‘Breaking Darkness’ i Nikolaj Kunsthal

for 2 uger siden

Jeg var i Nikolaj Kunsthal på en af de forårdage, hvor solen insisterer på at blive, og hvor jeg egentlig burde sidde med en øl ved kanalen hvis det ikke var fordi at onsdag betyder gratis entré. Grunden var, at jeg kunne genbesøge Lars von Triers filmiske univers. Ikke hans mest brutale sider, som ‘The House That Jack Built’ som i sin tid blev præsenteret for mig af Bjarke Ingels, hvilket er en anden historie – men de mere æstetiske og smukke film som ‘Europa’, ‘Breaking the Waves’, ‘Dancer in the Dark’, ‘Dogville’ og ‘Melancholia’.

‘Breaking Darkness’ breder sig ud i Nikolaj Kunsthal som en dunkel meditativ rejse – ikke som et spektakel, men som en sagte dirren under overfladen. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Zentropa og Jens-Otto Paludan, med scenografi af Philip Sacht og et skarpt blik fra forfatter Sofie Riise Nors. Den består af fem stedsspecifikke installationer fordelt over kirkens tre niveauer, og selvom Lars von Trier ikke selv har været involveret, hviler hans æstetik tungt i rummet – som et genfærd med hang til undergang

En kirkegang gennem katastrofen

I stueetagen møder man ‘Melancholia’. Rummet er iscenesat med en nøgtern præcision: røg, lys og en spinkel tipi i et hjørne minder om filmens sidste tilflugtssted. Til venstre, langs væggen ser man efterlandenskaber fra en fest. Men det er især rødderne – de, der kravler ind gennem kirkens runde vindue – der får det hele til at vibrere. Som naturens tavse hævn, der med en rolig vedholdenhed forbereder sig på at kvæle os, dens fredsforstyrrere.

Læs også Stanley Kubrick – The Exhibition.

Trappen op ledsages af en nedtælling og urovækkende øjne fra ‘Europa’. Det er, som om man træder ind i filmens hypnotiske rækkefølge. På første sal findes udstillingens mest museale indslag: stillbilleder og manuskript fra ‘Dogville’, stilfuldt præsenteret i montre. En motorcykel står i det sidste rum med scener fra ‘Breaking the Waves’ projiceret på væggen. ‘Dancer in the Dark’ er også repræsenteret, om end mere subtilt i det øverste galleri.

En afdæmpet, men intens oplevelse

Udstillingen formår at holde en afdæmpet, men intens tone. Den overforklarer ikke, men antyder og lader stemningen være bærende. Enkelte installationer, som ‘Dancer in the Dark’, føles nærmest fraværende og kunne have fortjent mere opmærksomhed. Men helheden er overbevisende.

‘Breaking Darkness’ gør ikke stort væsen af sig, men det er netop dens styrke. En stramt kurateret og tankevækkende installation, der viser en anden side af von Trier. Anbefales til dem, der søger stemning frem for effekt. Også for dem, der ikke nødvendigvis er fan af Lars von Trier.