion til Jugendstilen og byens historie. Udsigten over Flensborg Fjord er svær at slippe igen.
Museumsberg 1, 24937 Flensborg | museumsberg-flensburg.de
Det tyske hus
Facaden er så imponerende, at man får lyst til at tage en ekstra runde om bygningen. Jeg drømmer stadig om at se den store sal indefra, men måtte nøjes med 51 Stufen-biografen (se længere nede). Det er ikke en dårlig erstatning.
Südermarkt 12, 24937 Flensborg | events-flensburg.de/deutsches-haus-flensburg
Den gamle byport & Det danske bibliotek
Fra Christian IV’s byport til et bibliotek med hylder, der dufter af bøger, cd’er, DVD’er og dansk kulturhistorie. Dette sted vækker minder om bibliotekerne fra min ungdom. Det er den højeste ros, jeg kan give.
Norderstraße 59, 24939 Flensborg | dcbib.dk
Mad og drikke
Fischhytte
Jeg stod 40 minutter i sol og regn for en backfisch, men det gjorde (næsten) ikke noget. Duften af bagt fisk og havvand, lyden af tyske ordrer i køen efterfulgt af et mojn, og den enkle og delikate smag af sprød fisk og frisk salat i et stykke Brötchen bagefter. Det er Flensborg i en nøddeskal.
Schiffbrücke 37, 24939 Flensborg | museumshafen-flensburg.de
Hafenküche
Jeg har en svaghed for steder, der skifter menu efter, hvad der er friskt og i sæson. Hafenküche ramte plet! Smagsfuldt, enkelt og lige ved havnen.
Schiffbrücke 40, 24939 Flensborg | hafenkueche-flensburg.de
Onoma Coffee
Tre ristninger, tre forskellige smagsprofiler. Jeg gik efter latte med cacao-noter, min hustru tog den frugtige, og vi kunne begge smage forskellen. Den bedste kaffe jeg fik i Flensborg.
Angelburger Str. 36, 24937 Flensborg | onoma.coffee
Frittenwerk
Kæden kan virke tilfældig i et bybillede som Flensborg, men deres poutine er alt andet end kedelig. Perfekt til en hurtig bid, når man har gået byen tynd.
Da jeg besøgte Dusseldorf i 2023, blev jeg anbefalet Frittenwerk på YouTube, hvor franchisen startede. Siden har er poppet op med restauranter over hele tyskland.
Holm 33, 24937 Flensborg | frittenwerk.com
Oplevelser
Søfartsmuseet
Et lille museum, hvor man kan gå på opdagelse i byens maritime historie. Ikke alt er lige spændende for alle, men bygningen i sig selv er charmerende. Du kan komme gratis derind med en kombibillet, der også gælder Museumsberg.
Schiffbrücke 39, 24939 Flensborg | schifffahrtsmuseum-flensburg.de
51 Stufen
Jeg finder det både interessant og afslappende at gå i biografen i udlandet. 51 Stufen er et nik til Hitchcocks ’39 Steps’. Vi så ‘One to One: John & Yoko’ for under 7€. Mange film er på tysk, men heldigvis er de fleste engelsktalende film kun med tyske undertekster.
Südermarkt 12, 24937 Flensborg | 51stufen.de
Shopping & hygge
Rote Strasse & WeinStube
Efter 51 Stufen gik vi ud i den friske aftenluft, drejede ned ad Rote Strasse og endte i WeinStube. Bindingsværk, stearinlys, god øl og vin sammen med en lækker flammekuchen. Nok ikke de de spiste i middelalderen, men du føler dig suget tilbage dertil.
Rote Str., 24937 Flensborg | weinstube-flensburg.de
Brætspilsbutik Gandalf
Her kan du opdage spil, du aldrig har hørt om, og som sandsynligvis aldrig bliver oversat. Det er et lille mekka for brætspilselskere. Jeg sparede en del kroner, og bliver bedre til tysk som bonus.
Holm 45, 24937 Flensborg | hoher-spielwert.de/gandalph
Petuh Boutiquehotel
Et lille hotel i en stille sidegade, hvor morgenmaden bliver lavet på bestilling, og foyeren føles som en forlængelse af stuen. Det er et sted, vi glædede os til at vende tilbage til efter en lang dag i byen.
Wilhelmstraße 4, 24937 Flensborg | petuh.de
Jeg håber, mine Flensborg-tips er nyttige. Uanset om du er til historie, mad eller bare en god kop kaffe, har Flensborg noget at byde på. God tur over grænsen!
Mojn!
Første udgave af indlægget blev publiceret 23. juli 2020.





