Loader

Søg og du skal finde

Charlie Scotts Copenhagen Jazz Festival Højbro Plads København Københavns musik Sørens Værtshus Vandkunsten

Copenhagen Jazz Festival i det 20. og 21. århundrede

Gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder. / Foto: Copenhagen Jazz Festival

Jeg har været til en masse jazzfestivaler……Lige netop så mange at de ligesom bare flyder sammen til en lang Jazzfestival.

Jeg husker Larry Graham på Islands Brygge, hvor jeg var backstage. Jeg husker Rosa. legenden fra Brasilien på Jazzhouse i Niels Hemmingens Gade, der var det års største navn.

Nulle og Verdensorkestret på Vandkunsten

Af årlige tilbagevendende gengangere kender vi Nulle og Verdensorkestret og ikke mindst Fessor, på Vandkunsten lørdag Kl. 16.00 og 9 dage efter søndag kl. 16.00, til jazzfestivalsafslutning hos Vicky på Sørens Værtshus, der kæmper med at få kunderne til at betale og ikke selv tage drikkevarer med. (Når man sådan får open-air gratis koncert, så medbring ikke drikkevarer hjemmefra please – tænk på Vickys 10.000 kroners regning til musikken-og husk at betale for din stol!).

For år tilbage mødte fruen og jeg en ”rar” ældre herre sidst i firserne, der dukkede op omkring  fem minutter i 16-tiden hos Vicky på Vandkunsten til årets store Nulle-begivenhed. Han kæmpede sig vej gennem de propfyldte rækker, og stoppede op ved os. Alt var optaget. Ikke en stol eller skammel tilbage, ja måske end ikke ti kvadratcentimeter tilbage, hvis det ikke lige var fordi. der rent faktisk var ti gange ti centimeter lige ved siden af os.

Han smilede venligt og spurgte, om han måtte sidde ved ”det unge par”. Vi nikkede og sagde ”Ja da…” endskønt der absolut ingen ledig stol var. ”Spiller ingen rolle” replicerede han, og åbnede sin stok, der indeholdt en praktisk stol han lige klappede ud, der mindede om den lystfiskere og jægere bruger. Vi sad fint sammen og nød de gamle Nulle-numre med ”Emil fra Lønneberg tema” og ”Tyrkeren”, der vrider Nulle-Klarinetten rundt på ekvilibristisk vis. Ofte er det ligesom klarinetten tager over og svinger rundt med Nulle og spiller på ham. Og Nulle skærer grimasser og ser betuttet ud over, at klarinetten nu har bestemt sig til at spille den eller den lyd – lidt som i Peter Bastians bog ”Ind i musikken”, hvor nodelinierne snurrer rundt og vrider sig, og konkurrerer om pladsen med becifringer og faner. Og midtpunktet charmerende Louise, synger ”Fly with me” i hendes sommerkjole med blomst i det store sorte krusede anisetteagtige hår.

Efter første sæt fortalte den navnløse gamle mand os, at hans hustru gennem over 60 år var på plejehjem med Alzheimers i Vangede og at han besøgte hende hver dag. Han berettede også om, at han i en sen alder var blevet glad for indernettet (Internettet) og havde lært det at kende på en kulturnat.  Vi har efterfølgende mødt ham til de to Verdensorkestre koncerter hvert år. Og hvert år det samme stop med stokkestolen og venlig konversation. Efter vel 8-9 sæsoner i træk håber vi mange år endnu at møde vores gamle ven, også her i 2017.

I Kongens have

Et af de andre store tilløbsstykker er A-Team, i Kongens have, med Niels Jørgen Steen ved rorpinden, om Søndagen Klokken 16.00. I A-Team ses den største nulevende danske Jazz-Legende Jesper Thilo med sin Sax. Og den kære A-Team dirigent kendes på sin lave mikrofonstemme til intro af numrene, ofte lyder NJS således: ”Og det …æste..der…pot..ir….edder… brummebrumme…som……ime bul…”, eller ” Og så ….al ..ører….mumle mumle…amle….uk…Ellington…n nummer….brumme”. Og så giver orkestret den ellers på alle tangenter. Her er der altid overraskelser i form af prominente gæstesolister – Et år sås Micala Fuglekvider Petri her, selv om alle troede, hun var gået fløjten.

