Berlin har sit eget museum for computerspil. Beliggende nederst, i et hjørne af et af de store stalinistiske højhuse, på den imposante Karl-Marx-Allee. Som gamer er et museum for computerspil umiddelbart et oplagt mål. Det lille museum byder på en historisk gennemgang af spil og maskiner. Bag glas bliver gamle spilkassetter og -maskiner vist frem. Historien er forsøgt fortalt så intuitivt som muligt. Med joysticks kan man vælge mellem forskellige interviews og film. Men det bliver hurtigt kedeligt. Man har jo lyst til at spille computerspil på et computerspilsmuseum.

Fortiden genskabt

Museumgæsterne flokkes også om den lille, gennemførte arkadehal, som i den dunkle belysning kan byde på originale maskiner med ‘Frogger’, ‘Hang On’, ‘Bad Lands’ og ‘Gauntlet’´- fire spiller udgaven. Dog er joysticksne temmelig slidte.

5 Computerspielmuseum - kulturformidleren.dk

Den bedste oplevelse er fire små rum med hver deres spillemaskine; gammel træbeklædt Atari, Commodore 64, NES og Playstation 1.

6 Computerspielmuseum - kulturformidleren.dk

Rummene simulerer værelser fra maskinernes tid med tidstypiske plakater, møbler og andet boligudstyr. Det giver virkelig følelsen af at træde ind i en tidslomme! Oplevelsen af at spille Super Mario på et småflimrende billedrørs farvefjernsyn, i et drengeværelse med klistermærker på døren, er en helt anden, end når jeg spiller spillet på min Nintendo 3DS.

Bag glas

Er computerspilsmuseet et besøg værd? En væsentlig grund til at jeg spiller computerspil er, at jeg for en stund kan lade virkeligheden ude og bevæge mig ind i et andet univers. Når de gamle maskiner står bag glas, opstår der naturligvis en distance, som kalder minder frem, men ikke genskaber oplevelsen.

4 Computerspielmuseum - kulturformidleren.dk2 Computerspielmuseum - kulturformidleren.dk3 Computerspielmuseum - kulturformidleren.dk

Jeg vil anbefale museet til forældre (fædre), som ønsker at vise de gamle maskiner frem for deres børn. For alle andre er der ikke den store grund til at hive de 8€ op af lommen, medmindre man er nostalgisk anlagt.

Værd at vide

Computerspielemuseum
Pris: 8€, studerende 5€
Karl-Marx-Allee 93A
U-Bahn station: Weberwiese
Hjemmeside: www.computerspielemuseum.de