Det er ferniseringslørdag i Aallborg

Lars Hellerup fra Studenterhuset giver svar på påtale

Lars Hellerup, fra Studenterhuset, har skrevet en kommentar foranlediget af en lille debat, som jeg fik startet på twitter. Lars har taget det seriøst, og tak for det. Og derfor syntes jeg også, at hans kommentar skal hives op som et indlæg.

Du er mere end velkommen til at kommentere og debattere, og hvis du ikke har noget at sige, så spred ordet. Det er din by, det handler om!

———

Dette er egentligt ikke en reaktion på ovenstående, men mere affødt af gårsdagens tweets vedrørende Studenterhusets efterårsprogram.

Allerførst: Det er enormt fedt at nogle forholder sig til de koncerter vi laver. Også selvom det er kritik. Så mere af det!

Men kritikken skal for at kunne anvendes også være seriøs. Det er den ikke når der går musikpoliti i den, og eksempelvis Camilla postulerer, at Emma Acs er den eneste ordentlige booking på Studenterhuset i efteråret, og Jakob efterfølgende konstaterer at Alcohol Faith Mission også lige kan gå an. Det er ikke bare sekterisk, men også nedladende overfor en masse mennesker hvis musiksmag man ikke lige deler. Og en kritik som det er meget svært for os at drage nogen form for konsekvens af.

Langt mere interessant ? i forhold til at få en frugtbar diskussion, der måske kan medføre nogle ændringer ? er Kulturformidlerens kritik af de efter hans mening mange gentagelser i vores program. For det er helt rigtigt, at der er gentagelser.

Ud af de 34 orkestre vi pt. har offentliggjort på vores hjemmeside, har 9 spillet mere end en gang tidligere hos os. 10 orkestre har spillet en gang før, og 15 orkestre har aldrig før optrådt hos os.

Debutanter : 44 %
Anden koncert : 29 %
Gentagelser : 26 %

Om denne sammensætning er optimal kan jo altid diskuteres, men når 73 % af de bookede orkestre maksimalt har spillet en gang tidligere på Studenterhuset (og 44 % aldrig spillet på Stud før), synes jeg umiddelbart ikke der er belæg for at karakterisere efterårsprogrammet som ?gentagelsernes vagtparade?.

Men hvorfor overhovedet have gentagelser? Det er et komplekst spørgsmål, hvor jeg desværre ikke kan komme rundt om det hele her. Men hvis det har interesse skriver Mads og jeg gerne et indlæg til bloggen her, hvor vi beskriver hvordan Mads og bookingudvalget arbejder, hvilke aftaler vi er hængt op i forhold til stat og kommune, og hvad vi ser som vores rolle som spillested ? lokalt, regionalt og nationalt.

En ting er dog helt sikkert. Vi har ikke ? som mange andre spillesteder ? gentagelser af økonomiske grunde. Hvis vi af den ene eller anden grund konkluderer, at musikken ikke længere holder stopper vi med at booke det pågældende band. Også selvom de sælger masser af billetter.

Omvendt gentager vi gerne et band hvis musikken holder og fremadrettet har perspektiv. Også selvom der ikke er et stort publikum, og dermed dårlig økonomi i det for os.

Efterklang, Moi Caprice, Lis Er Stille, Jomi Massage, Lise Westsynthius, I Got You On Tape, Murder, Broken Beats og ? ja I må gerne grine ? Nikolaj Nørlund er blot nogle få eksempler på kunstnere som vi gentagne gange har præsenteret for et begrænset publikum. Fordi vi vurderer at deres forsatte kunstneriske virke er vigtigt for musiklivet, og hvis ikke Studenterhuset præsenterer dem ? ja så ville den type kunstnere ikke kunne opleves i Aalborg overhovedet.

For os er det at være spillested tæt forbundet med det, at være med til at udvikle nye orkestre, sådan at deres kunstneriske potentiale får mulighed for at udfolde sig. Og det kræver uanset om man kan lide det eller ej, at de får muligheden for kontinuerligt at præsentere deres materiale for et nysgerrigt publikum. Og dermed også gentagelser i vores program.

