Skammens Vogn til 48 timer festival

Den Hirschsprungske Samling

Den Hirschsprungske Samling ligger næsten bogstaveligt talt i skyggen af Statens Museum for Kunst, på den anden side af Østre Anlæg, i en smuk lille bygning. Museet rummer dansk kunst fra 1800-tallet. Enkelt sagt fra Guldaldermalerne t.o.m. Skagensmalerne.

At værkerne ikke hænger på Statens Museum for Kunst skyldes, at de tilhørte tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans hustru Paulines private samling. Parret donerede værkerne til staten i 1902, og tak for det. Det betyder også, at der råder en anden stemning på Den Hirschsprungske Samling end på SMK (Statens Museum for Kunst). Museet er mere intimt med de små rum, der omkranser tre større udstillingssale i midten af museet.

Mere end ved første øjekast

Værkerne er udstillet i kronologisk rækkefølge. Umiddelbart havde jeg mest lyst til at springe de første malerier med portrætter af datidens borgerskab, bøgetræer, bondemotiver osv. over. De naturalistiske malerier er godt håndværk, men emmer ved første øjekast ikke af stor kunstnerisk kreativitet.

At det ikke er tilfældet blev jeg klogere på, da jeg fik udleveret en gratis lydguide. Eksempelvis fik jeg ved ?Interiør fra Amaliegade? af Wilhelm Bendz at vide, at maleren havde valgt at male sin ven, der er læge, med en blødende tå uden at denne lader sig mærke med det. Det er da god humor.

Det gjorde, at jeg blev jeg mere opmærksom på detaljerne i de andre malerier. Så det nu i virkeligheden sådan ud på Fyn i gamle dage? Har maleren tilføjet noget i portrættet, der viser noget om, hvordan den portrætterede var som person? Som at lede efter fake news på sociale medier

Dedikation og nænsomhed

Den Hirschsprungske Samling har en række trækplastre. Bl.a. ?Pigen i køkkenet? af Anna Ancher, ?Sommeraften ved Skagens strand? af P. S. Krøyer og ?Læsende ung mand? af Vilhelm Hammershøi. Det var foran de malerier, jeg brugte længst tid, og de har også fået nogle flotte placeringer i museets midterste sale.

Jeg har ikke noget imod store museer med mange værker. Men du kan ikke undgå at mærke, at Den Hirschsprungske Samling besidder en dedikation, et fokus, en nænsomhed for dets egne værker, som du ikke finder på Statens Museum for Kunst, Arken osv. En oplevelse jeg også havde på Sammlung Scharf-Gerstenberg.

Den Hirschsprungske Samling er et must for alle som interesserer sig for dansk kunst. Museets størrelse gør også, at det er en perfekt begyndelse til den utrænede museumsgæst.

Værd at vide

Den Hirschsprungske Samling
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Hjemmeside: hirschsprung.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skammens Vogn til 48 timer festival