Den Store Thomas Winding udstilling

♥︎♥︎♥︎

For 10 år siden døde hele Danmarks hyggeonkel nummer ét. Alle børns Thomas Winding (1936-2008) gik bort. Det sidste vi så til Thomas Winding, var et interview på DK4 ved Johannes Møllehaves hånd. Her er den syge Thomas Winding meget åben om sin uhelbredelige tilstand, og meget rørt over for den afsked med publikum, der ligger i et sådant interview kort før sin død.

Det er så meget voksne ikke forstår

Vi husker alle hans fortællerstemme. Undertiden blev den beskrevet som fløjlsblød, men ville velour ikke også kunne gøre det? Windings voiceover var ofte, med en ironisk gennemskuelig gnist af underforstået indspisthed. Hans store force var at han formåede at ?tale op? til børn, og han strammede endda skruen i nogle historier, hvor han fortæller lytteren at ?de måske ikke kan forstå historien, da den jo også er lavet til helt små børn!?. Temaet var tit noget med, at barnet selvfølgelig var langt klogere end de voksne, og kunne nemt tage den uudtalte drejning, at helt små børn er langt kvikkerere end de voksne og outsmarter dem med mange meter.

Goda’ Goda’, sendt på DR i 1981

Måske ligger Thomas Windings antagelser ikke langt fra virkeligheden. Hvis ikke man har opdaget det endnu, så er børn er faktisk klogere end man tror. Ironi, sarkasme og sort humor ligger ikke langt fra dem. Og samtidig har de en uspoleret fantasi, der ikke lader sig dikterer af konforme grænser eller almindeligheder. Det var den mesteren Winding spillede op imod på sin boldbane. Og jo da, selv helt små børn ved udmærket godt hvornår det er tid at pive og hvornår det ikke er, og hvem de skal driste sig til at give et lille smil, og hvem de skal være lidt påholdende overfor.

Thomas Winding kan skrive mange titler og arbejdsopgaver på CV’et. Forfatterskabet fylder meget. Og at Winding er med i det nystartede opbrud i 60’erne, og derved opnår ansættelse og anerkendelse i monopol TV’ets tid i årene fra 1963 til 1983 på Danmarks Radio B & U afdeling, er uden tvivl det der fylder meget i velvoksnes danskeres bevidsthed. Her vil vi i flæng pege på nogle højdepunkter, på det righoldige udbud fra den Windinske buket.

?Farvel – jeg hedder Kurt?

Datteren Alberte (f. 1963) spiller en 6 årige pige, i serien ?Farvel – jeg hedder Kurt?. Serien er fra DR 1972, så Alberte må nyde den bet at spille et par år yngre end hun i virkeligheden er. Igen ses verden fra barnets øjenhøjde, og er måske nok en serie for børn, men måske samtidig en lærestreg til mange forældre serveret med bidende ironi og humor.

Albertes forældre er fortravlede og ?skælder ud? og er ?sure? voksne der vil sove længe. Det skal siges at man som seer egentlig udmærket kan se, at forældrene blot er helt almindelige voksne, der slapper lidt af om søndagen inden arbejdsugen starter på ny, og at faren Olof Nielsen i en ung rolle, og den søde unge mor i 70’er look, gør deres bedste, men sådan ser ?barnets øjne? ikke på det.

Alberte Winding i Farvel jeg hedder Kurt, sendt på DR i 1972

Det evige stress og jag bliver for meget for Alberte og et Pippi Langstrømpsk oprør ser dagens lys. Alberte tager en radikal navneforandring til drengenavnet Kurt! Kurt flytter fra hjemmet trygge arne, ned i en jolle for sig selv. Og så kan de voksne ellers passe sig selv og deres stressede hverdag, det angår nemlig ikke længere hende og hendes exit ud i friheden er med maner: ?Farvel ? jeg hedder Kurt!? bliver det meddelt forældrene  – så altså et pænt ?Farvel?, og oplysning om at hvis de skal finde hende igen hedder hun altså ?Kurt? fra nu af. Uden at afslører for meget, tør vi godt røbe at forældrene får en ?øjenåbner?, og ender da også med at skrotte hus og arbejde, og flytte ind i Kurts jolle og påbegynder en jordomsejling.

Vores allestedsnærværende børnepædagog Astrid Lindgren har sikkert været kigget i kortene i Windings produktioner, men det bliver det ikke dårligere af. Serien ?Farvel – jeg hedder Kurt? er samtidig et eksempel på, at nok var aktørerne danske men, i stedet for at lade dem fremfører replikker høres de kun svagt i baggrunden og Thomas Winding ?genfortæller? historien og kommer også med små indspark til seeren så som: ?Her kan du se….? eller ?Måske ka du få øje på…??. En hyggeonkel rolle og underviserens rolle på samme tid.