Vi har derfor tidligere stædigt gentaget præsentationen af navne som Volbeat, Nephew, L.O.C, Suspekt, Kaizers Orchestra, Marie Frank, Under Byen o.s.v. Navne som i dag storsælger (eller tidligere har storsolgt), men som da de startede hos ikke solgte specielt mange billetter. Vi kan ikke tage æren for nogens gennembrud, men hvis ikke der i DK er spillesteder, der tør at blive ved med at præsentere navne hvis potentiale man tror på uanset publikumsopbakning, ville det danske musikmiljø i sin helhed være ildestedt.

Vi regner os selv for et af de spillesteder. Og det betyder gentagelser i vores program.

Jeg kan derfor næsten også med sikkerhed garantere, at fortsætter den positive kunstneriske udvikling som vi lige nu ser hos eksempelvis Emma Acs, Our Broken Garden, Marybell Katastrophy og Treefight For Sunlight (for øvrigt alle navne, der er en af de der slemme gentagelser i vores efterårsprogram), ja så gentager vi dem gerne næste gang de tager på turne.

Vi er rigtigt glade når vores program bliver holdt op mod programmet på gode spillesteder som Voxhall og Rytmeposten.

Det er dog af flere grunde umiddelbart svært at sammenligne stederne. Dermed ikke være sagt, at en kritik af vores program, der har afsæt i hvad de andre spillesteder kan præsentere er irrelevant eller ubrugelig. Snare tværtimod.

Og vi kan hurtigt blive enige om, at specielt på den udenlandske scene halter vi efter. Paradoksalt eftersom der stort set ikke er nogen af de udenlandske navne de præsenterer, som vi ikke også ville præsentere hvis vi havde muligheden.

En væsentlig grund til at dette sjældent lader sig gøre er helt firkantet penge. Posten modtager et kommunalt tilskud på kr. 2.111.125,00. Voxhall et kommunalt tilskud på kr. 2.434.600,00. Vi får fra Aalborg Kommune kr. 970.000,00. Eftersom de kommunale tilskud matches af Statens Kunststyrelse ender Posten på et samlet tilskud på 4.2 mio. kr., Voxhall på 4.8 mio. kr. og Studenterhuset på 2.4 mio. kr. (vi får mere af staten end af kommunen fordi de synes vores profil er rigtig flot).

Udover at have dobbelt så mange penge at lave musik for, har begge steder også en større publikumskapacitet end os (Posten 800, Voxhall 700, Studenterhuset 460) og dermed også mulighed for en større egen indtjening ved de helt store navne.

Da der tit kun er afsat tre dage ? i bedste fald ? til DK (og den ene skal jo være i hovedstaden) på de internationale bands turneer betyder vores begrænsede økonomi at vi sjældent kommer til fadet. De to andre steder har både flere penge at arbejde med end os, og også mulighed for at sælge flere billetter.

Så selv de gange vi tilbyder det samme eller mere end de andre steder, oplever vi at bands vælger at spille de andre steder, da der jo der er mulighed for (i hvert fald i teorien) at spille for 800/700 mennesker mod vores 460.

(Det ville faktisk være mere relevant at sammenligne Skråens program med Voxhall/Posten eftersom Skråens kommunale tilskud er større end både Voxhall og Postens (og cirka tre gange så stort som vores), og deres publikumskapacitet er identisk med Voxhalls.)

Ovenstående betyder gudskelov ikke, at vi ikke kan præsentere spændende udenlandsk musik. Vi har faktisk haft rigtigt meget udenlandsk høj kvalitets musik på programmet de sidste mange år. Desværre uden den store opbakning fra publikum. Hvilket også er en af begrænsningerne i forhold til vores arbejde med den udenlandske scene.