Hvis vejret er til det, kan man få – som jeg fik et af årene – afbrændt sin overkrop, af solen, så man er nødt til at nyde ”After Sunens” forjættende egenskaber 14 dage efter. Modige modne damer ses også i bikini eller badedragter. Som bekendt er danskerne ikke udygtige, når det gælder pakning af madkurve og tæpper. Atter andre medbringer selv stole til det samme, nogle med indrykket kopholder til øllen og hvidvinsglasset.

Kongens Have er en rimelig stor have, men finurligt nok kommer man, år efter år til at sidde sammen med de samme mennesker fra sidste år – temmelig spøjst, men også hyggeligt. Det er nærmest som mange dyrearter, der ofte vender tilbage til nøjagtig samme habitat på dato år for år. Så nikker man til hinanden og smiler og udveksler jazz-erfaringer, og spiser de obligatoriske kirsebær. Niels Jørgen Steen slutter af med at sige, at de kun spiller de ti dage om året til jazzfestivalen og at resten af året holder de fri (NOT), og sluttelig at de er blevet for gamle til at gå ned og komme op igen, så de spiller ekstranumrene med det samme.

På PalæBar i Ny Adelgade

Åbningen af Jazzfestivalen finder sted på PalæBar i Ny Adelgade. Som navnet kunne antyde, ligger baren ikke i Palægade, men havde telefonnummer PALÆ 4271 i gamle dage. Her mødes alle (os), der er noget ved musikken eller i hvert fald gerne vil være det, fredag kl. 14.00 til uddelingen af PalæBar prisen til en jazzmusiker. Gaden udenfor baren bliver nærmest spærret af og der er ølkusk og pruttende bryggerheste med muleposer og ægte dampende hjemmelavede lune hestepærer. Der bliver uddelt gratis fadøl og vin, og følgelig en gadelang kø til de frie godter.

PalæBar er et samlingspunkt for gamle lidt halvsnallerede journalister, som ofte er et hyggeligt folkefærd. Der tales om gamle dage, sure chefredaktører og scoops, mens man slås om skamler, griner og having a good time. I den lange kø falder man nemt i snak med godtfolket. Der var en pensioneret rejseredaktør fra EB et af årene, der berettede om sine USA minder, fra kolde håndbajere i brune poser i New Orleans til udendørs boblebade i San Francisco bugten, og et USA damebekendskab der i månedsvis havde anset ham som mulig far til hendes gravide mave, hvilket senere skulle vise sig at være en and, da barnet havde afrikanske aner ved sin ankomst. Han underholdt også med, at i chefredaktør Gades tid på EB, blev Falbert ansat som den uartige dreng, der på bladets vegne kunne gå i fængsel om nødvendigt – flinke fyre, mens andre chefredaktører skulle være nogle ”skiderikker”.  En anden gæst fortalte om hans kendskab til kunstneren Degas (som han udtalte DeGas-ligesom i ordet gas). Alle PalæBars medarbejdere og deres familier er vist indkaldt til overarbejde netop denne ene særlige dag hvert år. Selv deres vinduespudser Flemming er med i kulisserne med udskænkning af øl og opsætning af parasoller plus diverse. Ud over det tror jeg ikke, jeg kan mindes ikke at have set Jens Navntofte og Hans V. Bishof som gamle monopolhelte, eller Hr. Filminstruktør Christian Doktor Lummerkrog Braad Thomsen, på PalæBar klokken 14.

I Nyhavnsankeret

Endelig er der Nyhavnsankeret, som meget praktisk har lagt sig i Nyhavn. Ofte badet i sol eller silende regn og med en intim lille scene, som er ladet fra en lastbil. I årevis var pauserne mellem de forskellige sets afbrudt af en lille hatteklædt lidt sur dame fra ”Copenhagen Harbour Jazz”, som opfordrede tilhørerne til at købe mere øl. Hun kiggede vredt rundt på tilhørerne og råbte op om, at musikken ikke er gratis og den slags.

Hmmmm….det er jo nok muligt, men hvorfor havde hun så ikke, som orangehårede Vicky fra Sørens, sat stole op, så man ligesom på en mere gennemskuelig måde kunne føle sig forpligtet til en investering i et plastikkrus fadøl.

