Fra Hymns from Nineveh til Thulebasen

Fredag aften var et dilemma. To interessante, anmelderroste og pladeaktuelle band på samme aften: Hymns from Nineveh på Klub Husfred og Thulebasen på Studenterhuset. Jeg havde inden da lyttet heftigt til begge plader, som musikalsk befinder sig langt fra hinanden: Hymns from Nineveh, der sammenlignes med Sufjan Stevens og Thulebasen, der sammenlignes med My Bloody Valentine.

Fuldt hus

Jeg valgte koncerten med Hymns from Nineveh, som var sat til kl. 20.00 i Huset. Koncerten var kort efter annonceringen meldt udsolgt, så frem for stole stillet op omkring runde borde med stearinlys på, var den lille sal, der på papiret kan magte 80 mennesker forvandlet til noget der lignede et forsamlingshus med plastikstole på række, varm luft og meget larm ? der var ikke meget af den vante Klub Husfred følelse til stede.

Små hop på stedet

Jonas Haahr Peter­sen, med sort jakkesæt og sort skjorte, trådte op på scenen og så ud som en vækkelsesprædikent fra det amerikansk Midtvesten. Resten af bandet fulgte, men var bestemt ikke så ?stramt? klædt på, de lignede beboere fra et hippie kollektiv, og gjorde bandet til et pudsigt syn. De lagde, som på pladen, ud med det smukke nummer So Mour­n­ful The Elegy, So Com­for­ting The Hymn. Jonas sang med lukkede øjne og megen gestus, og da nummeret halvvejs skiftede tempo, fik vi også nogle små hop på stedet.

Derefter blev numrene leveret i stort samme rækkefølge som på pladen. Det var fint fremført af det fem mand store band på trommer, klaver, violin, banjo og kontrabas, men der blev ikke føjet noget til den flotte albumproduktion. Og Jonas´ uskyldige, men småplatte vittigheder, rettede bestemt ikke op på det.

Fastlåst

Og så sad vi alle der, fastlåst på stolerækker, svedende og så på, at Jonas lukkede øjnene hver gang han sang, hvilket naturligvis skabte manglende nærvær. Og uden at musikken løftede os op af sæderne. Min sidemand gabte flere gange, og jeg fandt mig selv siddende apatisk og lave kruseduller på min notesblok. Ét nummer var dog en god oplevelse, da Jonas greb guitaren for solo at synge en længere fabel, der ikke er at finde på pladen, om en kvinde og en drage. Det fik Leonard Cohensk skær og Jonas fløjlsbløde stemme kunne sagtens bære det.

Uforløst mod Thulebasen

Et intimt band og et intimt spillested blev derfor noget af en fuser, og denne anmelder følte sig i høj grad uforløst, hvorfor jeg valgte at tage til Studenterhuset, hvor koncerten med Thulebasen heldigvis først skulle starte kl. 23.00, da Father Murphy og Causa Sui havde spillet inden.

I koncertsalen var der ikke flere tilskuere end der normalt er til en Klub Husfred koncert. Det vil sige omkring 20. Og på scenen havde bandmedlemmerne, der lignede studerende fra musikkonservatoriet, valgt at stille sig op i en trekant. Trommeslageren bagerst og de to med bas, guitar og sampler foran. De vendte sig imod hinanden og ikke mod os på gulvet.

Stående og gennemblæst

Thulebasens andet album Gate 5, er på mange måder klassisk shoegaze, med en støjmur af vrængende guitar, indadvendthed og lettere forståelige tekster. Men mere eksperimenterende og med et skud psykedelisk rock.

Efter Hymns from Nineveh kontrollerede skønsang, var det forfriskende, at stå op og blive gennemblæst af det høje lydtryk. Støjen blev flere gange brudt, samplet og klippet sammen igen. Og der var, som på pladen, mange temposkift. Eksperimenterende, men alligevel medrivende.

Og mens de to herrer, ikke bevægede andet end armene og fik mig til at tænke på coveret til Kraftwerks The Robots, var det en fornøjelse at se på trommeslageren bagved. Hun mestrede sit fag på fascinerende vis. Med smil og overskud svang hun armene over trommer og bækkener, maskinelt, hurtigt og elegant, det var ganske enkelt lækkert at se på.

Hvis der er en morale

Men efter den første fascination føltes den samme distance som til koncerten med Hymns from Nineveh. Der blev ikke lagt mere til musikken! Og kommentarer, der fordrede nærvær, var der heller ikke mange af. Guitaristen takkede dog for, at vi ville komme og se dem ?en sådan stille lørdag?, hvorefter en fra publikum replicerede, at det var fredag.

Som til koncerten med Hymns from Nineveh gik jeg derfor uforløst fra koncerten.

Hvis der er en morale med denne anmeldelse, så er det vel, at hvis musikerne ikke giver mere af sig selv til en live koncert, uanset hvor god musikken er på plade, så føles det som mindre.