På stående fod kan jeg huske Grizzly Bear (us) (22 betalende gæster), Mugison (Isl) (43 betalende gæster), Jimi Tenor (sf) (49 betalende gæster), Public Enemy (us) (97 betalende gæster), Lambchop (us) (103 betalende gæster) o.s.v.

Ja ikke en gang den legendariske The The (uk) koncert var udsolgt. Hvis alle de der råber højt om at byen mangler spændende udenlandske musiknavne, rent faktisk ville dukke op når der så endeligt er nogle spændende navne, ville et lille, men ikke uvigtigt skridt være taget.

For når der er sjælden gang er dage nok til DK, er konsekvensen af den manglende publikumsopbakning, at det pludseligt bliver mere interessant for et turnerende udenlandsk navn at spille til en lavere (eller identisk) hyre i et eller andet svensk eller norsk udkantsområde, hvor der trods alt kommer nogle hundrede mennesker og hører dem, end at tage turen til Aalborg for at spille for 50 mennesker. Man kan sige, at den generelt ringe nysgerrighed i byen er med til at gøre et i forvejen svært arbejde med at skaffe spændende halvstore udenlandske navne til byen, endnu sværere.

Lad mig derfor slutte dette i forvejen alt for lange indlæg af med en opfordring, der ofte kan læses på denne blog. Vær nu lidt nysgerrig. Tag nu nogle chancer. Alt det musik du du går ud for at høre behøver ikke nødvendigvis være et af dine yndlingsbands eller genré. Det behøver ikke nødvendigvis være noget du i forvejen har et forhold til. Det behøver bare en gang imellem at være noget NYT.

Mvh
Lars Hellerup
Studenterhuset

4 kommentarer

  • Nikoline

    Jeg er dybt enig med Lars, og Emma Acs, Treefight For Sunlight, WSGM, Love Shop, og The New Spring er navne jeg glæder mig umådeligt til at se -men hvad med The Rumour Said Fire? Dem savner jeg virkeligt i dette efterårsprogram, kommer de i år, eller vil det mon være muligt at komme til at se dem i løbet af næste år?

