Claus Høxbroes 10 års jubilæumsshow & udgivelsesfest

Katastrofisk madteater vækker sanserne til live

Jeg har været ude for en anderledes og fascinerende teateroplevelse: ‘Europæerne’ på Teaterøen.

Asterions Hus Teaterøen. Howard Barker, Europæerne. Kulturformidleren

Susanne og den liderlige præst Orphuls.
Fotocredits: Ingrid Bugge.

Lad os sætte scenen

Allerførst må vi hellere opridse, hvad stykket går ud på. Europæerne er en forestilling der foregår til fods, dvs. man går fra lokale til lokale og oplever de forskellige scener. Undervejs bliver der serveret mad og underholdningen foregår lige for næsen af en. Du er i teatret med ca. 30-40 andre, så du kommer ret tæt på dine med-publikummer.

Historien udspiller sig i et kriseramt Europa i kamp mod islam. Og så skulle stykkets relevans vist være slået fast, selvom forfatteren, Howard Barker, har sat det til at foregå i Wien i 17. hundredetallet. Wien var den gyldne indgangsport til Europa og byen havde netop været under tyrkisk belejring i 2 måneder. Undervejs er moralen røget sig en tur, og nu kæmper byen for at finde tilbage til sit bedre jeg.

Intens indsats fra skuespillerne gav ypperligt resultat

Det historiske lag forestillingen hviler på, er dramatisk og katastrofalt. Nøjagtig som persongalleriets historier. Det er historien om den stakkels Katrin et godt eksempel på. Katrin er blevet gravid efter at have været udsat for voldtægt af en gruppe osmannere. Alle lige fra tigger til kejser involveres i hendes ulyksalighed og historien er voldsom, intens, katastrofal og følsom.

Katrins skader efter voldtægten bliver vist frem til offentlig skue. Fotocredits: Ingrid Bugge Asterions Hus Teaterøen. Howard Barker, Europæerne. Kulturformidleren

Katrins skader efter voldtægten bliver vist frem til offentlig skue.
Fotocredits: Ingrid Bugge

Skuespillerne præsterede en indlevelse, som jeg sjældent har set. Den blev helt sikkert understreget af, at man som publikum på ‘Europæerne’ var del af en ganske lille flok og dermed fik lov at komme tættere på end det er muligt på 1. række i Det Kongelige. Men også uden den sammenligning var det en præstation i særklasse.

Den lille trup af skuespillere bestod af kun 7 mand: Thomas Kirk, Susanne Storm, Martin Ammundsen, Charlotte Munck, Tilde Knudsen, Jacob Stage og Gry Guldager. Dertil kommer så musikeren Klaus Risager, der også gav en hånd med på de skrå brædder, og instruktør (med mere) Peter Kirk, der også var vores guide denne aften.

Kvalmevækkende kombination af mad og teater

Til stykket havde kokken Martin Guf lavet en menu, der indgik som en del af forestillingen. Vi fik fx serveret tørrede, kolde rødbedestrimler, der hang fra et fiskenet i loftet. Og laksetatar blev klasket ned i ens hånd, som til lejligheden var blevet iklædt en sort plastikhandske. Det skal lige understreges, at vi undervejs ikke fik præsenteret nogle retter og at belysningen var sparsommelig. Man vidste altså aldrig, hvad man puttede i munden.

Jeg indrømmer blankt, at de første mange serveringer vakte mere kvalme hos mig end glæde. Min grænse blev virkelig nået, da jeg sad og spise en kold, slimet masse af min egen behandskede hånd. Den reaktion understreger kun, at det Asterions Hus har gjort med ‘Europæerne’, kan noget. Jeg har sjældent fået vækket så mange sanser på een gang.

Asterions Hus Teaterøen. Howard Barker, Europæerne. Kulturformidleren

Kejserinden og resterne af en helt; General Starhemberg.
Fotocredits: Ingrid Bugge

‘Europæerne’ er en øjenåbner 

Jeg holder mig tit til sådan en floskel om, at jeg altid er åben for at prøve nye ting. I al hemmelighed går jeg i virkeligheden og tænker, at jeg jo bedst kan lide en noget nær klassisk tur i teatret. Det er i hvert fald fint med en nummereret siddeplads eller en tallerken. Men jeg føler virkelig, at jeg har fået mere ud af ‘Europæerne’ end en god forestilling. For mig bliver stykket et eksempel på, at det (fandme!) er godt at udfordre konventionerne og ryste posen lidt. Og selvom man ikke har en fast siddeplads, så kan det stadig være en fornem og lærerig teateroplevelse.

‘Europæerne’ går ikke mere, desværre, men du kan tjekke Teaterøens kalender her, og læse mere om Teatergruppen Asterions Hus her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Claus Høxbroes 10 års jubilæumsshow & udgivelsesfest