Året der gik #2 Cecilia Munkholt Andersen

Aalborg og jeg har et problem. Det er et problem vi har haft i et stykke tid. Jeg er glad for Aalborg. Jeg elsker Aalborg, men vores had/kærlighedsforhold er on going. Det er egentlig ikke 2010’s skyld, for vi havde samme problem i 2009. Jeg husker en svunden tid. 2003’s Aalborg. Dengang gad jeg gå til koncert. Der var kulturtilbud af kaliber. Om det har noget at gøre med ungdommelig, altoverskyggende nysgerrighed for omverden, skal jeg ikke kunne sige ? men jeg var der.

Konformiteten overskygger

Mit problem er, at konformiteten overskygger og udvisker ethvert initiativ til udvikling i byen. Hver eneste uge, når jeg tjekker koncertudbudet hos de forskellige spillesteder, bliver jeg spist af med etablerede danske bands og artister. I december er hver eneste(!) artist, der spiller på Skråen, dansk. Dissinger til overflod – med julebuffet.

Det er skønt at se, at undergrunden i det mindste har det godt. Både på Fedtebrødet og 1000FRYD spiller ukendte, fabelagtige bands uge efter uge. Skråen har oven i hatten fået indrettet en lille scene, hvor de mindre kendte bands kan boltre sig.

I sidste weekend spillede Kolossus og De Høje Hæle på Fedtebrødet. Begge gjorde det fremragende. Det var en fest. Problemet er, at jeg mangler mellemledet. Jeg mangler udenlandske, mellemkendte bands. Jeg mangler Aarhus i Aalborg. Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst har set et godt folkband, eller en udenlandsk singer/songwriter slået op på plakater og hjemmesider.

Det er vores også egen skyld

Og det er ikke kun arrangørernes skyld. Det er dét, der er problemet. Det er vores også egen skyld. Og med ?vores egen skyld?, så mener jeg Jer. I skal op og ud. Og nej, der skal ikke være julebuffet først.

Når det så ind imellem sker, at de mellemkendte bands endelig kommer til en af Aalborgs beskedne scener, så er de faneme svenske eller spiller musik med elektronisk islæt. Kan det virkelig ikke lade sig gøre at komme lidt længere væk end norden? Forstå mig ret. Jeg siger ikke, at svenske bands er dårlige, og elektronisk musik kan også være top notch. Jeg nød Casiokids og Winnie Who forrige weekend – men hvis jeg har spist kippers en uge i træk, så er kippers næppe min craving den efterfølgende uge.

For at opsummere: Jeg er utilfreds. Alternativet er at blive hjemme. Og hellere en knytnæve i maven, end et los i fissen, som man siger.

Navn: Cecilia Munkholt Andersen
Hjemmeside: yesoffense.com
Twitter: @Ceciliaarrghh

BRÆNDER DU OGSÅ FOR AALBORGS KULTURLIV, OG HAR DU EN MENING OM ÅRET DER GIK?
– SÅ SKRIV TIL kultur@kulturformidleren.dk