Micmacs

Hvis man har blot lidt interesse i film, er Jean-Pierre Jeunet en instruktør som man ikke kan komme uden om. Hans film, fra Delicatessen over De Fortabte Børns by til Amelie, besidder alle en hel speciel visuel stil der gør, at der ikke skal ses mange minutter af en film, før man kan spotte om den er af Jean-Pierre Jeunet.

Den stakkels Bazil

Filmen handler om den stakkels Bazil, hvis liv er blevet spoleret af våbenfabrikanter. Som barn døde hans far, da han trådte på en landmine, og han selv får en patron, af fransk fabrikat, skudt ind i hovedet ved et uheld. Han mister sit job i videobutikken og drysser rundt som hjemløs og husvild, indtil han en dag havner i selskab med en flok besynderlige personager, der lever i en underjordisk grotte, bygget af skrald og skrot og alt det ?almindelig mennesker? smider ud, fordi de ikke kan bruge det til noget. Sammen med dem udtænker han en plan om at spille de to våbenproducenter, som er ansvarlige for hans livs tragedier, ud mod hinanden.

Historien er som i alle Jean-Pierre Jeunets film kun halvdelen. Filmens visuelle udtryk har her bevæget sig væk fra Amelies farvestrålende univers og tilbage mod de brunede farver fra Delikatessen. Desværre går begge dele ikke op i en højere enhed.

Mangler magi

Hvis der skal startes med filmens svagheder, så var den ikke så magisk som bl.a. Amelie. Filmen foregår i nutidens Paris, men der findes næppe et persongalleri som det der vises og endnu mindre sandsynligt i en stor hule under en losseplads. Det giver filmen et skær af eventyr og den manglende realisme går udover medfølelsen med figurerne. Det var ligeledes til tider svært at følge med i historien, hvem det gik udover, når to parter skulle spilles ud imod hinanden. Og kan man lave sjov med våbenfabrikanter i en komedie?

De små stunders poesi

Filmen er en visuel oplevelse, med mange smukke scener bl.a. af Paris´ tage, og en stor detaljerigdommen, og med herlige referencer til Jean-Pierre Jeunets andre film, som gør at filmen helt skal ses i biografen. Som i Amelie bliver også de små stunders poesi vist, eksempelvis da hovedpersonen ser ind i en lejlighed hvor en far lægge sin datter til sove.

Filmen har en sød morale om, at alle har et talent. Selv samfundets udstødte har evner og kan få dem udfoldet hvis de bliver værdsat, og det er jo en morale som altid tåler at blive gentaget.