Indenfor murene

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Lørdag aften var første gang, at jeg skulle se ?Indenfor Murene?. Jeg ved godt, at det er småpinligt, dersom at stykket er en sand klassiker, kanoniseret i den debatterede ?Kulturkanon?, fra Kulturministeriet, og opført mindst 500 gange på Det Kongelige Teater. Men der er nu engang ting, der går ens næse forbi.

Det der havde givet mig færten af, at her var der en stor oplevelse i vente var stjernemødet med Henning Jensen, som jeg havde været inde og se en søndag eftermiddag på selv samme, Aalborg Teater. Henning Jensen fortalte den dag om sin rolle, som Adolf Levin, og at han og teaterchefen, Morten Kirkskov, havde aftalt, at der ikke skulle ændres et komma i stykket. For hvor mange gange har man ikke set rædderlige nyfortolkninger af klassikere, hvor alt det fine og nuancerne i stykket blive suget ud og pointerne overeksponeret for ikke at sige overspillet? Jeg har i hvert fald ikke tal på det.

På scenen

Der var intet tæppe for eller bag scenen, i stedet var der opstillet høje fyldningsvægge, som omkransede de tre sider af scenen. De viste sig at kunne flyttes rundt på scenen igennem stykket og samtidig fungere som skabe til tallerkner, duge og andre rekvisitter. Rundt på scenen var der derudover stillet fine, lakerede stole, så man, inden skuespillerne trådte ind på scenen, fornemmede, at det skulle forestille et finere hjem.

Skuespillerne kom bragende ind mens festlig jødisk folkemusik tordnede ud i teatersalen. Sikkert for at vise, at her var fest og glæde i tre generationer sådan en fredag aften. Kongeligt porcelæn og dug blev hentet ud fra skabene, og der blev dækket bord til en treretters middag. Faderen, Adolf Levin, kom hjem, og måltidet blev indledt som ved jødisk skik. For hele familien var jødisk. De to sønner Hugo, spillet af Martin Bo Lindsten, og Jacob, spillet af Steffen Henriksen, viste behørig respekt over for deres far, selv hans lidt for nærgående spørgsmål.

Da måltidet var ved at være overstået kom datteren, Esther, spillet af Amalie Dollerup, hjem. Hun havde været til forelæsning. Vi alle i salen fornemmede straks, at det var her konflikten ville stå, og herom stykket drejede sig. For hvorfor blev hun væk fra familiemiddagen, og hvorfor undveg hun sin fars spørgsmål, om ?hvorfor der finder forelæsning sted på en fredag aften?”

Af tre grunde

Jeg vil ikke afsløre mere, men i stedet for med det samme opfordre dig til at se stykket. Jeg giver ikke normalt stjerner på min blog. Her vil jeg dog tillade mig at give stykket 6 ud af 6 stjerner.

Det vil jeg af tre grunde. Den første er, at Morten Kirkskov, selvom han ikke engang har ændret på pengenes værdi i manuskriptet, som jo er over 100 år gammelt, formår at gøre stykket tidssvarende. Eksempelvis er faderen streng overfor datteren, men han tones mildere med den kærlighed han viser, og den måde han forsøger at appellere til hende på. Og selvom problemstillingen i stykket ses mindre konkret i dag (jøder der vælger at gifte sig med ikke-jøder), kan den spejles i dagens problemstillinger. Som hvordan vi møder det fremmed? Møder imellem forskellige kulturer.[pullquote align=”right”]Jeg giver ikke normalt stjerner på min blog. Her vil jeg dog tillade mig at give stykket 6 ud af 6 stjerner.[/pullquote]

Den anden grund er skuespillet. Det er klart at Henning Jensen skal fremhæves. Han er en nulevende kæmpe i teaterverdenen. Heldigvis strålede han ikke alene. De andre skuespillere spillede godt op til ham. Det var dog takket være Marianne Høgsbro, der spillede Henning Jensens hustru i rollen Sara Levin, at den helt store oplevelse blev skabt. Det var rørende og smukt at se de to som forældre, der forsøgte at følge med. Takket være de to, var det ikke bitterheden og vreden, der trådte frem, men vemod og de dybere følelser. Det var så øjenkrogene blev fugtige.

Og så selvfølgelig teaterstykket selv. Det forstås, at det er en klassiker. Upartisk at kunne fortælle og forsvare den samme historie fra flere sider om så svært et emne, er en imponerende bedrift! Flere gange forsøgte jeg i teatermørket at grifle de vise dialoger ned i min notesbog, for de ramte plet.

Ej blot til lyst

Hvis du på trods af min anbefaling, vælger ikke at tage af sted, fordi stykket lyder som en ren tragedie. Så tro om igen! Der blev grinet meget. Som de to teatermasker, der ofte forbindes med teateret, og hvor den ene griner den anden græder, så var begge dele til stede. På den måde føltes det som om at alt gik op, og teateret viste sit eget unikke værd. Det kan ikke genudsendes. Det skal ses i teatret.

Stykket spiller frem til den 29. marts.