The Guardian har været i Aalborg

Verdens Største 8-bit festival vender tilbage til aalborg

BLIP FESTIVAL, som afholdes hvert år i New York, er verdens største festival for såkaldt 8-bit musik og video, dvs. musik og grafik lavet på modificerede gamle Game Boys, Commodore 64 og Nintendo videospillemaskiner. Festivalen blev sidste år – i samarbejde med det danske kunst- og teknologihus Platform4 – udvidet med en europæisk udgave af festivalen i Danmark, som trak fulde huse og presse- og publikumsinteresse fra hele Europa. Denne festival bliver gentaget i 2010-udgave med et brag i den kommende weekend.

Hvert år tiltrækker Blip Festival New York tusinder af elektroniske musikfans, computerspil-entusiaster og andre nysgerrige – samt medieinteresse fra bl.a. MTV – når verdens største 8-bit festival afholdes med optrædende fra hele verden. I år er Japan også blevet koblet på, og Blip Festival Tokyo blev afviklet sidste weekend med stor succes.

Nu er turen så igen kommet til det europæiske kontinent, når Blip Festival Scandinavia løber af stablen denne weekend i Aalborg. Her vil publikum kunne opleve et sandt overflødighedshorn af musik og grafik baseret på 8-bit teknologien i et festivalprogram som foruden optræden af kunstnere fra hele verden også tæller workshops, hvor man som publikum i selskab med de internationale kunstnere kan få indblik i, hvordan man selv kan kaste sig ud i at blive 8-bit kunstner.

BLIP FESTIVAL: 8-bit kunsten som verdensomspændende fænomen

8-bit er betegnelsen for den teknologi, som de fleste videospillemaskiner i 80’erne og starten af 90’erne var baseret på. Game Boys, Atari ST, Nintendo Entertainment System og Commodore 64 var blandt de mest populære 8-bit-baserede maskiner, og mange husker sikkert den specielle grafik og musik fra spil som eksempelvis Super Mario Bros, Pacman og Space Invaders.

Teknikken og æstetikken fra denne periode i spillehistorien har i det nye årtusinde dannet grundlag for en eksplosivt voksende verdensomspændende skare af musikere, gamere, grafikere og fans, som har taget de gamle maskiner til sig, modificeret dem og nu bruger dem til at søge nye kunstneriske grænser indenfor disse lavteknologiske rammer ved at bruge spillemaskinerne som instrumenter til at afholde live-koncerter, som suppleres med 8-bit videografik projekteret op på vægge og lofter.

Blip Festival Scandinavia bliver en således yderst farvestrålende og iørefaldende festival med fulgt program af  8-bit-musikacts og -vj’s fra USA og Europa, herunder genrens to måske allermest kendte performere, Nullsleep og Bitshifter fra New York, som fra scenen vil være med til at give Danmark en sønderrivende 8-bit lussing i en sand eksplosion af bits og bytes for fuld udblæsning.

Det praktiske

Blip Festival Scandinavia forventes at tiltrække publikum fra både det øvrige Skandinavien, men også resten af Europa. Festivalprogrammet strækker sig over to aftener og nætter, fredag d. 17. og lørdag d. 18. september – hvor også lørdags-dagsfladen tages i brug til afholdelse af workshops hvor publikum inviteres til at lære om hvordan man laver lo-fi musik og lav-opløsningsvideografik – inden aftenens store finale, som løber til langt ud på natten. Festivalen afholdes i Platform4 i Aalborg og billetter kan købes online hos Billetlugen.

Læs om tilblivelsen af BLIP FESTIVAL: Interview med Christian Villum & Kristian Ravn-Ellestad

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Guardian har været i Aalborg