Op på ørene – vi er kørende

Vi kommer ikke udenom produktionerne sammen med vennen og kollegaen Poul Nesgaard (f. 1952). Her husker vi ?Op på ørene ? vi er kørende? fra slut 70’erne. Her stod begge herre for plot og ballade, men Nesgaard har aldrig lagt skjul på at Winding var kardanakslen.

Her var den unge Poul Nesgaard ofte den ?dumme journalist? eller var bare ?almindeligt fjollet?, fordi han jo var så ung og så indtog den lidt ældre Thomas Winding rollen som den alfaderlige, fornuftige og indsigtsfulde figur. Makkerparret klingede bare. En slags moderne klovne i hverdagstøj, med indbygget skjult opdragelse af den unge seerskarre.

Det uprøvede tv-medies grænser, prøves af med nytænkning så det batter. Selv husker jeg at Thomas og Poul har en problemstilling de diskuterer i et program ? jeg huske ikke hvilken, men noget med hvad film de ville vise eller sådan noget. Makkerparret bliver enige om, at spørge seerne til råds. De taler ind i kameraet og beder om en håndsoprækning for at tilkendegive sin holdning til emnet der er i spil. Måske var det valget mellem at se en reportage fra en fagforeningskongres, eller at se tegnefilm.

Poul Nesgaard interviewer en beboer i Omvendtslev

Jeg var ca. fem år dengang jeg viftede med begge arme og stemte højtideligt på tegnefilmen, mens Poul og Thomas talte stemmer sammen gennem kameraet hjemme i folks stuer. Da de konkluderer at der er overvældende flertal for tegnefilmen og peger op i hjørnet af skærmen og siger: ?Ham der oppe er helt vild for at vi skal vælge tegnefilmen?, rammer det mig lige i hjertekulen og jeg bliver en blanding af rørt og noget andet udefinerbart over at de sådan lytter så meget til min intense stemme hjemme i stuen. Jeg husker stadig jeg tænkte på ?om det nu helt kunne passe, at de sådan kunne kigge ind i stuen med deres kamera??. Men faktum var jo, at det gjorde de i hvert fald.

Omvendtslev var byen de to fostrede, hvor alt var baglæns eller på hovedet. Det at fortælle løgnehistorier blev betragtet som sandt. Det var banebrydende tv, og mange realityshows i dag, synes at forsøge at gøre Omvendtslev kunsten efter. I et andet program præsenteres vi for en ledning, der hænger ned fra selveste himlen med en pære i. Ledningen og pæren bestemmer vejret, og det er strengt forbudt så meget som at berører ledningen flabler Poul Nesgaard løs om, stolpe op og stolpe ned, med instruktør Winding i baggrunden. Flere gange er han selv lige ved at hive i ledningen, og til sidst lykkedes det ham da også at rive den helt ned fra himmelen, og et uvejr bryder løs.

I Nettokøen med Poul Nesgaard

Endelig skal ikke glemmes, at jeg for et par år siden delte Nettokø med Poul Nesgaard. Jeg fortalte ham, at jeg var bange for at stå i køen. Og Poul ville, som den venlige herre han er, gerne vide hvorfor jeg var bange for at stå i køen. Jeg fortalte ham om ?smittefaren?. Og han forstod udmærket godt mit hint, og virkede faktisk beæret over at hans og Windings knap 40 årige gamle joke med ?Danzuensasmitten? stadig hang ved. ?Det var i 1978!? fortalte han med sin sprinklervæske i hånden.

Thomas Winding og Poul Nesgaard får Danzuensa

Den Store Thomas Winding udstilling

På Den Store Thomas Winding udstilling, kan man få et indblik i al det og meget mere. Hunden Mester, Super Carla, Lille Bamse og alt det andet gøjl er repræsenteret.

Selve udstillingen føler jeg dog ikke formidler det høje niveau af denne magiske storytellerverden, som med rette kan tilskrives Thomas Winding. Udstillingen virker lidt for fokuseret på det faktuelle, med årstal og kolde fakta. Eventyret lader vente på sig. Der er en række fladskærme med tv-udsendelser og interviews, men ikke et rum med dæmpet belysning, hvor man kan ligge med lukkede øjne og lyttet til de mangfoldige indtalte Thomas Winding historier, og hvor lytterens indre filmstrimmel kan give slip.

At man har valgt, at sætte høretelefoner op alle og enhver kan benytte i vores oplyste bakterieorienterede tidsalder er mig en gåde. At man har valgt at sætte en række skabe og skuffedarier op, som man nysgerrigt især som barn, gerne må kigge og rode i, er mig ikke en gåde, men at skufferne binder og sidder fast er mig en gåde. Kære Kgl. Bibliotek send en altmuligmand ned på mandag med en høvl og lidt stearin ? det plejer at hjælpe.

Thomas Winding får seks hjerter ? udstillingen om hans mangfoldige bedrifter fremvist på Den Sorte Diamant får 3 hjerter.

Værd at vide

Udstillingen kan ses frem til den 2. februar 2019