    Mvh.
    Nikoline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For mig at se er der to modstridende pointer i denne kommentar. Først gør Lars rede for, at man prioriterer at få en masse bands ind over, som de finder interessante og som bør opleves live på Studenterhuset for Aalborgs beboere. Det kan godt være de ikke sælger mange billetter, men det er ikke sagen vedkommende, det er lidt a la Roskilde Festivals udmelding om, at programmet egentlig ikke er for at please festivaldeltagerne, men give dem nye oplevelser.
    Det kan så stor en festival som Roskilde måske tillade sig (og selv det har der jo været heftig debat om i medierne), men for et lille spillested som også er afhængig af entréindtængt, er det måske lige ambitiøst nok (og måske også en anelse smagsdommeri? Det er meget, meget få kommercielle koncerter der er på Stud). Det skal ikke misforståes, jeg synes det er fair nok, og måske endda beundringsværdigt, at Stud forsøger at appellere til det, som de finder den gode smag –men når man gør det, må man også tage konsekvenserne af det, og det betyder f.eks. begrænset opbakning fra alle dem, der ikke deler den smag.
    Senere hen bliver der jo også argumenteret for, at man netop ikke modtager så meget i støtte, og derfor er afhængig af, at aalborggenserne støtter op om stedet. Øh, jamen hvad med at starte med at give dem nogle koncerter, som de rent faktisk ønsker?? Om end prisværdigt at man gerne vil give folk nye oplevelser, så skal man stadig have dem til at betale for det. Et snævert program (som jeg synes Stud har) kan måske løbe rundt i hovedstaden, da der er flere mennesker (ja, det er jo ren logik), men i Aa skal der generelt mere til, for at hive folk ind i de mørke lokaler.
    Jeg synes egentlig, i alt respekt, at jeg er rimelig musisk velbevandret –men inden for den genre jeg kan lide selvfølgelig. Jeg kender dog færre og færre af de kunstnere der spiller Stud, og helt ærligt, jeg er, åbenbart, ikke nok musikelsker til, at jeg vil give 75 kr for at høre Svartsot eller Spids Nøgenhat, som falder udenfor min personlige smag. Så vil jeg hellere spare pengene, og tage turen til f.eks. Loppen i Kbh, som har booket The Horrors.
    Og jeg synes, helt ærligt, at for MIG (og det er jo mig der skal betale) er der kun én god booking, og det er Emma Acs. Jeg kan ellers rigtig godt lide garagerock og surf, men The Goo Men fra Norge har jeg hørt 2 gange tidligere på Stud (!!), og ligeledes Tremolo Beer Gut og The Good The Bad. Det er da muligt at få andre fantastiske navne indenfor den genre?? Og nej, det hjælper ikke at det bliver Thee Attacks i stedet, om end også ofte benyttet 😉 Spids Nøgenhat, som jeg tidligere har nævnt, bliver simpelthen for syret og snævert for mig + jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt Lorenzo Woodrose på Stud (selvom han er en fin fyr, så kan man jo ikke blive ved). Indie er altid skønt og velkomment, derfor snupper jeg Acs, som jeg missede i første omgang, men f.eks. Treefight for Sunlight varmede op for The Rumour Said Fire sidst, så dem så jeg der, og det er ikke lige umiddelbart noget jeg har lyst til at betale 75,- for endnu engang. When Saints go Machine spillede på Gammeltorv i sommer (det gjorde Loveshop i øvrigt også -om end de kan opleves i lidt nye rammer til Stud-koncerten –men for en almen lytter som mig, gør det egentlig ingen forskel). Og det er lidt sådan jeg kunne blive ved. Det er jo alle ok fine bands, men én gang indenfor et par år er helt fint for mig.
    Jeg hungrer efter flere fantastiske koncerter, og det bringer mig desværre alt for ofte til Århus, Kbh og Hamborg i stedet for Aa.
    Et enkelt konstruktivt forslag herfra kunne være, at indføre en slags ”klippekort”. Man kunne jo f.eks. købe 3 koncerter og så få en gratis. Det kunne måske lokke folk lidt mere ud af busken for at prøve noget nyt.
    Og nu kender jeg lidt til Lars, så ved han forstår, at det hele er i kærlig og god karma til Stud –vi kritiserer jo kun fordi vi i virkeligheden elsker Stud, og gerne vil bruge mere tid derinde på lækre oplevelser 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Først og fremmest tak til Studenterhuset, og til dig Lars, fordi kritik tages seriøst og fordi en konstruktiv dialog ønskes. Indsigt i Studenterhusets arbejde, mener jeg, giver større værdsættelse, og mulighed for at komme med en konstruktiv kritik.

    Det er især interessant, at så mange har en holdning til Studenterhuset, ønsker at stedet skal være mere end det er i dag og samtidig har svært ved at troppe op, når stedet vover nyt. Det virker til at være noget gennemgående i vores by, Michael Marino nævner præcis den samme tendens i mit interview med ham om efterårets Klub Husfred.

    Jeg vil dog plædere for en større – konstruktiv- dialog mellem Studenterhuset og brugerne. Det vil sige mere end man kan tilmelde sig til en koncert på facebook. Jeg sidder selv inde med idé om at Studenterhuset kan eksperimentere med crowd funding, som Michael Møller og vores egen Kenneth Dahl Knudsen har gjort brug af. Og der er helt sikkert mange andre idéer derude.

    Min pointe er, at mulighed for en større brugerinddragelse vil give en større fællesskabsfølelse med Studenterhuset, og dermed forhåbentlig flere penge i entré og nogle spændende udenlandske navne.

    200.000 indbyggere i Aalborg kommune, det burde være muligt at lokke flere til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fint svaret. Jeg glæder mig til Marybell og fødselsdagen. Men ellers er der ikke så meget som siger mig noget, men jeg må rose jer for et alsidigt program.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er ferniseringslørdag i Aallborg