3. stop fra Gug

♥︎♥︎

Dette indlæg vil sikkert provokere nogle, irritere flere. Men jeg syntes ikke at 3. Stop fra Gug er sjovt! Så er det sagt. Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker at være fan af 3. Stop fra Gug. Jeg har givet det flere chancer ? men nu har jeg givet op.

3. stop fra Gug har skabt sig en stor fanbase, og til Transformators sæsonstart i lørdags, formåede de at fylde hele store sal med et oplagt og forventningsfuldt publikum.

Denne gang var det stykket Romeo og Julie, som blev taget under behandling. Skuespillerne var med band, og udover kostumer og rekvisitter stod en kasse øl klar til at holde showet kørende.

Præmissen for 3. stop fra Gug

Måden 3. stop fra Gug foregår på, er ved at skuespillerne får hjælp fra publikum til at råbe scener, situationer og roller som de så skal spille. Det er sjovt i det korte øjeblik, hvor man tænker på, hvad det kan udvikle sig til, men det bliver sjældent så sjovt, når det spilles.

Det skyldes helt sikkert det spontane. Når rollerne skal formes med det samme scenen er talt, falder skuespillernes valg naturligt på stereotyper, som en inder med fjollet accent og en teenager tøs, der hører Medina. Klichéerne vælter ud på scenen, godt nok kækt gjort, men ikke særligt originalt og sjældent overraskende. For hvor sjovt er det at gøre grin med en kliche?

Dramaturgi?

Der er intet drama, der er ingen udvikling. Dvs. udover cue card teksterne på lærredet bagved, der ikke altid overholdes – og scenerne slutter ikke, når handlingen skal føres videre, men når der ikke kan arbejdes mere på vittigheden.

Det skal være sjovt, det skal være løssluppent og skal være uden nogen regler!  Jeg syntes i stedet, det hele virker meget konceptuelt. De gange jeg har set 3. stop fra Gug, har jeg ikke siddet med andre følelser end at skuespillerne med alle midler prøver at få mig til at grine.

Jeg har ikke oplevet ét rørende øjeblik, ét glimt af sandhed, noget som udvidede oplevelsen, hvilket jeg ellers syntes er oplagt at gøre. Man bliver ikke forskrækket af, at en råber “Bøh” i ansigtet på dig 20 gange i træk, men når det sker den ene gang, du mindst venter det.

Med kritikerminen på, jovist

Ja, jeg sidder med kritikerminen på og skal tøs op, men det er sjovere når en dum vittighed leveres af kammeraten, end når det sker på scenen. Kammeraten kender jeg, bærer over med og har lettere ved at grine af.

Skuespillerne har jeg ikke noget forhold til, udover at jeg har valgt at være i samme rum med dem nogle timer, og en fjollet dans forvandler sig ikke til andet end en fjollet dans, selvom den fremføres i slowmotion.

Jeg forventer mere, men får intet.

Nb!

Ret skal være ret. Og jeg kan se styrken i impro comedy teatret ved, at der skabes et univers under forestillingen i form af sætninger, vendinger eller scener, som publikum er vilde med, og som skuespillerne dygtigt gentager igennem stykket. Det skaber en samhørighed mellem skuespillere og publikum. Men er det nok? – Jeg har desværre taget min sidste tur.

Jeg vil meget gerne kommentere og debattere mit indlæg. Men gå efter bolden 😉

Læs også anmeldelsen af ImproLogen i København. Se her…

Værd at vide

Aalborg Teater
Hjemmeside: aalborgteater.dk