Hos Charlie Scotts i Skindergade

Charlie Scotts på Skindergade jazzer det meste af året rundt og selvfølgelig big time til festivalen med nye arrangementer hele tiden. Og der er upstairs jazz med beskeden entre og søde tjenestepiger. Charlie Scotts er en genopståen af Long John på Købmagergade, som har aner tilbage til en gammel landsholdsspiller (…noget med OL i 1948), der investerede sine fodbold penge i en jazzklub og som i sin nuværende form nu ligger på Skindergade 45. Der findes endda en klub for jazzelskere dér ved navn Long John klubben.

Et af årene kunne opleves svenske Mattias Nillson på Roland/Gaffatape Pianoet med bassist og mundharmonikaspiller, og ingen ringere end Janus Tempelton på trommer. Tempelton ses ofte spillende med Jazzens største navne heriblandt ikonet Christina von Bülow. Bassisten kiggede misundeligt på mundharmonikaspilleren, der misundelsesværdigt nok, kunne have sit instrument i skjortelommen, mens bassisten må hyre en lille lastbil til sit instrument. På Charlie Scoot er der tale om rigtig New Orleans jazz, hvor der jammes og improviseres og for alvor laves udfordringer musikerne imellem – grænserne flyttes og overskrides ganske enkelt med Funk, Swing, Trad, Blues & Brassband – som de understreger i deres lille tryksag.

På Højbro Plads

I modsætning hertil stilles der hvert år en scene op på Højbro Plads. Her kommer der overpolerede faste bands med stive uniformer og spiller efter noder. Alt, hvad der hedder improvisation er pillet af . Der er tale om en iscenesættelse,  der ikke kan siges at have meget med jazz at gøre, nærmest lidt Bedemands logebroderagtigt, med fast tilrettelagt program og sure miner.

Med hele fire scener slår Huset-KBH på Rådhusstræde rekorden. Gårdscener er gratis med Lady og Vagabond stemning og fadbamser til en halvtredser. Til en af koncerterne introducerede musikeren fra Installation Of An Electric Stone Age:  ”Nummeret vi nu skal høre hedder

Columbus…jeg gentager Columbus” efterfølgende oven på det fantastiske instrumentale nummer, spurgte han om, hvem der kunne huske hvad nummeret hed? Jeg svarede højt: ”Columbus….Jeg gentager Columbus”….alle grinte, da nummeret jo blot hed ”Columbus”.  Musikeren grinede med og understregede, at hvis jeg var så vittig, kunne jeg vel også nedlade mig til at delagtiggøre forsamlingen i, hvornår Columbus opdagede Amerika……”1492” svarede jeg.  Nu stod den 2-0 til mig, måtte musikeren indrømme og stillede efterfølgende et sidste spørgsmål nemlig, om jeg kunne sige ”1492” på spansk, hvilket jeg ikke kunne………..så stillingen endte med 2-1 til undertegnede og bandet gjorde klar til næste nummer: ”Den rødflettede skov”.  Ud over Gårdscenen er der scener indendørs med navnene: Haut, Musikcafeen og Relations – her præsenteres alt fra useriøst eksperimentelt jazz til Jesper Thilo Galla Jam.

I Sørens (Vickys) Værtshus

Og som sagt slutter festivalen mere eller mindre af ved 18.00 tiden på Sørens (Vickys) Værtshus, når Nulle, Ole ”Fessor” Lindgren, Mads Hyhne (basun) Daniel Frank (bas), Bjørn Otto (Trommer), Marko Martinovic (klaver) og som rosinen i pølseenden Louise Albæk (Prinsessegade 55) takker af for denne gang til deres trofaste år efter år publikum, der altid tæller gassen Franz Bakerly. Repertoiret byder på Kai Normann Andersen, en hel del andet og John Mogensen. Og Nulle trækker et stykke fløjl ned gennem klarinetten med hans Frederic Chopin solonummer.

Der jazzes igennem til den årlige 10 dage lange festival, og for dem, der ikke kan få nok jazz, har hotel Savoy gennem mange år arrangeret morgen jazz med duoen ClassJazz. Her er det musikeren Peter, der som den eneste holder stilen med smoking, butterfly og skræddersyede shorts til smokingen, og hans kæreste Berit der bidrager med satinblød sangstemme og looks.

Og misser man noget, kan man blot tage til Århus Jazzfestival ugerne efter eller vente et helt år.

Værd at vide

Copenhagen Jazz Festival
Foregår hvert år i juli
Hjemmeside: jazz.dk

Copenhagen Jazz Festival i det 20. og 21. århundrede was last modified: by
Tags

Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked *